Uanset hvor meget eller lidt bevidst man er om det, stræber alle nok efter at mærke nogenlunde god samvittighed ved at være i dette liv. Man vil nødigt opfattes som én, der bare lukker øjnene for tidens begivenheder og andres lidelse, og det føles godt at blive set som én, der ansvarsbevidst forholder sig til sin omverden. Men det er ikke så simpelt, og da en stor demonstration i søndags samledes på Christiansborg Slotsplads i København med råb og flag og krav om, at der bliver gjort meget mere for at stoppe alt det umenneskelige i Gaza, mærkede jeg den igen. Den mærkelige blanding af samvittighed og følelsesløshed. Jeg forestiller mig, at en del kender til denne kombination, når nogen på sin vis tager affære, og man ikke overvejer selv at gøre det, og der meldte sig her nogle vigtige spørgsmål. Kan man kalde sig et ordentligt menneske, hvis man mærker denne skepsis? Og er det ligefrem ukristeligt at reagere på de store lidelser i verden ved nærmest ikke at reagere på dem?

Der findes en stemme inden i mig, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Den kan være nærmest overivrig efter at få mig til at gøre nærmest hvad som helst i jagten på en bestemt følelse. Andre kender den også, og forleden beskrev én af mine venner den. Hun gør ofte alverdens krumspring for at være dén i søskendeflokken, der altid hjælper deres gamle mor og indrømmede, at hun ret godt kan lide følelsen af, at de andre efterhånden skylder hende en del tak. Og at den følelse i sig selv virkelig motiverer hende. Det handler altså ikke kun om hendes mors bedste, men bestemt også om hendes eget, og jeg kender som sagt selv denne fryd ved, at andre nu står i taknemmelighedsgæld til mig. Jeg har ikke konkrete idéer om, hvad jeg skal have tilbage, tilstanden gør mig bare godt tilpas, alt imens jeg altså slet ikke bryder mig om den. Men det er sådan, det er.

Næsten uanset hvor man vender sig hen, kan man støde ind i ordet forskellighed, og alle ved, at vi forventes at være store tilhængere af det. Ordet er stærkt forbundet med tidens idé om det rette sindelag, og da jeg forleden gik forbi Matas-butikken i Nexø på Bornholm, fik jeg øje på en reklame, der da også straks fik mig til at rette ryggen. En række ansigter med alle tænkelige hudfarver og altså indlysende hver sin etnicitet var portrætteret sammen med en tekst, der bekendtgjorde, at der skal være plads til forskellighed. Dette er det umiddelbart svært at være uenig i, for det giver sig selv, at alle mennesker har samme værdi uanset herkomst, hudfarve, tro og alt muligt andet. Budskabet giver fuldstændig mening, men der må jo være en grund til, at man kan gå forbi en sådan reklame og faktisk føle sig en smule irriteret. Jeg er enig med den, men føler samtidig næsten ubehag ved den, og jeg vil meget gerne forsøge at forstå, hvordan det hænger sammen.