Jeg var næppe ene om at indlede året 2024 med en vis bevægelse. Vores dronning gennem 52 år rejste sig fra tronen og overdrog den til sin søn, hvilket kom som en stor overraskelse, fordi hun jo så ofte har sagt, at hun havde en livsmission og ville blive siddende tiden ud. Missionen blev fuldført, selv om hun trak sig tilbage før tid, og da hun var på vej mod døren, drejede hun hovedet og kiggede på landets nye konge og blev øjensynligt ganske overvældet af øjeblikkets tyngde. Jeg har siden tænkt over, hvad der mon i de sekunder fyldte hos hende. Sorg over at afslutte den store mission eller stolthed over at give den videre i god behold. Formodentlig begge dele. Dronningen gik, for det gør alle på et tidspunkt, men gennem årtierne inspirerede hun os til at tænke og forstå, og udover taknemmeligheden sidder vi tilbage med spørgsmålet om, hvad det vil sige at tage en mission på sig. Også selv om den kan stå i modsætning til tidsånden.

Det er ikke sikkert, at man finder frem til et klart svar på spørgsmålet, men mange af os spekulerer nok af og til over, om vi gør tilstrækkelig nytte i verden. Om man virkelig gør en forskel, som det hedder eller slipper lige lovlig nemt om ved at være sat på jorden. Tilmed i en periode fyldt med så uoverskuelige problemer, at vi kan fristes til at anklage hinanden for ikke at gøre nok. Eller gøre det forkerte. Jeg er selv havnet i en situation, hvor jeg modtager beskeder fra folk, der mener, at jeg burde gøre meget mere i denne verden og gerne på en anden måde, end jeg gør nu. ”Og du kalder dig kristen,” skrev én. ”Hvad med så med lige at få hænderne op af lommerne!” Det har fået mig til at spekulere over, om jeg mon bruger mine kræfter rigtigt, og når først de tanker er sat i gang, kan man næsten ikke undgå også at vurdere om andre gør nok. Eller gør det forkerte. Opfattelsen af både ens egen og de andres indsats i verden er et yderst ømtåleligt anliggende.