Relativt tidligt i livet begyndte jeg at forstå, at det var ikke var velset at mene noget meget stærkt. Jeg bemærkede ubehaget i andres øjne og blev af og til ligefrem irettesat, når jeg lidenskabeligt udtrykte en holdning. Jeg husker en episode, fra da jeg gik i Gymnasiet, hvor vi diskuterede, om der i fremtiden vil være lige mange kvindelige og mandlige fodboldspillere i verden. Jeg sagde klart nej, måske i overkanten klart nej, uden helt at vide, at jeg trådte ind i et ideologisk køns-minefelt i vækst. Men jeg var vokset op med stor begejstring for Allan Simonsen og Morten Olsen og kunne ikke rigtig se andet for mig, og én af de andre så forarget på mig og mente, at jeg udtrykte et meget ubehageligt syn på kvinder. Bølgerne kan gå højt i gymnasiealderen, men eksemplet vidner om noget større. Om at det ofte i vores tid bliver set som urovækkende, hvis en person hviler dybt i sin overbevisning og ikke er til sinds at mene eller tro noget andet.

Som årene går, kan det føles mere og mere uoverskueligt at holde styr på fortællingen om sig selv. Der er sket så meget, og det forekommer mig at være virkelig længe siden, at jeg strejfede rundt i granplantagen og spillede fodbold på græsplænen og første gang vovede mig ind på diskotek Sommerfuglen, hvor jeg med en pæn portion rådvildhed tog plads i de rustrøde veloursofaer. Min personlige fortælling er efterhånden lang, og mens jeg tydeligt husker mit eget sind gennem det hele, ved jeg samtidig, at jeg har brug for at kunne placere det hele i en større fortælling. Det virker både tomt og nærmest umuligt at skulle være alene om at opretholde hele sammenhængen, og når jeg ser tilbage på mit liv, føler jeg mig efterhånden overbevist om, at noget af det vigtigste der er at sige om mig er, at jeg er del af en fortælling, der rummer så meget mere end mig. Og det, jeg husker fra år til år. Eller rettere, tror at jeg husker, for det viser sig nemlig med tiden, at det er svært at genfortælle sig eget liv sandfærdigt.