På et tidspunkt befandt jeg mig i en diskussion om et land i Mellemøsten. Det er et sted, hvor kvinder undertrykkes og meget styres efter rigide religiøse dogmer, og vi blev hurtigt enige om, at en del forekom yderst nedslående. Det kan dog godt føles lige lovlig nemt at mene alt muligt om forhold i fjerne lande, man ikke har forstand på, og pludselig hørte jeg mig selv sige: ”I virkeligheden interesserer jeg mig ikke ret meget for, hvad der sker så langt væk. Jeg har jo reelt ingen indflydelse på det.” De andre så en smule forargede på mig, da det i denne tidsalder ses som en pligt at interessere sig for nærmest ethvert andet land. Min bemærkning var muligvis også lige frisk nok, men grunder jo i en erkendelse af, at verden simpelthen er for stor til, at jeg kan forstå den, og sagen er, at jeg nærmest hver dag længes efter at nøjes mere med at forholde mig til det, der er tæt på. Jeg længes efter at gøre min verden mindre, og i det store globale kaos koncentrere mig om det, jeg rent faktisk har indflydelse på.

Der kan ske noget særligt i én, når man er i selskab med et barn. For mange år siden skulle jeg passe min lille niece, og hun var lidt bekymret, da hun skulle sove. En lille pige, der ikke tør lukke øjnene i mørket, kan virkelig bringe beskyttertrangen frem i én, og jeg forsikrede hende, at hun roligt kunne sove, for jeg ville passe på hende hele natten. Hun faldt til sidst i søvn, alt gik godt, og i et sådant øjeblik føles det, som om man er rede til at gøre hvad som helst for denne lille forsvarsløse person. Man kan ligefrem blive af den opfattelse, at man med sin rene og gode vilje kan overvinde alt ondt, hvis blot man med hele sin styrke stræber efter at være sig selv. Den tanke rummer visse problemer, og det er ikke mindst når man sammen med et lille barn har følt sig overmandet af godhed, at det er klogt at tænke sig om en ekstra gang.