Når man har kendt hinanden hele livet, kan der komme en dag, hvor man nærmest intuitivt forstår, at man bevæger sig i hver sin retning. Det betyder ikke nødvendigvis, at man mister hinanden, man lever bare meget forskellige liv. Det kan have at gøre med opvækst, interesser og mulighed for med selvdisciplin at gøre noget fuldt ud. Mens nogen når langt indenfor et bestemt fag eller med et større livsprojekt, erkender andre, at beslutningerne kom og gik, uden at de rigtigt førte til noget. Og på et tidspunkt står det klart, at det er endegyldigt for sent at få den store karriere, man måske engang forestillede sig. Der er ikke længere tid nok tilbage til at blive fodboldstjerne eller statsminister, og spørgsmålet er, hvad den erkendelse gør ved én. Og hvordan vi opfatter de bedrifter både vi selv og andre nåede at udføre i livet.

Hvis man hver dag virkelig tænker tanken til ende, vil man næppe opleve et eneste roligt øjeblik. Hvis man hele tiden til fulde forestiller sig, hvordan man kan overmandes af sygdom og ulykke, blive ramt af en bil, føle sig fortabt og nedgjort eller drukne i havet – som det faldt mig ind, da jeg forrige år sad i en båd på Færøerne, hvor bølgerne stod så højt, at de som en mur spærrede for hele horisonten – bliver det svært at leve. Derfor må man forsøge at finde balancen mellem tanken om, hvor farligt livet er og evnen til at leve det alligevel. Spørgsmålet er dog, om vi i en periode med stor optagethed af den menneskelige skrøbelighed kan miste en del af den tillid til verden, som vi er så grundlæggende afhængige af. Om vi kan glemme, hvordan man behersker nogle af sine mange ustyrlige følelser og i stedet bliver i stand til at være i livet på en anden måde.