Jeg talte her for ganske nylig med en mand på omkring de fyrre, der beskrev, hvordan han som helt ung havde en stor trang til at trodse autoriteter. Samtalen er ude i offentligheden, så jeg kan roligt henvise til den. Han brød sig generelt ikke om at være lydig og forsøgte på alle måder at modsætte sig både skolelærere og andre voksne og endda Gud selv. Jeg bemærkede, at sidstnævnte vel næppe lod sig påvirke synderligt af det, men det faldt ham bare mest naturligt ikke at adlyde nogen. Jeg kan udmærket genkende følelsen, og vi talte om, hvordan den trodsfølelse egentlig skal forstås. Jeg vil gerne have mere indsigt i det, da jeg nemlig er overbevist om, at mennesket er nødt til at lære at adlyde for at kunne finde sig til rette i verden. Der findes en bestemt – vigepligt, kunne man vel nærmest kalde det, der er afgørende i ethvert menneskeliv, og vi må prøve at komme til klarhed over, hvad det vil sige at adlyde.

Mange af os kender til et bestemt ønske. Det er ønsket om på et tidspunkt i livet at erfare en ny begyndelse. Ikke, naturligvis, i håndgribelig forstand, da man jo én gang for alle er sat i verden og blev præget af tiden, der gik, men som en oplevelse af at blive opfyldt af noget nyt. Man kender det måske i en vis grad gennem mødet med et vigtigt menneske, eller hvis man overvinder en sygdom eller en anden stor bekymring i tilværelsen. Og mens vi for tiden gruer en del for fremtiden, da meget i verden på en ny måde forekommer usikkert, skal vi holde fast i denne tanke om muligheden for ny begyndelse. Man kan hævde, at det lyder en lille smule enfoldigt og mest er noget, man tror på, når man er et barn, men lad os alligevel gribe denne tanke om ny begyndelse. Og lad os forsøge at forstå, hvad der menes med både dén og med begrebet enfoldighed.

I flere år var mit allerstørste ønske at få en pony. Jeg læste alt om heste og drømte hver dag om i lykkelig harmoni at ride ned ad markvejen og var her i 8-9-års alderen helt overbevist om, at hvis jeg fik min egen pony, ville jeg aldrig nogensinde ønske mig mere. Jeg plagede endeløst mine forældre om at få den pony, og en dag skete der noget, jeg tit har tænkt over siden. Vi stod sammen med nogle mennesker, der havde en pony til salg, som vi var ude at se på, og med fuldt overlæg gav jeg mig til dér midt på marken at skabe mig helt ulideligt som et plagende barn. For øjnene af alle opførte jeg mig fuldstændig uopdragent – bare for at se, hvad der ville ske. Jeg blev straks sat på plads og husker tydeligt tilfredsheden ved at kunne fremprovokere en så klar reaktion. Det fik mig til at føle mig interessant og magtfuld, og derfor ved jeg, at et trygt og normalt fungerende barn kan decideret ønske at opføre sig forkert. Ikke fordi jeg var et overset barn eller havde nogen anden grund til det, men fordi jeg kunne og gjorde det næsten som ved en slags dæmonisk vilje. Dette er vigtigt at huske, når vi taler om begrebet opdragelse, hvilket vi i høj grad har gjort i 2025, og vi kommer også til det her i 2026.