En juleaften for længe siden, da jeg var stor teenager, fik jeg en i egne øjne god idé. Jeg foreslog, at vi i familien skulle ændre lidt ved proceduren angående dette at sige tak, når vi pakkede gaver op. Jeg brød mig ikke om øjeblikket, hvor man skulle udtrykke glæde og taknemmelighed, det forekom mig så kunstigt og tvunget, næsten ydmygende, så jeg foreslog, at vi droppede de mange gentagne takke-ord og i stedet bare til sidst sagde tak én gang for alle, når alt var pakket op. Så var det overstået. Stik imod min forventning blev forslaget pure afvist. Ingen var i nærheden af at mene, at det var en god idé, og jeg måtte atter en hel juleaften takke for hver eneste gave, jeg fik. Spørgsmålet er jo, hvorfor jeg fandt det så ubehageligt at sige tak. Hvorfor jeg simpelthen følte mig hævet over hele tiden at skulle sige tak for alt det, jeg fik.