Det kan være klogt ind imellem at spørge sig selv om noget ganske bestemt. Det kan være klogt at sætte sig for at nævne tre ting, man virkelig føler taknemmelighed for i sit liv. Jeg vil gerne, nu hvor det er mig, der har ordet, gå forrest, og jeg advarer på forhånd, for det er ikke videre originalt. For det første er jeg taknemmelig for, at jeg er sund og rask og aldrig for alvor har været bekymret for mit helbred. For det andet er jeg taknemmelig for, at der findes mennesker tæt på mig, der holder oprigtigt af mig, selv om jeg helt oplagt ikke altid fortjener det. Jeg kender skam til ensomhedsfølelsen – især fyldte den, da jeg var yngre – men jeg har aldrig stået i denne verden med en fornemmelse af at være helt overladt til mig selv. Den tredje ting er muligvis én, man lidt oftere glemmer, men det er lige før, at jeg ser det som en pligt at tilskrive sig den. For det tredje er jeg nemlig meget taknemmelig for at være blevet født i netop dette land. At være så forkælet, at jeg har lov til at bo her. Tænk, at være blevet givet så meget.

Disciplen Peter og hans venner kommer også på sporet af, hvad det vil sige at være taknemmelig. De er fiskere, og det går denne dag så dårligt med fangsten, at de vist helt har opgivet at få noget med hjem. Men Jesus opfordrer dem til alligevel at smide garnene ud en ekstra gang, og det gør de, sikkert uden rigtigt at tro på det, for de ved endnu ikke meget om Jesus og forestiller sig næppe, at det vil gøre nogen forskel. Men det gør det, straks fanger de overmåde mange fisk, og Peter reagerer ved at falde på knæ og bekende sin syndighed, idet han pludselig stående overfor Jesus indser, at han ikke er al denne gavmildhed værdig. Så omvæltende er det for Peter at modtage så meget, at han efter at have sundet sig og er kommet på benene sammen med sine fiskerkolleger beslutter at forlade alt og følge Jesus. De er på denne dag blevet bevidst om en så stor taknemmelighedsgæld, at det er med til at udstikke en bane for resten af deres liv, og spørgsmålet er, om vi stadig kan forholde os til den tilstand.

Naturligvis er jeg klar over, at nogle her i landet af forskellige årsager har mindre at være taknemmelige for, men overordnet set modtager vi meget. Derfor lever vi med et interessant paradoks. For mens Peter, idet han med fiskefangsten beriges voldsomt, mærker sin ærefrygt for Gud, synes vi midt i vores vane-

overflod snarere at have mistet en del af ærefrygten for at modtage så meget. Det forkælede menneske er blevet en selvfølgelig figur i vores kultur, som jeg også blev mindet om, da jeg forleden så en Lotto- reklame i fjernsynet, der handler om en far og mor og deres store søn, der bor i en mindre lejlighed. Der mangler plads til privatliv, og hverdagen begynder at slide, hvilket beskrives med en række småirritationer, ikke noget traumatiserende, er jeg ret sikker på, men nok til at vi vist forventes at have lidt ondt af dem. En dag sker der dog noget, for da forældrene vinder i lotto, køber de en lejlighed til deres søn, der snart danser kådt omkring på sit eget private stuegulv. Vi ved, at han sammenlignet med mange andre i verden er et forkælet menneske, og at han muligvis snart i Politiken vil beklage sig over, at der ikke er et job klar, så snart han er færdig med sin i forvejen delvist statsbetalte uddannelse. Vi ved, at der her i landet er så meget at være taknemmelig for og kæmpe for, men at vi ikke desto mindre kan miste en del af sansen for det.

Dette er det forkælede menneskes problem, og ikke mindre påfaldende er det, at mange af os ifølge en undersøgelse tøver med at mene, at vi ville ofre os – ja, måske bare slås for Danmark, hvis landet blev truet på sin eksistens. Den slags er jo også lidt letsindigt at love, men det er til gengæld voldsomt på forhånd at afvise det, og hvad er mon årsagen til denne angivelige passivitet? For det første har den nok at gøre med lang tids nedgørelse af fædrelandskærligheden, der er blevet forbundet med intolerance og mangel på mangfoldigt sindelag. Fædrelandskærlighed er alt for længe blevet forvekslet med fanatisk nationalisme. Men for det andet kan forkælelse på særlig vis fordærve vores sindelag, og teolog N.I. Heje skrev allerede i første del af 1900-tallet disse ord: ”Men menneskets egen tragten gaar jo ud paa altid at være saa meget i dækning som muligt, og jo højere kultur mennesket naar, jo større mulighed skabes der for mennesket for at være sig selv nok.” Mange ville nok mene, at det er omvendt. At jo højere kultur, vi når – det vil sige, jo mere vi opnår velfærd og lighed og dyrker en humanistisk tro på den rene gode fornuft – desto ædlere bliver vi. Men N.I.Heje mener, at vi omgivet som vi er af rigdom og de store tanker om os selv og vores mange rettigheder kan blive blinde og døve overfor den grådighed, der bor som et uomgængeligt karaktertræk i os. Den kulturelle forfinelsesproces kan vænne os så meget til den forkælede tilværelse, at vi ikke for alvor registrerer, hvad den gør ved os.

Derfor er Peters situation ved Genesaret Sø så afgørende, for han skal foretage et valg. Han kan gå hjem og glæde sig over sin nye velfærd, eller han kan beslutte at se på sig selv på ny og følge Jesus. Og Peter gør det sidste, fordi han – ja, han siger det selv – fordi han er en syndig mand, der slet ikke har fortjent så meget uden til gengæld at ofre sig for noget. Og enhver skal foretage et valg. Man kan som Peter tage ydmygheden på sig, man kan som nok rigtig mange af os gør – leve nogenlunde mageligt videre uden at tænke dybere over det, og en tredje mulighed er, at man kan komme til ligefrem at foragte sig selv for sin forkælelse. I Evelyn Waughs roman Gensyn med Brideshead, der for tiden vises på DR i den smukke tv-serie fra 1981, erfarer Sebastian, søn af den stenrige familien Flyte, netop dette. Han lever her i 1920`erne i dekadent overflod og bestiller ingenting, men modsat hans ikke troende ven, Charles, ved Sebastian – ligesom Peter – at han er syndig. I en samtale om familiens katolske tro, som Sebastian på sin egen flegmatiske måde bærer med sig, siger Charles: ”Du virker i grunden ikke mere dydig end jeg selv.” Og Sebastian svarer: ”Jeg er uendeligt meget værre.” Gennem sin religiøse opdragelse ved Sebastian, at den ekstreme forkælelse har fordærvet ham, han er blevet overfikseret på lykke og nydelse og er foruden moral. Han mærker meget tydeligt meningsløsheden og sin egen syndighed, men er for svag til at stå den imod og går gradvist til i druk og selvdestruktion.

Så nej, jeg siger ikke, at syndserkendelsen blot baner vej for ligevægt og selvkontrol, for der er altid en kamp at kæmpe, men uden en vis indsigt i egen havesyge opdager man måske end ikke, at man ikke tror nok og ikke er dydig nok. Som Sebastian Flyte ville formulere det. Og så formes man nemmere af det evindelige krav om mere lykke, som kan få én til at glemme, at man i virkeligheden slet ikke er værdig til at modtage så meget. Her vil nogen måske undre sig over, hvorfor Gud har skabt et menneske, der ikke er værdigt til at modtage meget. Svaret er, at det har han heller ikke. Men han har skabt et menneske, der kan lade sig falde ned i det uværdige og overgive sig til det umættelige. Vi skal ikke som Peter forlade alt for at følge Jesus – det var de første disciples opgave, ikke vores – men vi skal i lydighed være villige til at give noget tilbage. Og især forstår vi det i mødet med Jesus, hans ord, her i kirken, måske i et enkelt selverkende øjeblik, som det sker for Peter, hvor man indser dybden af sin taknemmelighedsgæld og forstår, at man skal leve i troskab mod ham, der giver det hele. Det er det, Sebastian hader sig selv for ikke at kunne, og hvad vil det sige at leve i troskab mod ham, der giver det hele? Gud selv. Det vil sige altid at forsøge at gøre mit til, at en anden kan tro lidt mere på, at der findes frelse.

Det vil sige at adlyde kærlighedsbuddet i en grad, der gør, at en anden tror lidt mere på, at der er godhed til, for sådan bliver også vi dem, der kan fange mennesker. Sådan bliver også vi dem, der fordi vi modtager så meget, kan give så meget videre, for vi kan gennem vores egen gavmildhed inspirere hinanden til at tro lidt mere på, at Jesus virkelig er Guds søn.

Det bringer mig frem til den fjerde ting at være taknemmelig for, og det er næsten flovt først at sige det nu. Man kan nemlig ikke ofte nok bekende sin taknemmelighed for, at Gud trådte ind i verden netop i skikkelse af sin egen dyrebare søn og gav sig til kende som den, der vil blive ved med at give os så meget. Et af de største tegn på forkælelse – også i dette land præget af forvænthed, forældrekøb og fredfyldte feriedage – er, at man så nemt glemmer betydningen af, at Gud ikke vil opgive sin skabning. Og fordi jeg er så optaget af mit helbred og de nærmeste relationer og det vidunderlige ved at bo i Danmark, glemmer jeg næsten, at den dybeste forudsætning for det hele jo er, at Gud vil blive ved med at give, selv om vi ikke er værdige til at blive ved med at modtage. Han ofrede sig for, at vi kan leve i tillid til, at vi ikke er fortabte, selv om vi er forkælede. Og ja, det burde i højere grad være en selvfølge, at man er parat til at kæmpe for sit land og sit uerstattelige sted på jorden, og jeg tror desværre, at vores forfinede kulturs rettighedstænkning og lykkefiksering kan have sat sig så dybe spor, at man måske finder det næsten naturligt at sige nej til for alvor at ofre sig for noget andet og større. Men husk, at der altid kan opstå et øjeblik, hvor taknemmeligheden pludselig atter rammer én på så omvæltende vis, at man må se på sig selv på ny. Det lærer vi af kristendommen, og det lærer vi af Peter.

Vi skal ligesom ham lade os overvælde af Guds gavmildhed og være med til at fange mennesker ved at hjælpe hinanden til at forstå, at vi er langt mere forkælede, end vi nogensinde kommer til at begribe omfanget af. For Gud har givet os løftet om, at vi skal blive hos ham til evig tid. Tænk, at have fået det. Vi er ikke værdige til det, men bliver det hele tilbudt alligevel, og meget i vores liv står og falder med, hvordan vi tager imod det. Og om vi i et enkelt øjeblik ad gangen kan lade taknemmeligheden fylde alt. Amen.