Man begynder nok at ane det som et stort skolebarn, der i nogen tid har lyttet til den fælles samtale. Når man i nogle år har lagt ører til sine lærere, landets talende ansigter og andre, der fører ordet, forstår man, at noget har det med at være mere velset at mene end andet. Derfor kan det også ske, at man mere eller mindre ubevidst lægger sig tæt op ad det, der opfattes som pænt og acceptabelt. Eller man reagerer mere trodsigt. Som barn sadlede jeg engang min hvide pony og red i dagene op til et folketingsvalg rundt i nabolaget med hjemmelavede plakater med opfordring til at stemme på Fremskridtspartiet. Jeg havde svært ved at forklare præcis hvorfor lige dét var en god idé, men jeg vidste, at det var ude af trit med, hvad mange anså for passende. Hvilket i sig selv var svært motiverende. Man kan tidligt fornemme, hvad andre synes, at man bør mene, og at vi lever i en konstant moralsk bedømmelse af hinanden. Spørgsmålet er, hvordan man forstår sig selv midt i det.

Sådan har det altid været, og Jesus beskriver her i Lukasevangeliet, hvordan vi bare ikke kan lade være med at bedømme hinanden, alt imens vi ofte glemmer at se på os selv, før vi gør det. En ting er, at dette kan føre til en uklædelig selvgod moralsk fordømmelse af den, man synes tænker og agerer forkert. Noget andet er, at der kan opstå en uheldig stemning af anklage og mistro, der kan gøre det sværere at eksistere i nogenlunde samhørighed. Derfor skal vi lytte omhyggeligt, når Jesus taler. Ikke blot fordi han advarer enhver imod at være en hykler, der er blind for sine egne fejl, men også fordi han faktisk ikke afviser, at vi gerne må dømme hinanden. Jesus formaner os ikke til blot at være evigt rummelige, men gør det klart, at hvis man har en kritisk holdning til en anden uden først at have en sådan til sig selv, har man et problem. Ja, så har vi alle sammen et problem, for så kan den moralske stemning som sagt blive virkelig ubehagelig.

Den moralske stemning kan også mærkes her i landet, og man møder den relativt ofte i en bestemt udgave. Det er den, der er blevet formet af en lang historisk udvikling, præget af et bestemt verdensbillede, der har bidt sig særligt fast. Det har det i kraft af blandt andet oplysningstid, traumatiske verdenskrige og en tiltagende minoritetstækning, der har skabt en vis skepsis i synet på den gamle vestlige, hvide jødisk-kristne majoritets-kultur og en dyrkelse af det, der er noget andet. Hvilket præger mange af tidens konflikter. Forleden faldt det atter én ind, da et band under en festivalkoncert gav plads til en politisk demonstration, der tog klart parti i konflikten i Mellemøsten. Naturligvis må kunstnere fremføre politiske budskaber, det manglede bare, og naturligvis må man tage parti og bestyrtes over de grufulde gerninger, der for tiden overgår en bestemt gruppe mennesker. Men spørgsmålet er, om ethvert synspunkt – om medfølelse med enhver gruppe af lidende mennesker i denne voldsomme verden – ville medføre samme opmærksomhed og opbakning. Jeg tvivler, for midt i alle de gode intentioner findes en vis konsensus angående dette at stå på den rigtige side af historien, som det hedder. Den opfattelse af historien, som jeg skitserede før, hvor det i høj grad handler om at mobilisere bestemte stærke følelser, som filosof Alain Finkielkraut siger det i sit essay Efter litteratur: ”Vores tid, der er befriet fra tidligere tiders visdom, anerkender ingen anden lov end medfølende begejstring.”

Lidt sat på spidsen og med den afgørende tilføjelse at nogen kan ses som mere moralsk korrekte at have medfølelse med end andre. En god sag er ikke bare en god sag, ofre er ikke bare ofre, for der kan ligge en større moralsk ideologi bag. Det aner man også angående visse klimaaktivister, der mere og mere forbinder deres medfølelse med dyr og planter – også med konflikten i Mellemøsten. Forbløffende meget kan hænge sammen i et større moralsk fletværk, hvilket klart beskrives i bogen Scener fra hjertet, hvor Greta Thunbergs mor, Malena Ernman, gør rede for sin families drøm om en kommende global revolution: ”den største i menneskehedens historie”, kalder hun den. Hun vil helbrede verden for en krise, der, som hun skriver: ”omfatter såvel luftforurening og biosfære som økonomiske og politiske systemer, og det fører os ind til kernen af menneskehedens helbredstilstand.” Den, der ser sig i stand til at kortlægge menneskehedens samlede helbredstilstand må på særlig vis have fingeren på den moralske puls, hvormed det vel kan føles lidt nemmere at dømme den, der ikke har forstået det og nok i højere grad står på den forkerte side af historien. Når man har gennemskuet klodens sande tilstand, kan det måske blive sværere at forestille sig, at dem, man er uenig med, også har forstået noget. Og at man selv kan tage fejl.

Så er vi tilbage ved Jesu ord om at tage bjælken ud af sit eget øje, inden man påpeger splinten i den andens. Sagen er som sagt ikke, at man ikke må vurdere hinanden. Nej, ifølge Jesu ord må man gerne vurdere, også moralsk, hvis blot man er villig til at erkende, at man selv rummer alt muligt andet end det gode. Det onde, nemlig. Faktisk vil jeg foreslå, at dette ikke at have en moralsk holdning til, hvad andre gør og siger, kan være med til at bane vej for netop ondskab, idet man generelt forholder sig for lidt til vores egoistiske drivkræfter. Jo mere man melder sig ud af den moralske samtale, desto mere kan man blive blind for det negative dyb i os alle og forfalde til at opgive sin del af ansvaret for at bekæmpe det. Og måske er det langt hen ad vejen fejhed, der er på færde, når man stolt præsenterer sig selv som én, der afholder sig fra at dømme. ”Ja, jeg skal ikke gøre mig til dommer,” siger man typisk, men det er ikke noget, kristendommen har lært os.

Det er noget, berøringsangsten og den falske beskedenhed har lært os, og underlægger vi os dette i enten magelighed eller misforstået pænhed opdager vi måske slet ikke, hvor stor bjælken i eget øje er, fordi man dulmer sine sanser i almindelig passivitet. Og så kan man måske inde bag den tolerante facade udvikle en sort-hvid-moral, hvor man i virkeligheden dømmer urimeligt hårdt, blot uden selv at opdage det. Fordi man ikke – som Søren Kierkegaard siger – gør sig ”åbenbar” ved højt at udtale sin holdning. Man kan overveje, om vor tids strøm af nådesløse domme i det digitale rum har at gøre med denne indebrændte sort-hvide moral, som kan komme så uhæmmet og anonymt til syne, når man ikke vil åbenbare sig. Når man ikke vil give sig til kende ude i det åbne virkelige liv.

Så når Jesus formaner os til at være barmhjertige, skal det altså ikke forstås som opfordring til blot at være tavs eller tro, at man er et godt menneske, fordi man tager spontant del i tidens store ”medfølende begejstring”, som Alain Finkielkraut formulerer det. Og som vi kender så godt fra demonstrationer, koncerter og underskriftindsamlinger. Ikke alene kan en sådan bevægelse være en smule overfladisk, den kan også rumme en maskeret foragt for den, der ikke udtrykker samme medfølelse med de udvalgte rigtige. I kristen forstand formanes vi til at bedømme hinanden som dem, der aldrig har det fulde overblik over menneskehedens helbredstilstand – velvidende at også jeg har bjælken i mit øje. Vi formanes til at kende vores begrænsning, og dette kan man på særlig vis, når man tror på, at man er sat i et forpligtende forhold til det større. Forfatter C.S. Lewis overvejer i bogen Det er kristendom det vitale ved, at ens moralske dømmekraft er bundet af troen på, at man skylder en anden instans selve sit liv. Han skriver: ”Gør det ikke en stor forskel, om jeg er – så at sige – min egen krop og sjæl eller kun én, der har disse til låns og er ansvarlig over for den virkelige ejer? Hvis en anden har skabt mig for sin egen skyld, så vil jeg også have nogle forpligtelser, som jeg ikke ville have, hvis jeg simpelthen tilhørte mig selv.”

Vi står i forhold til den virkelige ejer af alt, vores skaber, der udførte den store barmhjertighedsgerning at sende sin søn, Jesus, til verden, så vi i lyset af hans visdom kan erkende begrænsningen af vores egen. Gennem Jesus erfarer vi, at der findes en grænse for, hvor absolut jeg kan bedømme en anden moralsk – samtidig med vel at mærke, at jeg på Guds befaling et stykke ad vejen faktisk skal dømme. Ellers risikerer jeg blot fejt at lade onde kræfter råde. Dette er den fine balance, der hver dag drager os til ansvar, idet kristendommen ikke giver os et rum at leve i, der er foruden gensidig dom, men et rum, hvor der er en grænse for den dom. Jeg kan, som det nok fremgår, blive en smule provokeret af ensidig medfølelse med de udvalgte og glemsel af andre i en krigshærget og tumultarisk verden, hvor tusinder lider i lande, som vi sjældent hører om. Ja, jeg kan ligefrem føle mig fristet til at dømme for hårdt og dermed falde ned i dybet, hvor ondskaben bor.

Derfor skal jeg midt i tidens moralske suppedas holdes fast af den guddommelige formaning om ikke at dømme den anden uden først at erkende, at jeg selv har det helt primitive i mig. Ellers når man for hurtigt frem til den kilde til vrede og foragt, der snart kan blive til had, og sådan kan alverdens tragedier bidrage til at skille også os her på stedet fra hinanden. Derfor skal vi huske, at mens vi er mange, der prøver at gøre os kloge på hele menneskehedens samlede helbredstilstand, er det er kun Gud – den virkelige ejer af det hele – der kender dens egentlige dybde. Kun Gud ved, hvor dybt vi er faldet væk fra skabelsens renhed, og at vi derfor samtidig med alle vores gode intentioner i denne verden, hver dag skal have hjælp til at forstå, hvem vi er.

Derfor måtte den endegyldige dom sættes i værk her, hvor vi bor. Derfor måtte vi hjælpes frem til indsigt i den store dom, som Jesus selv gennemlever. Han dømmes i vores sted ved på korset at bære hele den moralske suppedas på sine skuldre, og sådan lader han os forstå, hvor svært vi har ved selv at gennemskue vores egen helbredstilstand. Den syndige tilstand. Men han har forstået den, for han så den med sine egne øjne og mærkede den på sin egen krop, mens han var her, og barmhjertigt fritager han os fra selv at skulle bære den. Med Kristus på korset konfronteres vi med vores mange hårde domme og selvretfærdige tanker, og efter opstandelsen tilbydes vi at blive forenet med ham i barmhjertighedens evighed. For hér vil Gud, at dommen skal ende, og i troen på det kan vi, mens vi her på jorden har alt dette til låns, bedømme hinanden. Ja, i troen på det skal vi bedømme hinanden, men velvidende, at vi hver især selv skal dømmes først. Amen.