Det kan være en helt særlig oplevelse at indse, at man har sagt nogle ord, man fortryder. I det øjeblik, man erkender fejlen, er det, som om jorden næsten forsvinder under én, og man kan have svært ved at genkende sig selv. Mig, der ellers er så fornuftig og velmenende? Hvor kom de ord dog fra? Jeg har ofte talt hårdere end nødvendigt eller været sarkastisk, skønt jeg ved, at den anden ikke bryder sig om det, og i forgårs, hvor der opstod en misforståelse på cykelstien, endte vi nærmest med at råbe ad hinanden. Bagefter fik jeg en klump i halsen, helt uventet, men det føles så nedbrydende at bruge ord på den måde. Ordenes magt over ens sind er uudgrundelig, det vi siger, er et sted inderst inde knyttet til den, vi er, hvad hjertet er fuldt af løber munden over med, og selv om man med årene kan blive bedre til at kontrollere sine ord, vil man aldrig komme rigtigt på højde med deres magt. Desto vigtigere er det at være bevidst om den.

For godt en uge siden besøgte jeg én af landets højskoler, hvor man afholdt den årlige jubilæumsfest for tidligere elever. Jeg talte til dem om at finde vej gennem tidens ophøjelse af individualitet og samtidig forholde sig til det fælles, og bagefter rakte én af de helt unge i forsamlingen hånden op og spurgte, om jeg ikke talte fra et ret privilegeret sted. Jeg havde så småt set det komme. Jeg stod jo dér som den midaldrende med en del på det tørre, jeg har et arbejde, jeg er majoritetshvid, og jeg er rask, og jeg medgav da også, at jeg ikke har meget at klage over. Men derudover rådede jeg den unge mand til at være varsom med at fokusere så meget på denne privilegieblindhed, for man kan godt på den måde kortslutte en del samtaler. Højskolebesøget mindede mig om, hvordan vi efter års intens kredsen om identitet, privilegier og magthierarki kan miste en del af følingen med den fælles virkelighed og dette at vi også altid deler vilkår.