Når man ser tilbage på sit liv, er det interessant at overveje, hvor meget man egentlig helt bevidst har besluttet sig for. Man forestiller sig ofte, at tilværelsen består af en lang række valg, hvor man gang på gang vedtager at gå enten til højre eller venstre, men sådan fungerer det langt fra altid. For eksempel bliver jeg ofte spurgt om, hvorfor jeg valgte ikke at stifte familie, og hver gang må jeg svare, at det sådan set ikke var noget, jeg valgte. Jeg kom bare aldrig derhen og var mere optaget af alt muligt andet, og sådan er det nok med en del omstændigheder i ens liv. Der er meget, man ikke nødvendigvis med fuldt overlæg beslutter skal ske eller ikke ske, men til gengæld tror jeg, at det største af alt faktisk kan være grundet i et ret velovervejet valg. At den mest overvældende dimension i os, som ellers ikke normalt forbindes med det nøgterne, faktisk kan vælges til. Jeg er overbevist om, at troen på Gud kan have med en fornuftig beslutning at gøre.

I virkelig mange år var jeg overbevist om, at jeg skulle leve hele mit liv alene. Jeg kan ikke forklare præcis hvorfor, sådan udviklede det sig bare, men det hænger sikkert også sammen med, at jeg har et ret stort talent for at være i mit eget selskab. Ikke fordi det altid har været behageligt, men fordi det altid har været trygt og ovenikøbet befordrende for min intense dialog med mig selv. Man kan gennem lang tid vænne sig til en bestemt måde at leve på, men gradvist kan nye tanker melde sig. Det skete også for mig. Jeg anede så småt, at jeg risikerede at gro fast i et for snævert selvbillede og miste en del af min evne til at forholde mig til andre mennesker, fordi jeg ikke mere målrettet havde øvet mig i det. Og muligvis kan den evne simpelthen forsømmes så meget, at man for alvor bliver i tvivl om, hvorvidt man råder over den.

Det kan ske tidligt i livet, at man går i gang med at forberede sig på alt det, der skal komme. Og når man er meget ung, kan det godt føles temmelig dramatisk. Selv satte jeg mig en dag ind i buskadset på skolens legeplads, hvor ingen kunne se mig. Her knækkede jeg en spids gren af og pressede den så hårdt imod armen, at der kom lidt blod frem, hvorpå jeg med høj røst lovede mig selv aldrig nogensinde at blive som andre mennesker. Jeg nærede en stærk uvilje mod at gøre det forventede og brugte i vid udstrækning andre som pejlemærke for, hvordan jeg ikke ville være. En smule arrogant, kan man mene, og heller ikke voldsomt holdbart i længden, men det var for mig et særdeles lidenskabeligt øjeblik, da jeg svor evigt troskab mod mit eget sind. Jeg forberedte mig på det, der skulle komme, og har siden spurgt mig selv om, hvad der i løbet af livet sker med den beslutsomme lidenskabelighed. Og om den mon helt kan mistes.