Det kan være klogt ind imellem at spørge sig selv om noget ganske bestemt. Det kan være klogt at sætte sig for at nævne tre ting, man virkelig føler taknemmelighed for i sit liv. Jeg vil gerne, nu hvor det er mig, der har ordet, gå forrest, og jeg advarer på forhånd, for det er ikke videre originalt. For det første er jeg taknemmelig for, at jeg er sund og rask og aldrig for alvor har været bekymret for mit helbred. For det andet er jeg taknemmelig for, at der findes mennesker tæt på mig, der holder oprigtigt af mig, selv om jeg helt oplagt ikke altid fortjener det. Jeg kender skam til ensomhedsfølelsen – især fyldte den, da jeg var yngre – men jeg har aldrig stået i denne verden med en fornemmelse af at være helt overladt til mig selv. Den tredje ting er muligvis én, man lidt oftere glemmer, men det er lige før, at jeg ser det som en pligt at tilskrive sig den. For det tredje er jeg nemlig meget taknemmelig for at være blevet født i netop dette land. At være så forkælet, at jeg har lov til at bo her. Tænk, at være blevet givet så meget.

Man begynder nok at ane det som et stort skolebarn, der i nogen tid har lyttet til den fælles samtale. Når man i nogle år har lagt ører til sine lærere, landets talende ansigter og andre, der fører ordet, forstår man, at noget har det med at være mere velset at mene end andet. Derfor kan det også ske, at man mere eller mindre ubevidst lægger sig tæt op ad det, der opfattes som pænt og acceptabelt. Eller man reagerer mere trodsigt. Som barn sadlede jeg engang min hvide pony og red i dagene op til et folketingsvalg rundt i nabolaget med hjemmelavede plakater med opfordring til at stemme på Fremskridtspartiet. Jeg havde svært ved at forklare præcis hvorfor lige dét var en god idé, men jeg vidste, at det var ude af trit med, hvad mange anså for passende. Hvilket i sig selv var svært motiverende. Man kan tidligt fornemme, hvad andre synes, at man bør mene, og at vi lever i en konstant moralsk bedømmelse af hinanden. Spørgsmålet er, hvordan man forstår sig selv midt i det.

En del af os kender nok til den følelse af tvivl, der kan opstå, når man sidder overfor et andet menneske og ikke taler ubetinget sandt. Jeg husker, hvordan jeg engang var sammen med en bekendt, der trængte til opmuntring, hvorfor jeg så mig nødsaget til at beskrive ham som temmelig nem at holde af. Sagen er bare, at det ikke var ubetinget sandt, og at jeg selv var én af dem, der mærkede udmattelse i hans selskab, men jeg endte med blot at stryge ham med hårene, selv om det muligvis ikke var det, han havde mest brug for. Der var med andre ord ikke nok sandhed bag ordene, der derfor var så ubehagelige at sige, og jeg bliver mere og mere overbevist om, at sprog, Ånd og sandhed hører sammen. Følelsen af at kunne bruge sproget i et sandt ærinde er muligvis det, der mere end noget andet udmærker os som mennesker, ja, måske endda så meget, at man ville give sit liv for det. Vi skal her på Pinsedag prøve at forstå, hvad det betyder at ære sproget og ordet. Og hvad der sker, hvis man ikke gør det.