Det er en gave, at vi ikke kan rejse
Af Sørine Gotfredsen
Vi er trådt ind i en ganske særlig sommer, hvor de fleste mod sædvane skal tilbringe ferien i eget land. Det udgør en særdeles håndgribelig følge af corona-epidemien, og som barn af en epoke, hvor udlandsrejser er blevet ophøjet som en vigtig vej til livsfylde og selvrealisering, er der tale om en mindre mentalitets-omvæltning. Pludselig kan vi ikke komme væk, hvilket sikkert for nogen føles trist, men sagen er, at det er en gave, der kan føre til vigtige erkendelser. For det første er det nyttigt at blive mindet om, hvor meget vidunderligt der findes i ens eget land, og forhåbentlig vil ture til Bornholm, Sønderjylland, Møn og det gamle hyggelige Ringkøbing Hotel blive til indre milepæle og en pludselig følelse af både taknemmelighed og stolthed over at høre til netop her.
”… han er overhovedet bedre skikket til at fare afsted i en Diligence og besee Europa, end til at skue ind i Hjerternes Historie.”
Efter mange års nedgørelse af fædrelandskærligheden kan denne måske atter erfares som noget smukt og opbyggeligt, idet man overmandes af tanken: tænk, det er mit. Der kan ske en vis eksistentiel bevægelse, for jeg tror på, at en del af menneskets indre hvile udspringer af dette at føle sig i pagt med de konkrete omgivelser og en nogenlunde overskuelig verden. Derfor tror jeg også, at den globale ideologi, der så længe har defineret moderne livsstil og påført os et mere eller mindre udtalt krav om konstant at skulle rejse og erobre fremmede steder for at kunne kalde sig et interessant menneske, har medført en vis udmattelse. Rejsen har i dag meget høj status, men rummer også noget menneskefjendsk, for det er hårdt hele tiden at skulle styrte rundt for at manifestere sig i tilværelsen.
Nu har freden sænket sig, og det er blevet tid til at indse, hvor hul den evige faren omkring kan være, præcis som teologen og filosoffen Søren Kierkegaard minder os om. Mens vi ustandseligt gentager H.C. Andersens ord om at dette at rejse er at leve, bør man huske, hvad Kierkegaard skrev om sin berømte landsmand: ”… han er overhovedet bedre skikket til at fare afsted i en Diligence og besee Europa, end til at skue ind i Hjerternes Historie.” For Kierkegaard repræsenterer rejsen en modsigelse af inderlighed og ægte indsigt i eget hjerte, idet man på rejsen også befinder sig på flugt, væk fra eget selskab og hen til evig adspredelse. For Kierkegaard foregår den vigtigste rejse på stedet, hvor man er sat og kender sproget i den mindste detalje, og set i det lys har vi nu en længe tiltrængt mulighed for besindelse efter mange års global definition angående livets egentlige fylde.
Jeg siger ikke, at man ikke kan opleve vidunderlige øjeblikke på en rejse, men den konkrete begrænsning, vi nu oplever, er en gave. Nu må man blive på sit sted og forholde sig til alt det, man siden fødslen mere eller mindre bevidst har båret med sig. Sit land, sit sprog, sin historie, sine strande og bakker og skove – ja, hele sin nærmeste virkelighed. Der venter i denne sommer både stolthed og taknemmelighed. Det er grundfølelser i fædrelandskærligheden – tænk, det er vores – og det er vejen til med ny intensitet at forholde sig til sig selv.