Man skal være ret usædvanligt indrettet, hvis man aldrig føler anger. Jeg taler ikke nødvendigvis om at angre store dramatiske handlinger, der virkelig har gjort skade, men også om de mange små episoder, som man er mindre stolt af. Så sent som forleden måtte jeg undskylde overfor en bekendt, fordi jeg efter et skænderi helt bevidst bagefter havde tyranniseret lokalet gennem stilhed. Der er mange måder at udøve sin smålighed på, og når man overmandes af trang til at sige undskyld, skal man huske at overveje, om man gør det for sin egen eller den andens skyld. Men under alle omstændigheder er det, som om en balance skal genoprettes. At give en undskyldning kan næsten føles som at blive genindsat i verden efter at være faldet en lille smule ud af den. Som at blive født på ny, og netop fordi undskyldningen er så kraftfuld, skal den omgås med omtanke.

Jeg har vist været ret længe om at begribe det. Jeg har været sen til helt at forstå omfanget af, hvordan vi i denne del af verden har levet med troen på konstant at bevæge sig i retning af en bedre tilstand. Den vestlige fremskridtstro har boet iblandt os som noget næsten lige så naturligt som at trække vejret, og jeg husker for eksempel tydeligt, hvordan alle omkring bordet en nytårsaften for cirka tyve år siden hyldede Facebook som en ubetinget vidunderlig opfindelse. Selv forholdt jeg mig skeptisk afventende, eftersom tekniske nybrud som oftest lader mig fuldstændig kold. Meget har siden ændret sig. Vi har lært, at udviklingen også rummer frustrationer og tab. Fremskridtstroen har mistet terræn, og færre antager, at det meste bare bliver bedre. Det lyder måske lidt mærkeligt, men på mange måder tror jeg, at det er godt, at vi ikke længere blot tager det for givet, at fremtiden bliver bedre end det, der gik forud. Jeg tror, at det er godt for os at erfare en følelse af tab.

Engang troede jeg, at det ville gå over. At det var en tilstand, som intet menneske i længden skulle leve med, da jeg ikke kunne forestille mig, at det er normalt om og om igen at have det, som om en indre stemme modsiger glæden. Det er som at støde ind i en mur. Jeg troede, at hvis meget i mit liv blev, som jeg havde drømt om, ville den underlige modsigelse nok gå væk. Men det gjorde den ikke, og jeg husker tydeligt en dag, hvor det stod særligt klart. Jeg var blevet voksen og var forelsket, og vi sad en forårsdag på en café, hvor jeg burde have været helt lykkelig. Men selv i det øjeblik, hvor han sad lige dér, og fuglene sang, og verden var min, mærkede jeg vemodet. Helt ubegribeligt, forekom det mig dengang, men sådan kan det være i menneskesindet, for uanset hvor meget, der lykkes i ens tilværelse, findes en altid nærværende viden om, at det hele jo vil slutte engang. Det er ikke sikkert, at vi tænker det bevidst, men anelsen bor i os, og derfor kan glæden aldrig få den absolutte magt. Den modsiges af en særlig form for sorg.