En del af os kender nok til den følelse af tvivl, der kan opstå, når man sidder overfor et andet menneske og ikke taler ubetinget sandt. Jeg husker, hvordan jeg engang var sammen med en bekendt, der trængte til opmuntring, hvorfor jeg så mig nødsaget til at beskrive ham som temmelig nem at holde af. Sagen er bare, at det ikke var ubetinget sandt, og at jeg selv var én af dem, der mærkede udmattelse i hans selskab, men jeg endte med blot at stryge ham med hårene, selv om det muligvis ikke var det, han havde mest brug for. Der var med andre ord ikke nok sandhed bag ordene, der derfor var så ubehagelige at sige, og jeg bliver mere og mere overbevist om, at sprog, Ånd og sandhed hører sammen. Følelsen af at kunne bruge sproget i et sandt ærinde er muligvis det, der mere end noget andet udmærker os som mennesker, ja, måske endda så meget, at man ville give sit liv for det. Vi skal her på Pinsedag prøve at forstå, hvad det betyder at ære sproget og ordet. Og hvad der sker, hvis man ikke gør det.