Næsten uanset hvor man vender sig hen, kan man støde ind i ordet forskellighed, og alle ved, at vi forventes at være store tilhængere af det. Ordet er stærkt forbundet med tidens idé om det rette sindelag, og da jeg forleden gik forbi Matas-butikken i Nexø på Bornholm, fik jeg øje på en reklame, der da også straks fik mig til at rette ryggen. En række ansigter med alle tænkelige hudfarver og altså indlysende hver sin etnicitet var portrætteret sammen med en tekst, der bekendtgjorde, at der skal være plads til forskellighed. Dette er det umiddelbart svært at være uenig i, for det giver sig selv, at alle mennesker har samme værdi uanset herkomst, hudfarve, tro og alt muligt andet. Budskabet giver fuldstændig mening, men der må jo være en grund til, at man kan gå forbi en sådan reklame og faktisk føle sig en smule irriteret. Jeg er enig med den, men føler samtidig næsten ubehag ved den, og jeg vil meget gerne forsøge at forstå, hvordan det hænger sammen.

Jesus bringer os på sporet af en forklaring i teksten i dag, hvor han efter sin ankomst til byen Jeriko får øje på en lille mand, der er kravlet op i et træ for bedre at kunne se ham. Zakæus er en forhadt person, der er blevet rig på at kræve penge ind for magthaverne og vist også undervejs har taget grove midler i brug, men Jesus inviterer alligevel sig selv hjem til ham. På den måde demonstrerer han, at ethvert menneske – selv den mest ringeagtede – er værdig til at få besøg af ham, og Zakæus forstår alvoren og angrer sin mangeårige livsstil og lover at gøre det anderledes og give meget tilbage igen. Han føler sig virkelig kaldet ned fra det træ og hen til noget nyt, og vi forstår, at også én som ham, der i mængdens øjne forekommer at være relativt fortabt, er Menneskesønnen kommet for at tilgive og frelse. Også hans form for forskellighed er der plads til.

Mange vil nok finde dette relativt banalt, for vi er så vant til at få den næstekærlige morale udlagt. Men desto mere interessant er det jo, hvor nemt vi glemmer det store indhold og også i en tid, hvor der kredses så meget om anerkendelsen af enhver individualitet – som Matas-plakaten antyder, og som det går igen i de mange diskussioner om alt lige fra oprindelsesland til seksualitet. Et andet ord udover ”forskellighed” er nemlig også særdeles

populært i denne tid, og det er ordet ”fobi”, da det er blevet udbredt at anklage en anden for at være fobisk, hvis man er meget uenig med vedkommende. I særlig grad kan man for tiden blive beskyldt for at være homofob eller islamofob, og jeg ved udmærket, hvordan det føles, for det sidste er jeg ofte selv blevet kaldt. Det skyldes, at jeg for det første jævnligt konstaterer visse problemer med at integrere dele af islam i vores land, mens jeg samtidig har svært ved at skjule, at det er kristendommen, jeg personligt holder for sand. Men lad os lige konsultere ordbogens forklaring på det hele. Her lærer vi, at fobi betyder, at man lider af en ”tvangsmæssig neurotisk frygt” og altså er styret af noget delvist irrationelt – og for eksempel kan man lide af hydrofobi, angst for vand eller klaustrofobi, angst for små lukkede rum. Noget har imidlertid ændret sig, idet fobi-begrebet gradvist er rykket et stykke væk fra dette mere neutrale og kropslige og har fået præg af en ophedet moralsk beskrivelse af den, der virkelig må siges at være faldet udenfor det anstændige.

En sådan forandring har konsekvenser, for når fobi-anklagen på den måde skifter karakter, opstår jo en vis udhuling af netop respekten for forskellighed. Når man anklages for at være fobisk, klæber der pludselig noget uværdigt, ja, næsten beskidt, til ens person, hvilket man jo også fornemmede i forbindelse med en ny undersøgelse af danskernes syn på homoseksualitet. Den konkluderer, at forbløffende mange af os har homofobiske holdninger, hvilket her synes at være en betegnelse, der spænder ganske vidt. Helt fra kulsort fundamentalistisk intolerance til et principielt, men fredeligt, syn på forholdet mellem kønnene, hvor vi formentlig befinder os langt fra en tilstand af tvangsmæssig neurotisk frygt. På den måde bliver pladsen til forskellighed ret snæver, måske så snæver, at vi kan miste en del af evnen til at sondre mellem dette at være adskilt på grund af holdninger og stadig høre sammen som mennesker. I en essaysamling fra Rønshoved Højskole skriver to af bidragyderne: ”Det moderne menneske har en trang til at tænke ideologisk, altså ud fra abstrakte principper.” Ja, for det moderne menneske har det med at glemme det konkrete individs ret til sit helt eget personlige livssyn, fordi man gerne vil have alle presset ind i samme tidsånds-skabelon. Jeg ved udmærket, at barske holdninger til dem, der er anderledes, kan være skadelige, og de skal kritiseres, men trangen til rask væk at kalde den anden for islamofob eller homofob afslører hykleriet i den store rummeligheds-hyldest. Idet man ikke skal afvige ret meget i sine holdninger, før man bliver for forskellig til at blive anerkendt for sin forskellighed.

Spørgsmålet er, om vi ligefrem kan miste hele respekten for det menneske, der er så forskellig, at han udgør et problem for fællesskabet. Hvad med en mand som Zakæus, som mange er enige om ikke gør sig fortjent til respekt, og som heller ikke umiddelbart fremstår særlig elskelig? Han er muligvis sådan én, der kan få os til at se stort på opgaven også at ære mennesket inde i den, hvis holdninger eller livsstil, man bare slet ikke bryder sig om. Og faktisk ser som decideret skadelig. Ved at gå med Zakæus hjem minder Jesus os om den mulighed, at det er fællesskabet, der kan komme til at lide af en fobi i synet på den, man mere og mere bliver enige om at foragte. Når mange i dag med et fingerknips identificerer homofober og islamofober, tyder noget på, at det i mindst lige så vid udstrækning er den herskende tone, der styres af en vis tvangsmæssig neurotisk frygt for den, der falder for meget ved siden af det vedtagne anno 2025.

Det er meget muligt, at Zakæus indtil nu har været temmelig usympatisk, men Jesus viser os, hvordan hans guddommelige blik går på tværs af alle menneskeskabte standarder. I mængden vækker Zakæus foragt, i Jesus vækker han medfølelse, fordi Menneskesønnen ikke vil, at nogen skal gå fortabt ved at blive så opslugt af egne drifter, at man styrer mod tilstanden af tomhed. Den vi kender allerede nu i glimt, når man for eksempel med ét rammes af den rene absurditetsfølelse ved at skulle leve på trods af at vi en dag skal dø. Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte, og fortabelse kan ses som tomhed, der aldrig holder op. Jeg tror mere og mere på, at det er dét, der skal forbindes med tanken om Helvede, altså en konsekvens af, hvordan vi har levet, fordi ethvert egoistisk skridt, vi tager, lægger sig til rette i personligheden og former ens dybe sindelag. Og man kan lade sig tabe ved ikke at lade Jesus komme ind i sit hus, når han vil kalde én hen til noget andet. Jeg tror på fortabelse som evig tomhed – den Zakæus så længe har styret imod – og det er under alle omstændigheder dén fortabelse, jeg selv frygter.

Men hvad skal man så gøre, når man faktisk i synet på en anden mærker den kolossale modvilje, som jeg udmærket kender selv? Den, der er endnu mere magtfuld end en fobi, dén, der nemlig er beslægtet med det onde og føles som et stille had, der tager bolig i sindet og får det til at føles næsten umuligt, at vi stadig hører sammen som mennesker. Der er ikke i mig tilstrækkelig meget plads til forskellighed. Jo, overfor muslimer som sådan, homoseksuelle som sådan, høje, tynde, tykke, lave, hvad som helst som sådan – det er jo derfor, at Matas-

reklamen provokerer mig. Tror de, at jeg er komplet idiot? Jeg har ikke brug for at blive belært om begrebet tolerance, men jeg har brug for at blive belært om den ekstreme modvilje, der kan fylde mig i synet på den ene, jeg ikke bryder mig om. Den ene, der afslører, at man kan blive så opslugt af sine holdninger og sit eget livssyn, at det onde i én næsten kan føles som noget, der i sig selv er retfærdigt. Og jeg ved, at det er Jesus under mit tag – under vores tag – der skal holde alle disse ødelæggende kræfter i skak. Jeg ved, at jeg altid skal måle mig selv med hans medfølelse med ethvert menneske, og dette er vel forklaringen på, at tidens belærende udsagn om forskellighed vækker mit ubehag. Man tror, at man kan opdrage mennesket ved at moralisere på så overfladisk vis, mens sagen er, at vi taler alt for meget om hudfarve og alt for lidt om gudsforhold. Og det er jo dér den ægte respekt for forskellighed begynder.

O, glædelig dag, hver gang Jesus inviterer sig selv indenfor. Og glædelig er den dag, hvor man tager imod ham og forstår, at der er to ting, man kan gøre, når man mærker den gennemgribende modvilje mod en anden. Man kan som Zakæus lade sig kalde hen til erkendelsen af sin syndighed og lydigheden overfor det kærlighedsbud, der kan gøre så meget godt igen. Og så kan man huske, hvad Martin Luther sagde i en prædiken om forholdet til de mennesker, som man bryder sig så lidt om, at man måske er i færd med at udvikle et fobi-lignende eller ligefremt hadefuldt syn på dem. Luther kendte selv til den følelse, og han siger i sin prædiken om modstanderne i ens tilværelse: ”Deres liv er jo dog kun et støvgran eller en vandboble, der i ét nu blæser væk og forgår, mens vi har så herlige og trøsterige løfter, ikke om timelige, men evige, sikrede goder, når vi blot holder fast ved dem”. Vi er alle kun et støvgran og en vandboble, en gæst i verden, der skal videre, og mens man virkelig skal være til stede i sit liv, skal man ikke drukne i alle de følelser, det fører med sig. At kunne se hele sit utilregnelige indre i lyset af evigheden er med til at formilde sindet, idet man nemlig kan tro på, at modviljen mod den anden – uanset hvilken form den har – er bestemt til at få en ende.

Her på jorden findes forskellene i livsstil, holdninger og tro på, hvad der er sandt, og at rumme dem er en kristen opgave, grundet i selvbeherskelse og lydighed. Det har vi lært af Guds egen søn, der gav sig selv til os på korset som vidnesbyrdet om, hvor langt lydighed rækker, og at der i Jesus findes en plads til forskellighed, som vi slet ikke kan sætte ord på. Men når man mærker, hvordan modviljen bor derinde og virkelig gnaver, er det den store trøst at tro på, at det er

Jesu ønske at frelse os fra fortabelsens tomhed. Og at han opsøger os allerede nu for at få os til at tro på, hvor meget han ønsker engang at tage os med derhen, hvor alle forskellighederne ikke i sidste ende skal blive vores skæbne. Fordi de i evigheden slet ikke længere findes. Amen.