Engang troede jeg, at det var noget, jeg bildte mig ind, men efterhånden må jeg sande, at det er rigtigt nok. Det er, som om ret små negative hændelser fra fortiden år for år vokser i mit indre og bliver til rigtig skyldfølelse. Ord jeg sagde eller ting, jeg gjorde for mange år siden, træder klarere frem, og jeg husker for eksempel en dag, hvor vi lige havde mistet vores store smukke brune hest, og jeg stod og græd i entréen. Min mor kom hen og ville lægge armen om mig, men jeg flyttede mig bare afvisende væk fra hende, og hun blev ked af det. Min fornuft fortæller mig, at jeg ikke bør lade mig tynge for meget, da det jo trods alt var en lille ting. Men jeg fortryder, og selv om det er populært i dag at hævde, at man stort set intet fortryder i sit liv, kan følelsen nok føre til brugbar selvransagelse. Her i påskedagene giver det ekstra meget mening at spørge sig selv om disse ting.