Selv om jeg gerne vil se mig selv som et nogenlunde selvstændigt menneske er jeg afhængig af at sammenligne mig med andre. Det er nok den barske sandhed for de fleste. Det er svært ikke at være optaget af, hvordan de andre ser ud og klarer sig, og om de generelt lykkes mere end én selv. Især kan dette føles ubehageligt i forholdet til nogen, man holder meget af, fordi man på én og samme tid mærker hengivenhed og misundelse. Som ung befandt jeg mig i denne kattepine. Mine to nære veninder var smukkere og langt mere kvindesuccesfulde end mig, og mens jeg elskede dem højt – det gør jeg stadig – mærkede jeg i nogle øjeblikke skuffelse over ikke at kunne være mere frigjort fra, hvad de repræsenterede af ombejlet uimodståelighed. Det er på mange måder et barnligt træk at være så underlagt sammenligningens tyranni, men den kan nok vare hele livet, denne fornemmelse af at være mindre privilegeret end andre.

I løbet af min tilværelse er der sket fornyelse. Ligesom jeg tror, at der for mange andre kan indtræffe fornyelse af stor betydning. Flere gange. Jeg taler ikke om en synlig forandring, livets rammer forbliver som oftest nogenlunde de samme, men i det indre ved man bare, at man er trådt ind i noget mere forankrende og forpligtende. Og måske endda saliggørende. Typisk sker det nok første gang i ungdommen, men fornyelsen kan blive ved med at overmande, og spørgsmålet er, i hvor høj grad man opdager det. Og ikke mindst hvordan man fortolker denne følelse af at blive sat i tilværelsen på en dybere måde. Jeg har en lille teori om, at der for tiden foregår en form for fornyelse, som mange mærker, og det er usædvanligt, når det får form af en slags kollektiv erkendelse. Der er virkelig grund til at forsøge at forstå, hvad der i denne tid er på færde.