Prædikener

I løbet af min tilværelse er der sket fornyelse. Ligesom jeg tror, at der for mange andre kan indtræffe fornyelse af stor betydning. Flere gange. Jeg taler ikke om en synlig forandring, livets rammer forbliver som oftest nogenlunde de samme, men i det indre ved man bare, at man er trådt ind i noget mere forankrende og forpligtende. Og måske endda saliggørende. Typisk sker det nok første gang i ungdommen, men fornyelsen kan blive ved med at overmande, og spørgsmålet er, i hvor høj grad man opdager det. Og ikke mindst hvordan man fortolker denne følelse af at blive sat i tilværelsen på en dybere måde. Jeg har en lille teori om, at der for tiden foregår en form for fornyelse, som mange mærker, og det er usædvanligt, når det får form af en slags kollektiv erkendelse. Der er virkelig grund til at forsøge at forstå, hvad der i denne tid er på færde.

Forleden fejrede man prinsessens 18-års-fødselsdag med en festforestilling i Det kongelige Teater. Et tusind 18-årige var inviteret med, god idé, og alt var smukt, men man bemærkede også, hvilken fortælling de unge især i dag udsættes for. Løbende blev der fra scenen talt og sunget om ensomhed og dette at føle sig fortabt i verden, hvilket er blevet til en noget tyngende fortælling om det unge liv. Ikke mindst fordi den ofte følges af det, som én af de optrædende, en popsanger, før forestillingen sagde, da hun blev bedt om at give de unge et godt råd med på vejen. De skal, mente hun, sørge for at blive et hundrede procent sig selv, hvilket i sig selv er lidt af en opgave, og derudover være både konge og Gud i deres eget liv. På den ene side tiltales de unge som særdeles skrøbelige, og på den anden side som deres egen Gud, de er fortabte og almægtige på én gang og forventes i denne sære konstruktion at lykkes i livet. Og gerne i en fart, for vi lever i travle og accelererende tider, og dit korte liv her på jorden bliver i sidste ende kun, hvad du selv gør det til. Tillykke med de 18 år.

Tidligt i livet kan man få en fornemmelse af at befinde sig i samtale med nogen. At man aldrig blot er alene, men bærer på en indre stemme, der kender én rigtig godt. Når jeg som barn gik rundt nede i engen, hvor hestene gik og græssede, og der var langt til byen og andre mennesker, befandt jeg mig i konstant samtale, ofte højlydt. Og mens jeg naturligvis altid selv udgjorde den suveræne hovedperson i samtalerne, var det som om, der også var noget andet til stede. En stemme fra en uendelig fortid, der var meget klogere og mere grundfæstet i verden end jeg selv var. Jeg har den stemme hos mig endnu, og mens jeg skal være ærlig og sige, at jeg i en periode i min relativt uforstandige ungdom mistede en stor del af sansen for den, kom jeg siden til bedre at forstå, at denne stemme er afgørende at bevare kontakten med. For det er historien, der kalder, det er Ånden, der kalder, og det er Herren, der kalder.

Jeg kender en mand, der som lille ofte var meget bekymret for, om hans forældre var i tilstrækkeligt godt humør. Det er jo mange børns lod at tro, at de er ansvarlige for hele den gode stemning i huset, og denne dreng mente, at når hans mor isolerede sig på soveværelset, måtte der gøres noget. Og en dag, hvor han igen opsøgte sin mor, da hun var i et særligt kulsort hjørne, for at muntre hende op, indså han pludselig, hvor håbløst det var. For moderen svarede ham ikke med et ord og kunne knap nok se ham i øjnene, og fra den dag gav sønnen op. Det kan være skelsættende at blive afvist, ikke mindst af ens far eller mor, og vi bærer nok alle på afvisninger som nederlag, der lærte én, hvordan det er ikke at føle sig ret meget værd. Når man ved, hvordan man reagerer på den personlige afvisning, ved man en hel del om sig selv og forstår måske, at det også har at gøre med dette at være et menneske, der har et valg.

Da jeg var en almindelig forvirret gymnasieelev, skrev jeg noget i min dagbog, som jeg ofte tænker på. Jeg skrev, at jeg gerne ville have en fjende. At der i mit liv skulle være en modpol, som jeg kunne måle mig selv i forhold til, og som jeg i mit stille sind kunne skælde ud på, når jeg trængte til at få luft. Det var ikke meningen, at hun nogensinde skulle opdage det. Hun var sådan en lidt storesøster-bedrevidende type med hang til at fedte for lærerne, og mens jeg hverken planlagde verbale eller fysiske overgreb, havde jeg bare trang til at slå fast, at mens jeg var ét, var hun noget andet. At vi var grundlæggende forskellige. Der står mange mærkelige ting i ens dagbog, men lige dette er faktisk ikke spor mærkeligt Det er menneskeligt at have brug for en modsætning, der skal gøre det klarere, hvem man selv er, og mens begrebet fjende som regel opfattes som noget entydigt negativt, skal vi forsøge at forstå det på dybere vis.

Når man har kendt hinanden hele livet, kan der komme en dag, hvor man nærmest intuitivt forstår, at man bevæger sig i hver sin retning. Det betyder ikke nødvendigvis, at man mister hinanden, man lever bare meget forskellige liv. Det kan have at gøre med opvækst, interesser og mulighed for med selvdisciplin at gøre noget fuldt ud. Mens nogen når langt indenfor et bestemt fag eller med et større livsprojekt, erkender andre, at beslutningerne kom og gik, uden at de rigtigt førte til noget. Og på et tidspunkt står det klart, at det er endegyldigt for sent at få den store karriere, man måske engang forestillede sig. Der er ikke længere tid nok tilbage til at blive fodboldstjerne eller statsminister, og spørgsmålet er, hvad den erkendelse gør ved én. Og hvordan vi opfatter de bedrifter både vi selv og andre nåede at udføre i livet.

Hvis man hver dag virkelig tænker tanken til ende, vil man næppe opleve et eneste roligt øjeblik. Hvis man hele tiden til fulde forestiller sig, hvordan man kan overmandes af sygdom og ulykke, blive ramt af en bil, føle sig fortabt og nedgjort eller drukne i havet – som det faldt mig ind, da jeg forrige år sad i en båd på Færøerne, hvor bølgerne stod så højt, at de som en mur spærrede for hele horisonten – bliver det svært at leve. Derfor må man forsøge at finde balancen mellem tanken om, hvor farligt livet er og evnen til at leve det alligevel. Spørgsmålet er dog, om vi i en periode med stor optagethed af den menneskelige skrøbelighed kan miste en del af den tillid til verden, som vi er så grundlæggende afhængige af. Om vi kan glemme, hvordan man behersker nogle af sine mange ustyrlige følelser og i stedet bliver i stand til at være i livet på en anden måde.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, er jeg ikke helt sikker på, at det nogensinde er sket. Jeg tænker på den situation, hvor et andet menneske tilsyneladende med overlæg har forsøgt at gøre mig ondt, hvorefter jeg tilgav vedkommende for det. Det er nemlig svært at bedømme både andres motiver og sin egen tilgivende evne, og mens det jo nok var med et vist overlæg, at Michael ved sandkassen på Østervangsskolen kastede sig over mig for at bevise, at han var alfahannen, og jeg blot én af pigerne, der ikke skulle komme for godt i gang, kan det i den større sammenhæng være vanskeligt at gennemskue, om man til fulde har prøvet at tilgive nogen. Og ikke mindst hvor meget man trænger til tilgivelsen selv. Men sikkert er det, at det er så uhyre vigtigt at forsøge at forstå selve tilgivelsens betydning.

Jeg var næppe ene om at indlede året 2024 med en vis bevægelse. Vores dronning gennem 52 år rejste sig fra tronen og overdrog den til sin søn, hvilket kom som en stor overraskelse, fordi hun jo så ofte har sagt, at hun havde en livsmission og ville blive siddende tiden ud. Missionen blev fuldført, selv om hun trak sig tilbage før tid, og da hun var på vej mod døren, drejede hun hovedet og kiggede på landets nye konge og blev øjensynligt ganske overvældet af øjeblikkets tyngde. Jeg har siden tænkt over, hvad der mon i de sekunder fyldte hos hende. Sorg over at afslutte den store mission eller stolthed over at give den videre i god behold. Formodentlig begge dele. Dronningen gik, for det gør alle på et tidspunkt, men gennem årtierne inspirerede hun os til at tænke og forstå, og udover taknemmeligheden sidder vi tilbage med spørgsmålet om, hvad det vil sige at tage en mission på sig. Også selv om den kan stå i modsætning til tidsånden.

Jeg var næppe ene om at indlede året 2024 med en vis bevægelse. Vores dronning gennem 52 år rejste sig fra tronen og overdrog den til sin søn, hvilket kom som en stor overraskelse, fordi hun jo så ofte har sagt, at hun havde en livsmission og ville blive siddende tiden ud. Missionen blev fuldført, selv om hun trak sig tilbage før tid, og da hun var på vej mod døren, drejede hun hovedet og kiggede på landets nye konge og blev øjensynligt ganske overvældet af øjeblikkets tyngde. Jeg har siden tænkt over, hvad der mon i de sekunder fyldte hos hende. Sorg over at afslutte den store mission eller stolthed over at give den videre i god behold. Formodentlig begge dele. Dronningen gik, for det gør alle på et tidspunkt, men gennem årtierne inspirerede hun os til at tænke og forstå, og udover taknemmeligheden sidder vi tilbage med spørgsmålet om, hvad det vil sige at tage en mission på sig. Også selv om den kan stå i modsætning til tidsånden.

Det er ikke sikkert, at man finder frem til et klart svar på spørgsmålet, men mange af os spekulerer nok af og til over, om vi gør tilstrækkelig nytte i verden. Om man virkelig gør en forskel, som det hedder eller slipper lige lovlig nemt om ved at være sat på jorden. Tilmed i en periode fyldt med så uoverskuelige problemer, at vi kan fristes til at anklage hinanden for ikke at gøre nok. Eller gøre det forkerte. Jeg er selv havnet i en situation, hvor jeg modtager beskeder fra folk, der mener, at jeg burde gøre meget mere i denne verden og gerne på en anden måde, end jeg gør nu. ”Og du kalder dig kristen,” skrev én. ”Hvad med så med lige at få hænderne op af lommerne!” Det har fået mig til at spekulere over, om jeg mon bruger mine kræfter rigtigt, og når først de tanker er sat i gang, kan man næsten ikke undgå også at vurdere om andre gør nok. Eller gør det forkerte. Opfattelsen af både ens egen og de andres indsats i verden er et yderst ømtåleligt anliggende.

For et par uger siden var jeg til en stor prisfest. Jeg vandt ikke noget, men det er nu ikke derfor, at jeg føler mig misfornøjet. Det skyldes især én af de mange takketaler i denne forsamling mærket af overflod, dyrt tøj, og masser af lyserøde flødeboller. Som ingen spiser. I talen takkede en ung kvinde for sin pris, hvorefter hun tilføjede, at det hele dybest set kunne være lige meget, eftersom jorden jo alligevel snart går under. Det er en temmelig voldsom påstand, der mangler solid evidens, og jeg blev på denne aften, der var omgivet af så megen glimmer og facade og gennemført forkælet livsstil, konfronteret med tidens trang til at formulere den dystopiske meddelelse om altings undergang. Jeg har en mistanke om, at det mest af alt skal tjene til at fremstille én selv som klarhjernet og med mod til at se den onde verdensorden i øjnene, men det er jo en gratis omgang. At erklære fremtiden for afskaffet er blevet til endnu et smart og selvpromoverende virkemiddel.

Jeg havde som barn en mærkelig trang til at bekende mine synder. Næsten uanset hvor lille en brøde, der var tale om, fandt jeg ikke ro, før jeg havde været inde på min mors kontor og aflægge beretning om det, der plagede mig, så jeg kunne gå i seng med håb om at falde i søvn. Og det kunne være virkelig små ting. Engang var der sprunget en pære i en lampe i dagligstuen, og da jeg samme dag havde siddet og pillet ved den, frygtede jeg, at jeg havde ødelagt noget. Min mor så ret undrende på mig, da jeg beskrev problemet og sendte mig i seng med besked om, at jeg ikke havde ansvar for lige netop det. Andre ting kunne jeg løbende bebrejdes, men ofte var der ikke tale om overtrædelser, der kunne tages rigtigt alvorligt. Snarere handlede det nok om en dybere længsel efter tilgivelse for – ja, for alt. Som det fremgår, tror jeg på, at mennesket fødes med en bevidsthed om sin egen skyldighed, og at det er meget vigtigt, at vi tager den alvorligt.

I løbet af livet indser man nok, hvor afgørende det er at sige enten ja eller nej. Og virkelig mene, hvad man siger. Man kan godt i nogen tid leve med den forestilling, at ordene ikke for alvor betyder noget, idet man jo bare kan skifte mening igen, men den går ikke. Ordene betyder noget, og jeg husker, hvordan det omsider begyndte at gå op for mig, hvordan et ja forpligter, fordi man i samme øjeblik ordet er udtalt, har givet sig selv til kende. Ja, jeg vil gerne komme til din fest, fordi vi to betyder noget for hinanden. Ja, jeg vil gerne være gudmor for jeres barn, og ja, jeg vil gerne giftes med dig, fordi jeg elsker så højt, at det skal æres resten af livet. Og nej, jeg forlader dig aldrig. Jeg ved godt, at det ikke altid går, som man siger, men ordene ja og nej inddrager vores dybeste sindelag, og der kan godt gå et stykke tid, før man forstår det. Ligesom der kan gå en hel del tid, før man indser, hvad det betyder at sige ja eller nej til Gud.

Det er muligt, at vi tror, at vi sådan nogenlunde med årene kan gennemskue vores relationer, men det er nok ofte ikke tilfældet. For mens der findes en umiddelbart håndterlig fortælling om os, eksisterer der nedenunder denne adskillige lag af håb, fortrydelser, misundelse, medlidenhed og meget andet. Herunder også strejf af tyranni. De findes mellem venner, søskende, ægtefæller og andre, vi står nær, og man kan kende hinanden længe uden rigtigt at forstå det. Men det er ikke desto mindre vigtigt at forsøge, for ellers kan det blive svært at begribe, hvorfor vi taler og handler, som vi gør – og at vi alle skuffer over tid. Det er desværre ikke et udtryk, jeg selv har opfundet, det har én af landets rockgrupper, men det er virkelig godt. Alle skuffer over tid, og vi bør aldrig sætte hele vores lid til et andet menneske. Det lyder måske nedslående, men det er det slet ikke. Bare vent og se.

Der er nok ret stor forskel på, hvornår vi bliver voksne. Måske troede man engang, at tilstanden automatisk ville indfinde sig, når man havde nået en vis alder og begyndte at arbejde, sætte børn i verden og købe grøntsager og gøre det, man havde set sine forældre gøre. Men sådan fungerer det ikke blot. Man kan, viser det sig, gro en smule fast i sin udvikling, alt imens det føles, som om man på en vis måde er faldet ud af tiden. Det er de andre, der bliver ældre og bør flytte sig videre, ikke mig, for jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen. Engang følte jeg mig besynderligt sikker på, at årene aldrig ville indhente mig, og en rum tid gik det faktisk fint, men efterhånden indså jeg, at der er en pris at betale for denne vedtagelse af ikke at ville være en del af tiden og blive et rigtigt voksent menneske. Blandt andet kan der ske det, at man ikke får sat børn i verden.

Jeg er muligvis nået dertil, hvor jeg ikke længere tror på, at jeg vil få ret. Jeg tvivler efterhånden på, at jeg vil få ret angående en bestemt uoverensstemmelse i mit liv, for man kan, som årene går, blive nødt til at indse, at det i visse relationer i livet forbliver uvist, hvem der egentlig krænkede hvem, hvem der havde mest ret, og hvorfra alle de negative kræfter mellem os i det hele taget stammer. Da jeg var yngre, forekom det mig, at der forude eksisterede en uendelig horisont af tid og muligheder, og jeg antog, at der altid ville være tid til at forstå hinanden. Nu ved jeg, at man muligvis må indse, at mig og den anden vil tage uoverensstemmelsen med os i graven, fordi der ikke er tid nok. Eller rettere, fordi vi ikke udrettede nok, mens tid var. Kampen om hvem der har mest ret kan komme til at fylde meget i den enkeltes liv, og ikke nok med det. Den kan også komme til at præge en hel epoke.

Det forekom mig helt naturligt at takke Gud, da jeg for nogen tid siden ikke blev alvorligt påkørt af en bil. For det var tæt på, og jeg var en smule rystet, da jeg trak min cykel op på fortovet og indså, at med min manglende agtpågivenhed og bilistens alt for høje fart kunne jeg lige så godt være blevet ramt. Hvormed alt på et øjeblik havde været forandret og måske for mig forbi. Sådan gik det ikke, og det første jeg gjorde i min stakåndede tilstand, var altså at takke Gud for, at jeg var uskadt. Det er en basal menneskelig reaktion at gøre det i lettelsens stund, for uanset om man er troende elle ej, tænker mange instinktivt på Gud i øjeblikket, hvor meget er på spil. Det kan være svært blot at acceptere, at alt beror på tilfældigheder, men forestillingen om på særlig vis at blive beskyttet af Gud er ved nærmere eftertanke fyldt med problemer. Og det er vigtigt, at vi forholder os til dem.

Det forekom mig helt naturligt at takke Gud, da jeg for nogen tid siden ikke blev alvorligt påkørt af en bil. For det var tæt på, og jeg var en smule rystet, da jeg trak min cykel op på fortovet og indså, at med min manglende agtpågivenhed og bilistens alt for høje fart kunne jeg lige så godt være blevet ramt. Hvormed alt på et øjeblik havde været forandret og måske for mig forbi. Sådan gik det ikke, og det første jeg gjorde i min stakåndede tilstand, var altså at takke Gud for, at jeg var uskadt. Det er en basal menneskelig reaktion at gøre det i lettelsens stund, for uanset om man er troende elle ej, tænker mange instinktivt på Gud i øjeblikket, hvor meget er på spil. Det kan være svært blot at acceptere, at alt beror på tilfældigheder, men forestillingen om på særlig vis at blive beskyttet af Gud er ved nærmere eftertanke fyldt med problemer. Og det er vigtigt, at vi forholder os til dem.

Jeg ved godt, at jeg har sagt det før, og det bliver næppe sidste gang, at jeg siger det igen. For det er simpelthen ikke til at fatte, at vi skal dø. Det ér og bliver den mest umedgørlige tanke, der findes, og som så mange andre glemmer jeg aldrig øjeblikket, hvor jeg første gang forstod, at det virkelig var alvor og ikke blot et ondt indfald i et eventyr, der nok skulle ende godt. Det skete, da jeg en aften som barn lå i min seng og indså, at jeg helt sikkert en dag skulle forsvinde fra jorden. Og med ét følte jeg mig fuldstændig målløs. Herefter prøvede jeg at overbevise mig selv om, at når alle andre mennesker åbenbart kunne leve med det, kunne jeg vel også. Men hvad man end fortæller sig selv, forbliver tanken om døden en mørk gåde og vigtig påmindelse om, at der findes noget, vi aldrig bliver herre over. Om og om igen skal det gå op for os, at vi skal dø, og vi når næppe derhen, hvor vi rigtigt forstår det. Og når mennesket ikke kan forstå, må det tro. Det vender vi tilbage til.

Af og til har man nok i sit liv tænkt den tanke, at det er på tide at blive mere moden. Eller muligvis har andre opfordret én til det, da man jo ikke altid selv helt ved, hvor langt man er i processen. Sikkert er det dog, at man må tage de afgørende skridt ud af barndom og ungdom, og mens vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad det vil sige at være et voksent menneske, er der én ting, som jeg gerne vil argumentere for, bør være en del af det. Det handler nemlig ikke kun om at få en uddannelse og indse, at ikke alle kan blive astronauter og rockstjerner. Det handler også om med årene at blive bedre til at forstå et begreb, som en del muligvis ikke helt ved, hvad de skal stille op med. Nemlig begrebet folkelighed. Det har været grueligt meget ondt igennem, og det har lært os en hel del om, hvordan vi ser på os selv og på det andet menneske. Og i sidste ende lærer det os også temmelig meget om, hvordan vi ser på Gud.

Der er tale om en ganske lille bagatel, men jeg glemmer det aldrig, for som enhver anden rummer jeg en oprindelig samvittighed, der gør, at jeg kan skelne mellem rigtigt og forkert. Mine forældre havde en aftale med købmanden om, at de kunne få deres indkøb skrevet op i en lille rød bog og så betale det samlede beløb hvert halve år. Den ordning udnyttede jeg af og til, og en dag gemte jeg regnskabsbogen under et grantræ, så ingen opdagede, hvor meget slik, jeg i seneste kvartal havde købt på den måde. Det er en lille synd, men skylden er forblevet som påmindelse om min dårlige samvittighed i forhold til dem, jeg har kendt længst. Mine forældre. Fra det første åndedrag var det dem, jeg så, hørte og forholdt mig til, og måske kan ens forældre – fordi de bare var der fra begyndelsen – komme til at fremstå som næsten mytiske væsner, en slags ur-skikkelser med særlig forbindelse til skaberkraften. Og til samvittigheden. Ens forældre lærte én, hvordan man i høj grad bliver sig selv som menneske – nemlig, gennem relationer, og den første relation bliver hos én altid. I mere end én forstand.

Jeg har adskillige gange oplevet en interessant reaktion. Den opstår typisk, hvis man i flok sidder og lytter til én, der taler, og vedkommende pludselig siger en fejl. Altså, hvis han for eksempel bytter om på to navne og siger Frederik i stedet for Joachim. Ingen er i tvivl om, at det er prins Joachim, han taler om, men så snart han er kommet til at sige det forkerte navn, er der uro i lokalet, indtil én i forsamlingen omsider retter fejlen. Det sker altid, for vi har et stort behov for, at det vi siger, er i overensstemmelse med det, vi mener. Der skal tales sandt, fejl skal af princip altid rettes, og hver gang jeg oplever episoden, mindes jeg om, hvor meget der er på spil mellem os og sandheden. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi kan regne ud, hvad der menes, vi vil høre de rigtige ord, og der er grund til at overveje dette inderlige troskabsforhold mellem os og sandheden. Vi er forbundet med den på en meget dyb måde. Gennem sproget, ja, naturligvis, men også på anden vis.

På et tidspunkt i barndommen begynder spørgsmålet at melde sig, og når det først er opstået, forvinder det næppe nogensinde igen. Det handler om, hvorvidt man mon i sit hjerte kan fornemme en vej i livet, og det handler om frygten for at komme til at gå den alene. Tidligt aner man denne uvished, og selv blev jeg ikke mindst overmandet af den, når jeg for vild i skoven eller i menneskemængden i Fårup Sommerland og forstod, at man jo faktisk kan blive væk. Jeg kendte til frygten for at blive et ensomt menneske med mangel på lyst til rigtigt at gå fremad, og det skyldtes ikke, at jeg mærkede specielt meget mere vemod end så mange andre. Det tror jeg bestemt ikke, rammerne var trygge. Jeg blev bare jævnligt ramt af den levende forestilling om, hvor nemt det er at fare vild, og at jeg havde brug for et holdepunkt. Noget dybt grundfæstet og genkendeligt, der aldrig ville kunne forsvinde. Længe ved man ikke rigtigt, hvad det holdepunkt rummer, eller hvordan det ser ud, men man håber, at det findes.

Der er mange talemåder i omløb, som man med fordel kan spekulere lidt dybere over. En af dem hører man ofte i samtaler om, hvordan vi bruger vores afmålte tid på jorden, når én eller anden typisk på et tidspunkt minder om, at man jo nok ikke, når man en dag ligger på sit dødsleje, vil ærgre sig over, at man ikke i alle årene arbejdede noget mere. Formuleringen irriterer mig, for mens jeg selvfølgelig forstår, at det som udgangspunkt er vigtigere at ære det kærlige samvær med andre end at sidde på et kontor for at få anseelse og tjene endnu flere penge, er der en del mere at sige om livets fylde. Det er svært at definere, hvad det vil sige at leve fuldt ud, det ved vi, men når vi overvejer, hvad vi en dag vil fortryde mest, bør vi ikke lade os spise af med de populære formuleringer, der i al deres letkøbthed har vundet hævd. Jeg har ikke her planer om at nedgøre kærligheden, men jeg har planer om at gøre en lille smule op med måden, vi som regel opfatter dén og livets fylde på.

Nogle af de sanseindtryk, man modtog tidligt i livet, forsvinder aldrig igen. Personligt kan jeg så tydeligt huske duften af min pony og fornemmelsen af hendes tykke hvide pels, der om vinteren fik hende til at ligne den kæreste uldtot. Jeg kan mærke hendes silkebløde mule, som havde jeg rørt ved den i går, for virkeligheden føles så overvældende, når vi bliver stærkt forbundet med den. Man kan komme til at elske steder, dyr, skove, bygninger og sine daglige omgivelser så højt, at det ér, som vil noget uerstatteligt gå tabt, hvis man skilles fra det. Naturligvis lærer man at leve med, at ens pony ikke er her længere, men man kan ikke tage store dele af virkeligheden væk fra mennesket, uden at det kommer til at lide under det. Alligevel sker det. Virkelighed går tabt, og jeg spørger mig selv, hvordan vi kunne være så længe om at forstå alvoren ved for stor ligegyldighed i synet på det skabte. Og nej, jeg tænker ikke her på det store drama om os og klimaet, skønt dette er alvorligt nok. Jeg tænker på sorgen over at miste føling med sin helt nære virkelighed.

Jeg ved godt, at det kan lyde usædvanligt, ja, måske ligefrem urovækkende for nogen, men jeg tror ikke desto mindre på, at vi skal overveje det alligevel. Nemlig, om nogle mennesker her på jorden er udstyret med en særlig opgave, når det handler om at bringe os i berøring med Ånd og tro. Om nogen mon råder over særlige evner og ikke mindst gennem ord, musik og poesi og andet af det, der opbygger vore sind på en måde, der dårligt kan forklares, formår at vække noget vigtigt til live. Det er ikke umiddelbart i tidens ånd eller i harmoni med troen på det flade hierarki at have en sådan forestilling, men lad os at gå videre med tanken og indlede med det spørgsmål, der hurtigt giver sig selv. Er der noget særligt, der kendetegner dén, der synes at være pålagt den helt store opgave, og hvordan reagerer man, når man indser det? Med et følelsesliv i oprør eller med en mere behersket tilgang til at være et menneske med et stort ansvar?

Fra man er ganske lille, forstår man, at man ikke må lyve. Hvis man for eksempel for egen regning har stjålet chokolade i skabet, ved man godt, at man skal stå ved det frem for at anklage sin lillebror for at have lokket én i fordærv. Senere kan man erfare de lidt større sammenhænge og dermed også, at hvis man for alvor skal kende sig selv, må man forsøge at forstå, hvad man i sandhed rummer. At der helt fra begyndelsen findes vidt forskellige kræfter herinde, og forsøger man ikke ihærdigt at forstå sandheden om sit eget indre og om menneskets natur som sådan, risikerer man i sidste ende at svigte sin opgave i verden. Problemet er naturligvis, at det er svært til fulde at begribe sandheden om, hvem vi er, for vi rummer så mange kulturelt og ideologisk bestemte forestillinger om mennesket, at man kan være længe om at indse, at man måske også i sit liv har båret rundt på noget, der var falsk. Man kan komme så meget på afstand af sandhedens karakter, at det er vanskeligt at nærme sig den.

Man bliver aldrig færdig med at forsøge at forstå, hvorfra glæden kommer. Det kan måske lyde som et lidt meningsløst forehavende, men det er faktisk uhyre vigtigt, for sagen er, at vi bruger overordentligt meget tid på at tale om, hvordan man mærker glæde i sit liv. Og i hvor høj grad man selv kan bidrage til det. Desuden kan man gradvist indse, at nogle af de mest intense øjeblikke af glæde, man har oplevet, med tiden kan få et skær af vemod over sig, fordi de er med til at minde én om, at alt er forgængeligt. På sin vis er glæden altid i færd med at forsvinde fra én, eftersom en lykkelig tilstand ikke varer ved, og man aner ofte en mærkelig modsigelse i det indre, mens man er glad. Midt i alt dette skal vi ikke desto mindre forsøge at forstå, om glæden i en eller anden grad kan blive til en følelse, man kan beholde. Ligesom man må spørge, hvor meget ens glæde påvirkes af, hvad man forestiller sig, at de andre har. Om man overhovedet kan holde sig fri af den store sammenligningens kraft.

Da jeg forleden i én af mine podcast-samtaler sad og lyttede til min gæst, sagde han en sætning, der har forfulgt mig lige siden. Han fortalte, hvordan han i en moden alder besluttede, at han ville have et barn, fordi – som han sagde – det var, som om livet var i færd med at forsvinde bag om ryggen på ham. Han havde i mange år levet i højt tempo og realiseret mange ambitiøse planer, mens det ikke rigtigt undervejs var gået op for ham, at tilværelsen blot kunne forgå, mens han reelt ikke tænkte dybere over, hvad den indeholdt. Endsige, hvad den ikke indeholdt, og at noget en dag ville være uigenkaldeligt. Så han indså, at der skulle ske noget, og fik en datter og erfarer nu hver dag, hvordan noget, som man længe ikke skænkede nogen særlig tanke, kan vise sig at være afgørende. Jeg bed mærke i hans formulering, fordi den på flere planer er ret dramatisk. At noget er uigenkaldeligt, forstår man nok først, når man er nået et pænt stykke ind i livet, og han mindede mig om, at enhver før eller siden må indse, hvor meget, der kan foregå bag ens ryg, uden at man ænser det.

Jeg er udmærket klar over, at der er tale om en svær balance. Man kan hurtigt komme til at virke påtrængende med sine mange tanker og overbevisninger og på den måde trætte andre og måske krænke deres blufærdighed. Man kan godt overspille sin rolle som den, der så gerne vil sætte ord på alting, men man kan også havne i den anden grøft og blive én, der for en sikkerheds skyld som hovedregel afholder sig fra at sige noget vigtigt. Og jo længere man lever uden at give udtryk for, hvad der er på færde indeni, desto sværere kan det blive at kende hinanden. Jeg har selv et menneske i mit liv, som jeg stort set ikke kender længere, fordi han så nødigt afslører sine ærlige tanker. Afstanden vokser, da jeg efterhånden ikke rigtig kender så meget til hans indre verden, og vi taler meget om ingenting. Sådan kan man risikere at udpine sine relationer, for vi skal i en eller anden grad bekende, hvem vi er, og hvad vi tror på. Nogle afgørende ord skal siges højt.

Forhåbentlig kom man helt fra begyndelsen af livet i berøring med en følelse af tillid. Man kan naturligvis ikke huske det, men vi ved alle, at dette at nære tillid til dem, der er tættest på, er noget af det mest betydningsfulde for et lille barn. Det helt lille menneske bør forskånes for de værste øjeblikke af fortabthed og føle sig beskyttet af dem, der har bragt det til verden. Det udgør næppe den hele opskrift på at blive et tillidsfuldt menneske, men barndommens erfaringer sidder dybt i sindet, hvorfor man jo også ved, hvor vigtigt det er altid at sige og gøre, hvad man kan for at få et barn til at føle tryghed ved at være i live. Jeg er ikke selv mor og ved ikke, hvordan det er at være tæt på et barn hver dag, men jeg er til gengæld del af en tid, hvor barnesindet er blevet fortolket som så smukt og godt, at det er blevet eksponent for en stor del af det mest beundringsværdige ved mennesket. Også i et omfang, der er problematisk.

Når man ser tilbage på et år, der er gået, gør man sig ofte tanker om, hvad man har udrettet. Et sted i bevidstheden findes et ønske om at klappe sig selv på skulderen og konstatere, at man trods alt gjorde det nogenlunde. Mens man vel også gerne vil bekræftes i, at andre finder ens indsats i tilværelsen værd at respektere. Modsat kan man også ved årets afslutning se tilbage med frustration over ikke at have formået det, man gerne ville, men uanset hvordan man har det på endnu en nytårsdag, kan der være grund til at overveje, hvorfor man bruger så mange kræfter på at se sig selv i lyset af sine bedrifter. Ikke fordi det er uden betydning at udrette noget, slet slet ikke, men fordi eftertænksomhedens dage omkring jul og nytår kan afsløre, at man muligvis er groet en smule fast i en bestemt måde at se sig selv og sit liv på. Det er vigtigt at gøre sig de tanker, ja, det er faktisk i høj grad det, vi har helligdage til, hvorfor disse jo er så indlysende vigtige at værne om.

Forleden blev jeg spurgt om, hvad der i år skal være mit nytårsforsæt. Mange af os mærker sikkert en vis træthed ved det spørgsmål, da man for det første ikke orker at høre mere om faste og livsforlængende livsstil, og for det andet er det jo sådan, at nytårsforsæt sjældent holder særlig længe. De udgør mest et ritualiseret samtaleemne hen over de mange julemåltider, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, hvad mit nytårs – eller rettere, mit juleforsæt – er. Det er nemlig det samme hvert år. Jeg skal blive bedre til ikke at dømme andre mennesker. Hvert år formaner jeg mig selv om det, da denne trang til for hurtigt og definitivt at beslutte, hvad et andet menneske består af, ér problematisk. Og når jeg kalder det et juleforsæt fremfor et nytårsforsæt, er det for at betone den store alvor. Et nytårsforsæt indgår man i forhold til sig selv, mens et juleforsæt indgås i forhold til Gud og hans mægtige tiltale, der bryder ind i verden julenat. Her får vi mennesker på helt afgørende vis at vide, at vi skal forstå dybden af os selv og også vores trang til at dømme andres væsen. Spørgsmålet er, hvorfor man gør det, og i hvor høj grad man kan lære at lade være med det.

Jeg vil naturligvis ikke påstå, at jeg har hele løsningen på ét af tidens store problemer. Et helt grundlæggende ét, kan man roligt sige. Nemlig, den omsiggribende mangel på tro på fremtiden. I påfaldende grad hører man nogen sige, at de for første gang i deres liv stort set ikke kan mærke håb angående alt det kommende, og det er, som om mismodet er i færd med at gro fast som en mystisk moderne sindslidelse. Gad nok vidst, om det har været sådan før? Gad nok vidst, om der er tale om en historisk enestående situation, eller om vi blot gentager forfædrenes reaktioner, og gad nok vidst, om det ikke netop er på en juleaften, at vi kan finde frem til svar på nogle af de mange spørgsmål? For slet ikke at tale om en del af alt det håb, så mange savner? Jeg påstår som sagt ikke, at jeg har hele løsningen på problemet, men jeg tør godt sige, at jeg kan bringe os på sporet af den. Og hvis det lyder lige lovlig selvsikkert, så husk, at jeg har den mest optimale dækning for det, man overhovedet kan tænke sig.

Det er nok ikke sikkert, at man selv ved, om den har været til stede i ens liv. Det er ikke sikkert, at man oprigtigt kender til følelsen af at stå i en tragedie, for det er et stort ord, og selv om det jævnligt misbruges, for eksempel i forbindelse med sport og andet, hvor meget med ét kan være tabt på gulvet uden, at det har nogen dybere betydning, ved vi godt, at en tragedie er noget virkelig alvorligt. At ordet dækker over det værste, der kan ske. Det må for eksempel siges at være en tragedie, der for tiden udfolder sig i Mellemøsten og Ukraine, hvor mennesker dræbes, tortureres og lider på ubegribelig vis. Det er en tragedie, hvis man bliver uhelbredeligt syg eller havner i en situation, hvor man ikke i tide forstår, at det også afhænger af én selv, om man kan blive ved med at føle sig meningsfuldt forankret i livet. Og endelig vil jeg sige, at det er en tragedie, når vi ikke gør os tilstrækkeligt umage med at forstå det store ansvar, vi har for årvågent at adlyde det gode. Hvis ikke vi er klar, når vi kaldes til at gøre det.

Man skal passe på med at gradbøje begrebet lidelse, for det er kun den enkelte selv, der ved, hvordan den føles, men noget foruroliger mig. En del vil nok mene, at alle de grufulde forhold ude i verden, hvor mennesker må flygte fra krige og terrorbevægelser og se deres hjem gå til grunde i bomberegn eller oversvømmelse, overgår det meste af det, der sker herhjemme. Helt så enkelt er det dog ikke, og jeg er i de senere år blevet ramt af erkendelsen af, at vi måske gradvist vil blive mindre og mindre omsorgsfulde overfor mennesker, der afviger fra det raske og stærke og selvstændige ideal. Alt imens vi dyrker teorien om, at vi aldrig har været mere humane og tolerante, end vi er nu. Der findes en forestilling om, at vi står på et slags civilisationens højdepunkt, og set i det lys er det påfaldende så mange vidnesbyrd, der findes om mennesker, der svigtes og nedværdiges, når de ikke kan klare sig selv. Hvad enten de er gamle, syge, små værgeløse børn eller på anden måde afhængige af beskyttelse, kan det synes, som om deres liv i andres øjne ikke rummer tilstrækkelig mening. Og spørgsmålet er, hvordan det civiliserede og det afstumpede på den måde kan følges ad.

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en mand med et ærinde. Han er musiker og muslim og ville vide, hvorfor jeg som præst ikke klart og tydeligt meddeler, hvad jeg mener om striden mellem israelere og palæstinensere. Samtidig sendte han mig nogle optagelser, der vidner om de lidelser, mennesker i Gazastriben gennemlever, og som også beskrev, hvordan palæstinensere gennem historien er blevet nedgjort. Alt dette, mente han, burde jeg som præst skrive og tale om. Jeg har ikke efterkommet opfordringen. For det første kræver det en meget dybere indsigt i den mellemøstlige konflikt, end jeg besidder, og for det andet synes hans tankegang at rumme en sammenblanding af præsteembede og storpolitik, der ikke tiltaler mig. Ifølge denne mand bør præster tage klart parti i en strid, som han formentlig selv mener er relativt nem at vurdere angående overordnet retfærdighed. Og fordi han på den måde ville have mig til som præst at vælge side, blev jeg mindet om, hvilken lang proces det er at kende sit folk og sin tid og sig selv. Og ikke mindst forstå hvor meget ens tro betyder for ens forståelse af denne verden.

For tiden spekulerer jeg en del over, hvad der menes med begrebet værdighed. Og dette at være et værdigt menneske. Man kan godt komme med en række forslag til, hvad det betyder. Noget i stil med at man skal give, hvad man kan og efter bedste evne forsørge sig selv og passe på sine omgivelser. Andre mennesker såvel som naturen, planterne og dyrene. Nogle helt basale ting er vi nok stort set alle sammen enige om, men samtidig skal vi huske, at det ikke er sikkert, at man på tværs af alle kulturer og forskelligheder er enige om, hvad værdighed grundlæggende rummer. Muligvis er vi faktisk i denne verden i sidste ende så uenige om indholdet af begrebet værdighed, at vi må erkende, at forestillingen om at vi kan leve på kryds af tværs af alle normer og skikke og religiøse tanker for alvor må gentænkes. Og måske opgives. Overvejelsen er én af de vigtigste overhovedet i denne tid.

Mon ikke noget af det første, man overhovedet mærker i dette liv, er længsel? Ikke fordi man som lille kan sætte ord på, hvad man længes efter, men fordi man fornemmer, at der findes noget meget vigtigt, man må komme tættere på. Jeg tænker ikke på de basale behov angående føde og varme og søvn, men på det, der særligt kendetegner os mennesker – nemlig, at vi kan længes efter noget absolut livsopfyldende. Man kan komme på sporet af det, og selv husker jeg, hvordan jeg tidligt længtes efter at kunne læse, da det forekom mig at være en rent ud lyksaliggørende evne. Hvilket det også viste sig at være, og senere, når jeg stod nede i engen, hvor hestene gik og græssede, blev drømmene mere diffuse. Jeg længtes efter at mærke den urokkelige ro indeni, som vi alle i en eller anden grad kan forestille os, men som vi ikke selv kan skabe. Blot begynder man gradvist at ane, at der findes noget meget stort at række ud efter, og en væsentlig del af vores tilværelse står og falder med, at vi kommer tættere på indsigt i, hvad det er.

Jeg spekulerer for tiden en del over, hvor mennesket får sine dybeste kræfter fra. Jeg bliver ofte spurgt om det, hvilket i dén grad er min egen skyld, idet jeg i den senere tid har skrevet og talt meget om begrebet livskraft. Jeg kan virkelig godt lide det ord, der for mig repræsenterer en grundlæggende kilde til styrke i os, som vi dog kan risikere at miste sans for og ikke mindst i en tid med så megen tale om det sårbare og angstfyldte ved at eksistere. Retorikken hælder i disse år til den skrøbelige side, og ordet ”livskraft” udgør en modsigelse af den, mens det jo så også giver sig selv, at folk gerne vil vide, hvad den egentlig består af. Og ikke mindst hvad man skal stille op, hvis man virkelig ikke kan mærke den livskraft, jeg taler så meget om. Det kræver naturligvis et svar. Hvor kommer livskraften fra, og hvordan mærker man, at man har den og virkelig er beregnet til at leve og må holde fast i den overbevisning, hvad der end sker? Og kan man simpelthen beslutte sig for det?

I nogle øjeblikke er man ikke i tvivl om, hvordan tilskyndelsen skal forstås, da den kan fremstå som noget af det mest entydige i os. Andre gange kan jeg dog godt komme lidt i vildrede om, hvorvidt det giver mening at få medfølelse med et andet menneske, og den tvivl er vokset frem gennem de senere år. Spørgsmålet er, hvad der dog er sket. Er det mig eller omgivelserne, der har forandret sig på en måde, der gør, at jeg faktisk kan komme i tvivl om barmhjertighedens berettigelse? Uanset hvad fornemmer jeg, at nogle vilkår mellem os forrykkes så meget, at det har konsekvenser for, hvordan vi forstår begrebet medfølelse, og meget afhænger af, hvordan vi i dag ser på forholdet mellem svaghed og styrke. Hvordan vi forbinder os selv med det ene og det andet. Det hele præges af tidens menneskesyn og af vores selvopfattelse hver især, og det giver slet ikke sig selv, hvornår man bør føle barmhjertighed med et andet menneske.

Jeg tror, at mange mennesker har tilbøjelighed til at tro, at ens virkelighed vil forblive nogenlunde den samme. Det kan måske lyde besynderligt i en periode, hvor der tales så meget om frygt for fremtiden og en fornemmelse af, at basale strukturer vakler, men samtidig med denne stemning af bekymring kan man godt mangle fantasi til at forestille sig den fulde konsekvens af nogle af de forskydninger, der foregår iblandt os. Og som måske har foregået længe. Jeg er generelt stor tilhænger af ikke at lade sig lamme af bekymring for det kommende, men af og til står man overfor foruroligende kræfter, som man måske har været for længe om at indse omfanget af. Muligvis fordi man gennem årene er blevet et lidt letsindigt menneske. Altså, helt bogstaveligt forstået. Et menneske, der går til verden med så let et sind, at man har svært ved at genkende alvoren, når den er der. Lad os prøve at forstå, hvad det vil sige at være letsindig. At være let af sind.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

Man kan overveje, hvor den stammer fra, for jeg er ret sikker på, at vi alle sammen kender til den. Jeg tænker på den dybtliggende fornemmelse af, at livet bør være nogenlunde retfærdigt, og at det giver mening at føle sig forulempet, hvis meget går én imod. Man kan anskue dette på to måder. For mens det jo er oplagt at føle sig særligt udsat, hvis man bliver decideret dårligt behandlet af andre eller af en magtinstans i samfundet, er noget andet, at vi også kan bære rundt på fornemmelsen af, at livet bare generelt bør ville os det godt. Vi lever med dette mystiske regnskab indeni, der nærer en forestilling om, at der skal være så meget balance og rimelighed til, at jeg ikke skal leve med følelsen af, at noget her på jorden er grundlæggende skævt. Hvor stammer bevidstheden om dette basale livsregnskab fra? Og hvad gør det ved os, når vi ikke synes, at det går tilstrækkeligt meget op?

Det var ikke med min gode vilje, at jeg for en del år siden købte min første mobiltelefon. Jeg anskaffede mig den, fordi det blev mere og mere besværligt i forhold til andre ikke at eje en sådan, men hurtigt indså jeg, at en del af freden i mit liv dermed var forbi. Telefonen kunne nu ringe hvert eneste øjeblik, uanset hvor jeg befandt mig, og således erfarede jeg, hvad det vil sige at have en maskine på sig, som man alt for ofte uden nogen særlig årsag føler sig draget til at kigge på. Det er, som om den bliver til et magtfuldt væsen, der skal bekræfte ens eksistens, og man kan blive gådefuldt afhængig af denne kunstige måde at føle sig i live på. Så nej, det var ikke med min gode vilje, at min hverdag blev påført en skærm med så tyranniske tilbøjeligheder, og jeg har lige siden overvejet, hvad det mon gør ved os at være koblet sammen med den. Et af de helt store spørgsmål angående skærmen i vore liv er, om vi gradvist vil miste en del af kontakten til det levende sprog og indsigten i, hvad dette betyder for os. Både det sprog, der lyder mellem os og det sprog, der lyder fra Gud til os.

Da jeg i sin tid som et meget ungt menneske spillede fodbold, meddelte vores træner en dag, at vi skulle have udnævnt en ny anfører. Jeg tænkte straks, at det var lige noget for mig. Jeg ville gerne være den, der inden kampens start trådte frem og gav dommeren hånden og hilste højtideligt på modstanderen og havde en indlysende vigtig rolle. Men så sagde min træner noget, der bragte mig i tvivl. Han forklarede, at det også var anførerens opgave at holde øje med, om de andre på holdet havde det godt og var glade og tilfredse, hvilket forekom mig knap så morsomt. Snarere som en lidt sur tjans, hvor jeg ville blive nødt til at forholde mig til andres små og store problemer, og det var jeg ikke rigtig dengang i humør til. Så jeg droppede tanken om at blive anfører, men begyndte nu alligevel at forstå, at dette at være en leder har at gøre med at passe på andre. At der kan være noget virkelig smukt forbundet med at være en myndighed, ja, noget helt uundværligt, fordi det også har at gøre med at holde håbet i live.

Naturligvis vidste vi godt, at nogen levede i større risiko for at havne i rollen end andre. Man fornemmer hurtigt, hvem der kan blive ofre, fordi de af forskellige årsager har svært ved at hævde sig i fællesskabet. Vi vidste godt dengang, hvem der var de udsatte, og jeg tænker ofte på de tre-fire stykker fra min barndoms folkeskole, der må have haft en barsk tid. Det kan være særdeles pinefuldt at være offer og genstand for andres morskab og ringeagt, og alle tænker vel af og til over, om man selv har følt sig som ét, eftersom vi alle kender til dette at være miskendt og dårligt behandlet. Offerrollen lurer i enhver og kan rumme alt tænkeligt. Smerte og skam, men også noget helt andet i stil med opmærksomhed, sympati og ligefrem en form for magt. Offerrollen udgør én af de allermest dramatiske positioner, der findes, og behovet for at forstå dens natur er ikke blevet mindre med tiden.

Det er nok ikke så populært at mene, men det er alligevel min overbevisning, at nogle mennesker er blevet udvalgt til en særlig mission på jorden. Tanken harmonerer ikke godt med vor tids hævdelse af absolut lighed, men når jeg ser mig omkring i verden, kan jeg ikke komme bort fra fornemmelsen af, at de største genier og kunstnere er blevet pålagt en mægtig og specifik opgave. Måske fornemmer man det, når man lytter til stor musik, ser på et enestående kunstværk eller hører et menneske tale og aner, at inspirationen stammer fra et højere sted. Og at mennesket virkelig kan være et slags bindeled mellem det himmelske og det jordiske. Tanken er svær at rumme, men vi gør klogt i at forsøge. Både fordi det kan ses som en del af den store orden, at nogen er udpeget til at udføre noget opsigtsvækkende – Mozart, Dostojevskij, Leonardo da Vinci eller Martin Luther er eksempler på det. Og også fordi tanken om udvælgelse kan hjælpe os til at forstå det begreb, som flere og flere efterhånden taler om. Nemlig, begrebet Ånd.

Engang troede jeg, at jeg vidste, hvad det vil sige at være et frit menneske. Det gav sig selv, når jeg sammen med mine veninder færdedes i skoven og i den lille by, hvor jeg er vokset op og stort set selv bestemte dagens forløb. Og hvornår jeg skulle være hjemme, blot det var inden aftensmad. Frihed betød at kunne bevæge sig rundt i verden efter sit eget hoved, mens jeg skuede ind i en fremtid, hvor alt kunne lade sig gøre, for ingen eller intet havde magt til at begrænse mit personlige råderum, og det var godt. Troede jeg. Senere indså jeg, at man kan fare vild i frihed. Det sker, når vi mennesker vil ophøje friheden som noget, der er absolut, for mens friheden godt kan føles absolut i små øjeblikke, hvor det virkelig er, som om der ingen grænser findes, lærer man med tiden, at frihed kun giver mening, når den står i forhold til begrænsning. Gør den ikke det, kan den blive til tomhed, ja, endnu værre. Den kan over sig få strejf af noget grusomt, ligefrem noget dæmonisk, og den kan få verden til at ligne noget, der er spejlvendt.

Jeg tror nok, at det strejfede mig allerede som barn, men først som voksen fik jeg rigtig kontakt med følelsen. Det skete for en del år siden, da jeg var ret forelsket og omsider begyndte at tro på, at historien ville ende lykkeligt, og at der virkelig for mig var glæde og medgang i sigte. Vi sad, han og jeg, ved ét af bordene med rødternet dug hernede på Pile allé, og jeg så rundt på de andre gæster i restauranten og tænkte, at de skulle bare vide, hvor lykkelig man kan være. Jeg var med andre ord temmelig opslugt af og benovet over min egen tilstand, men sekundet efter skete der noget uventet. Det var, som om jeg blev ramt af en fremmed magt, der brød ind i sindet og bremsede glæden og skabte en tomhedsfølelse, der minder én om, at glæden altid er i følge med noget andet. Glæden er kun entydig i et kort øjeblik, hvorefter meget atter synes skrøbeligt, og jeg mærkede den dag en vis flovhed over så enfoldigt at have ladet mig rive med. Jeg tror, at meget i vores liv står og falder med at erkende denne mystiske modsigelse i sindet, der altid bæres med.

Det forekommer ret uundgåeligt, at man tidligt i livet kan finde på at drømme om at være noget andet, end man er. Fantasien kender ingen grænse, og ikke mindst figurer fra fiktionens verden kan stråle som forbilleder. For mit eget vedkommende havde jeg en kraftig fiksering på én af personerne fra ”De 5”-bøgerne om de fire børn og deres schæferhund, der opklarer forbrydelser og oplever de mest utrolige ting. En af pigerne kan alt det, drenge kan og mere til, og jeg ønskede inderligt som hende at være god til at svømme, styre en robåd og klatre på klipper. Og derudover ville jeg fantastisk gerne være god til at spille fodbold, da netop dét forekom mig at være indbegrebet af en drengs beundringsværdige kapacitet. Man dyrker sine drømme og forbilleder ud fra de inderste længsler, der jo sikkert også i en eller anden grad er præget af tidens normer, og noget kan sætte sig virkelig godt fast. I hvert fald er der ét bestemt spørgsmål, der bliver ved med at forfølge mig. Hvorfor er der så mange piger, der gerne vil være som drenge?

Muligvis står vi overfor et interessant nybrud. Den slag sker jo løbende i den uendelige fortælling om menneskene, og mens jeg personligt er vokset op i en periode, hvor det rangerede højt at have meget travlt og være i evig fremdrift, beskriver flere nu, hvordan de stræber efter at arbejde mindre, mærke mere hvile og frigøre sig fra trangen til hele tiden at præstere. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som ung efter gymnasiet besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kunne for at blive til noget. Jeg fik meget travlt, da jeg omsider indså, at jeg under ingen omstændigheder ville spilde mit liv, og er man først blevet overmandet af dén tanke, kan den blive siddende i bevidstheden sammen med spørgsmålet om, hvad man mon dybest nede er drevet af. Jeg tror, at netop det spørgsmål i denne accelererende tid falder mange ind. Er jeg i færd med at leve et smukt liv, eller vil jeg i sidste ende komme til at føle, at jeg spildte en del af min kostbare tid på jorden? Hvad vil mit sidste ord engang være?

Jeg tror, at man skal være meget påpasselig, for enhver kan miste noget virkelig dyrebart, hvis man ikke kæmper for at holde fast i det. Ikke mindst skal man kæmpe, når man træder ind i det voksne liv, og den hidtidige følelse af at have levet i en verden fyldt med vidunderlige gåder og mystiske lag af lykke næsten kan forsvinde. Jeg tænker på sansen for det hellige, der i en noget afmystificeret verden kan komme til at synes som et fjernt minde om de øjeblikke, hvor man som barn og yngre i højere grad havde det, som var dette at eksistere i sig selv helligt. Siden forsvandt en del af den fornemmelse, dagene blev mere ens, og man oplevede måske oftere at vågne om morgenen med et lidt mærkeligt vemod i kroppen. Ikke over noget bestemt, men som en følelse af mangel på fortsat fascination og ærefrygt ved at være her, og så forstår man måske, at sansen for det hellige kan gå tabt. Og at man selv skal kæmpe for at bevare den.

Forleden kom jeg til at spekulere over, hvad der egentlig er mit livs første minde. Det siges, at alle kan tænke tilbage på én begivenhed eller nogle bestemte ord, der som det første fandt vej til bevidstheden på en måde, der er blevet siddende, men jeg har faktisk svært ved selv at sætte fingeren på dette ene. Det ændrer ikke ved, at jeg tror på værdien af at huske så meget som muligt, både fra barndommen og fra tiden siden hen, og ikke mindst derfor har jeg i mange år skrevet dagbog. Jeg har trang til at dokumentere min egen tilværelse, så jeg helt bogstaveligt kan slå og op huske, hvad der skete, for jeg vil så nødig glemme det mest vigtige. Jo mere man husker fra sine egne år, desto mindre er risikoen for at miste føling med hele sin egen livsbane og dermed sig selv, hvormed man kan begynde at tage for meget farve af de andre og af tiden, man er blevet anbragt i. Vi lever alle med en risiko for at ære vores egne minder for lidt, og konsekvensen af det er større, end vi måske tror.

Af og til overvejer jeg, om det mon gælder mange mennesker eller kun de få. Jeg tænker på dette at føle, at man står i modsætning til sin samtid og ikke rigtigt synes, at man hører til i den. Jeg har levet med denne fornemmelse stort set lige så længe, jeg kan huske, og det er tilmed mit indtryk, at den tager til med alderen. Muligvis ville den være opstået, uanset hvilken tid jeg var blevet født i, fordi det er så svært at forstå sin egen periode, men sikkert er det, at følelsen af undren ofte ved endnu et års afslutning, når vi gør status, mærkes i ekstra grad. Er det mon mange eller kun de få, der føler sig mærkeligt placeret i verden? Jeg ved det ikke, men aner at det under alle omstændigheder i denne tid opfattes som ret prisværdigt at se sig selv som noget særskilt. På sin vis er det godt ikke blot at lade sig forme af tiden og dens normer, men samtidig er det temmelig uheldigt ikke at ville underlægge sig noget fælles, da man på den måde kan misforstå noget vigtigt.

Jeg tror, at der findes to overordnede retninger, som et menneske kan bevæge sig i. Måske uden selv at vide det. Enten føler man sig mere og mere forankret i verden, som om man hver dag kommer dybere ind i tilværelsen, eller også begynder man et sted midt i livet at mærke en snigende fornemmelse af, at tiden rinder ud, længe før det burde føles sådan. Der er ikke nødvendigvis tale om en dramatisk erfaring af livslede eller opgivenhed, men blot en voksende undren over, hvad alt dette egentlig handler om, når det jo alligevel ender med at slutte. Jeg ved godt, at det ikke er den mest glædesfyldte indledning på en prædiken julenat, men jeg lover, at det kommer til at give mening. For julebudskabet er netop givet til os, fordi det ikke blot er nemt at leve, og jo mere man erkender modsigelsen ved det, desto mere kan man overmandes af glæde over alt det, der følger af, at Jesus blev født i verden. Det handler som sagt om to retninger. Den, der fører dybere ind i livet og den, der på umærkelig vis synes at lede én for tidligt ud af det, og meget står og falder naturligvis med, at man undgår at følge denne sidste vej.

Det er en særlig mekanisme, der går i gang. Den er svær til fulde at gennemskue, men indimellem er det, som om der omkring et bestemt menneske opstår en så stærk og følelsesladet bevægelse, at man næsten skulle tro, at det var styret af højere kræfter. Alle taler pludselig om denne person, og ordene, der strømmer fra ham – det er som oftest mænd – tillægges så megen vægt, at mange synes at antage, at de rummer betydelig sandhed. I hvert fald noget så smukt og opbyggeligt, at man bør tage det til sig. Der indtræffer en følelse af harmoni og forjættende lederskab – som beriges man med et blik ind i fremtiden, hvor vi vil forstå mere angående, hvem vi er, og hvordan vi skal leve sammen. Denne person, der typisk kan være en lidt filosofisk type, der skriver bøger og holder foredrag, en guruagtig skikkelse eller måske en landstræner – enhver, der pludselig får hul igennem – bidrager til den euforiske stemning. Lige indtil, altså, at mekanismen måske atter går i stå. Vi kender turen og skal hver gang tage ved lære.

Jeg ved ikke præcis, hvornår det begynder, men mon ikke det sætter ind omkring tidspunktet, hvor man for alvor som et voksent menneske indser, at tiden på jorden er begrænset. Nok vidste man det før med sin fornuft, men med ungdommens drømmende forstand troede man ikke helt på det. Efterhånden står det dog klart, at den er god nok, livet stopper en dag, og man begynder at spekulere over, om man er nok på højde med det hele. Hvad jeg mener med at ”være på højde” skulle gerne snart fremgå, for jeg tror, at en stor del af vores selvopfattelse handler om præcis dette. Hvilket sikkert også skyldes, at vi inderst inde godt ved, at der venter en form for afgørelse, hvor det vil blive synligt, i hvor høj grad vi formåede at komme på højde, mens tid var. Derfor rammes man nemt af en følelse af stadig at mangle at forstå og erkende noget meget vigtigt i livet nu – men også når man måske engang på en måde, man ikke tidligere troede var mulig, vil få en chance til.

På den ene side kan jeg godt lide følelsen, og på den anden side skræmmer den mig. Jeg tænker på øjeblikket, hvor man står over for et barn, der har hårdt brug for at blive trøstet og passet på, og man overmandes af trang til at skåne dette lille menneske for alt ondt. Tænk, at være den, der hjælper et barn til at kunne nære ubetinget tillid til verden. Følelsen er forførende, men også skræmmende, idet jeg ved, at hvis jeg virkelig tager opgaven på mig, kan det resultere i noget, der er uden ende. Et ansvar, der er uden ende, for medlidenhedsfølelsen rummer stærke kræfter. Både angående ens indflydelse på en andens liv og angående den intense følelse af at ville det bedste, der tager bolig i én selv. Er det virkelig mig, der rummer så meget godt? Og skal man glæde sig over det? Både ja og nej. Man skal være forsigtig her, for følelsen af medlidenhed er ikke blot smuk. Den kan også være i færd med at lede én ud på et frygteligt vildspor.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke præcist formulere, hvordan det begyndte. Jeg erindrer ikke en bestemt dag eller begivenhed, der fik mig til at erkende, at jeg tror på Gud, men jeg kan til gengæld prøve at beskrive fornemmelsen af gradvist at bevæge mig i retning af at tro på Gud. Den udvikling er dybt involveret i tidens gang, tankerne, der gror, indsigten i egen afmagt, og forundringen over mere og mere at føle sig omsluttet af en vilje, der ikke er min egen. Det har ført til, at jeg føler mig mindre alene, end jeg gjorde engang – altså, alene om at stå overfor de store spørgsmål om fremtid og ensomhed og håbet om lykke. Og også, naturligvis, tanken om døden, der jo rykker tættere på, og ikke blot forekommer mig nærmere, men også mere uvirkelig, fordi troen på, at der findes en evighed, har slået så meget rod, at den snart fylder lige så meget som sorgen over, at jeg skal herfra. Troen på Gud kan med tiden komme til helt at gennemtrænge et menneskes tilværelse, men hvordan det hele begynder er svært at sætte ord på. Dog vil jeg prøve at gøre det alligevel.

Af og til tænker jeg tilbage på et særligt øjeblik i mit liv. Eller rettere, nogle særlige dage, hvor jeg indså, at hvis jeg ikke sagde noget meget direkte til et bestemt menneske, kunne det få konsekvenser for os begge to. Jeg anede, at vi var i færd med at bevæge os i to forskellige retninger, og hvis jeg ønskede at beholde hende, skulle jeg sige noget, uanset hvor ubehageligt det måtte blive. Det gjorde jeg ikke, og herfra udviklede meget sig, som jeg havde frygtet. Vi gik hver sin vej, og på sin vis blev mit indre i denne periode bragt i oprør af en slags fortrydelse, fordi jeg vidste, at jeg burde have sagt noget. Mange kan sikkert fæstne tråde til en tid eller et øjeblik, hvor man kunne have gjort noget anderledes, men lod være. Det handler om manglende mod til at sige det ubekvemme og måske også tvivl om, hvorvidt man virkelig ønsker bevægelse eller egentlig er mest stemt for at blive i sit eget trygge hjørne, hvor ikke ret meget siges højt. Det er aldrig for sent – sådan lyder en populær talemåde, men jeg er slet ikke sikker på, at den er rigtig. Lad os prøve at finde ud af det.

Noget af det, jeg jævnligt angrer i mit liv er, når jeg i for høj grad har tilladt mig selv ikke at tro på fremtiden. Min dårlige samvittighed skyldes mindst to ting. For det første lærer man efterhånden, at der er noget selvforstærkende ved at tænke så negativt om det kommende, og for det andet aner jeg, at jeg simpelthen ikke har lov til det. Naturligvis er det uundgåeligt ind imellem at tvivle på eller ligefrem frygte fremtiden, da vi er udstyret med denne overvældende evne til at forestille os, hvad der vil ske, hvilket både er en velsignelse og en forbandelse. Hvorfor det er en velsignelse, vender jeg tilbage til, for da jeg var ung, så jeg det mest som en forbandelse. Så bekymret var jeg over alt den potentielle lidelse, der ventede forude, at jeg en overgang besluttede mig til aldrig at få børn. Det forekom mig ganske enkelt mest humant at skåne andre for at havne i den store utryghed, og spørgsmålet er, hvordan den tanke udvikler sig i takt med, at man bliver ældre, alt imens også verden omkring én forandrer sig. Ligesom spørgsmålet er, om der mon er noget utilgiveligt ved ikke at tro på fremtiden.

Det er mange år siden, at tanken faldt mig ind første gang, og siden har jeg spekuleret meget over, hvad det gør ved os at leve i en følelsesbåret popkultur. Altså, en kultur, hvor vi er omgivet af distraktion, højt tempo, tilkendegivelser om alt mellem himmel og jord og en forventning om, at enhver med alle sine talenter kan blive til noget særligt. Helt fra jeg var lille, har jeg mærket mentaliteten omkring mig, og jeg ville også så gerne skille mig ud og gøre indtryk. Jeg ville for alt i verden ikke være almindelig, og det kan tage mange år at komme sig over den idé. Hvis man nogensinde kommer sig. Vi er alle mere eller mindre formet af dette virvar af forestillinger om at være oppe i hastighed og ikke gå glip af noget – så meget, at det kan blive svært at fastholde en sammenhængende tanke. Vi er i disse år i færd med for alvor at opdage, hvor vanskeligt det er at leve i denne følelsesbårne popkultur, og jeg vil gerne gøre mit til, at vi forstår, hvad vi påvirkes af, hvordan det forstyrrer tænkeevnen, og at det også kan bevirke, at vi kan have svært ved at tro på Gud.

Ret tidligt i livet mærkede jeg lettelse over en bestemt ting. Nemlig over, at mennesket har en hemmelig verden indeni, som ingen kender. Ligesom alle andre indså jeg nemlig, at der kan være en vis uoverensstemmelse mellem det, man gør og nogle af de tanker bag ens handlinger, som man nødigt vil have, at andre kender til. Jeg har længe vidst, at jeg ikke altid er helt så oprigtig, som andre måske antager, for en del af min tankeverden kan være temmelig meget knyttet til mine egne interesser. Som da jeg engang kom klassens mobbeoffer til undsætning og fik ret meget anerkendelse, mens en del af sandheden var, at jeg ved min tilsyneladende barmhjertige indgriben håbede at gøre indtryk på én af drengene. Set udefra var det en smuk handling, men set indefra var det samtidig alt muligt andet, og sådan er det garanteret ofte. Vore handlinger kan bygge på en kombination af god vilje og lyst til at blive bemærket og måske også af og til forestillingen om, hvordan man bedst øger chancen for, at andre vil gøre noget godt for én selv. Det er sjældent entydigt.

Det er muligt, at man kan bevæge sig gennem hele livet uden at opdage det. Det er muligt, at man aldrig rigtig får et svar på, hvor meget styrke, man i virkeligheden har. Nogen vil nemlig mene, at det kræver, at man oplever noget decideret dramatisk i sin tilværelse. Selv har jeg hverken prøvet at blive overfaldet, befinde mig i en krig eller stå over for en mand, der pludselig begynder at skyde på folk omkring sig. Dermed minder jeg utvivlsomt om mange andre i dette land, hvor vi lever i ret stor tryghed, og hvis det er sandt, at man skal opleve noget meget farefuldt for at erfare sin egen styrke, må man umiddelbart konkludere, at man ret nemt her kan gennemføre et helt liv uden at opdage, hvad man ville kunne holde til. Måske er dette en del af forklaringen på, at vi taler så meget om svaghed og sårbarhed og alt det, der truer. Måske er det derfor, vi har det med at overdyrke dramaet, og spørgsmålet er, om vi i denne periode er i færd med at gøre mennesket svagere, end det faktisk er.

Jeg må desværre erkende, at der gik en del år, før jeg forstod det. Når sandheden skal frem gennemlevede jeg hele min gymnasietid, plus et par år mere, uden at fatte, at det er vigtigt at vide noget. Jeg skammer mig stadig lidt over det, for ikke blot bidrog jeg til at spilde lærernes tid og trække det samlede niveau ned, som man jo gør, når man ikke er åndeligt til stede. Jeg har nok også udviklet mig noget mere trægt, end jeg behøvede, fordi jeg så længe ikke ønskede at vide nok. Det er for eksempel vigtigt at kende til historien forstå, hvordan menneskeheden gradvist har opnået indsigt angående lyset, tyngdeloven, månen, planeterne, havets dybde og den runde jord. Og også indsigt i hvordan vi kan kurere sygdomme og lave reagensglasbørn og opleve at blive syg i sjælen, uden at nogen kan se det. Vi har i dag stor viden, og derfor kan vi også nu for alvor begynde at indse, at der findes en grænse for, hvad mennesket kan vide. Vi kan sande, at hvis vi bliver for griske i vores forhold til viden, kan vi komme til at mangle forståelse for dens begrænsning. Og en anden måde at begribe livet på.

Jeg har forsøgt det mange gange, og nu forsøger jeg igen. Skønt det ér svært. Det er svært at beskrive, hvad det helt nøjagtigt vil sige at elske sit land, for følelsen er så nært forbundet med ens identitet, at man hurtigt bare mest beskriver, hvem man er, og hvad man godt kan lide. Jeg kan godt lide at spadsere ned af Frederiksberg Allé og vide, at stort set alle omkring mig har et forhold til sproget, til Mads Skjern og dronningen og H. C. Andersens eventyr, til Grundloven og til Vesterhavet og fornemmelsen af aldrig at vide, hvordan vejret bliver i morgen. Jeg kan godt lide at føle mig omgivet af mennesker, jeg har meget til fælles med, og jeg kan lide at køre i tog gennem Jylland og se på stationsbyerne, køer på græs og forblæste markskel og frydes over, at mine rødder findes her. Jeg kan bare godt lide at være her, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver træt af det, for jeg har efterhånden indset betydningen af at elske sit land. Det betyder ikke, at jeg særligt formfuldendt kan forklare, hvordan det føles, men jeg kan af hele mit hjerte hævde, at det er vigtigt. Og at det også har at gøre med forholdet til Gud.

Det er nok blevet en vane for de fleste af os. Uden at tænke nærmere over det, vil mange sandsynligvis erklære sig som frisindede mennesker, der formår at rumme andre med passende tolerance i forhold til forskellighed og uenighed. Frisindet opfattes vist her som lidt af en dansk specialitet, og skal man tolke ordets indhold, må det blive noget i stil med altid at være positiv og imødekommende overfor enhver. Slår man ordet op, forbindes det med dette at være fordomsfri og afholde sig fra på forhånd at afsige definitive domme, og der er bestemt noget opbyggeligt ved alt dette. Alligevel bør vi tænke lidt nøjere over, hvad den selvfølgelige opfattelse af frisind egentlig rummer, og hvad vi udtrykker, hver gang vi forsikrer, at vi ér frisindede mennesker.

Forleden hørte jeg igen én sige det. At udviklingen i vores historie helt overordnet er positiv, og at det for hver dag bliver mindre og mindre strabadserende at være et menneske. Tanken er ofte grundet i taknemmelighed for medicin, velfærd, demokrati og andet godt, men i høj grad også i troen på, at kærlighed og velvilje udgør en så stor kraft i os, at vi i det store hele følger den rette vej. En slags kærlighedens vej, kunne man kalde det. Jeg tror dog ikke, at det er helt så enkelt, hvilket ikke blot skyldes tilstedeværelsen af krige, brutalitet og en generel erfaring af strenge tider. Det skyldes især min mistanke om, at vi på vores færd gennem epokerne kan udvikle nogle store misforståelser...

Engang var det i store træk givet, at man var enten en dreng eller en pige. I hvert fald mere end i dag. Det betyder ikke, at man ikke tidligere gjorde sig mange tanker om, hvordan det var at være dreng eller pige, jeg gjorde det bestemt også, men mig og mine venner talte ikke om, at vi måske kunne være noget andet end det, vi var født som. Visse ting gav mere sig selv, og mens jeg ikke med sikkerhed ved, om det gjorde vore liv nemmere, end det måske for mange føles i dag, tror jeg, at der er noget opbyggeligt ved at leve i en verden, hvor ikke alt er til forhandling.

For en del år siden mødte jeg en mand på gaden, som de fleste nok kender. Han er gøgler, filminstruktør, kunstmaler og arbejderbarn, og vi kendte hinanden lidt, fordi vi begge var interesserede i boksning og havde mødtes til boksestævner rundt omkring. Jeg var dengang journalist, men studerede samtidig teologi, og denne dag fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være præst. Han kiggede på mig og sagde: ”Det mener du da forhåbentlig ikke!” Jo, det mente jeg absolut, og jeg har tit siden tænkt på det øjeblik og undret mig, over, at jeg faktisk blev ret påvirket af hans syn på Gud og tro, som jo intet havde med mit indre at gøre. Eller jo, det havde det nok, for vi kan godt påvirke hinanden med vores tro. Eller mangel på tro.

Forleden sagde min veninde noget, jeg siden har tænkt en del over. Hun sagde: ”Præsident Putin må være en syg mand. Det håber jeg, at han er!” Den udtalelse rummer to klassiske forestillinger i vor tid. For det første, at et menneske må fejle noget grundlæggende for at adlyde kræfter, der for mange forekommer uhyrlige og uforståelige. Og for det andet håbet om at han virkelig ér syg, for hvis dette ikke er tilfældet, er der for meget angående menneskelivet, der ikke rigtig synes at give mening. Jeg erkender, at meget ér svært at forstå. Ikke dette at en mand ønsker at gøre sit land stærkt og usårligt – denne basale drøm har til alle tider opfyldt mennesker. Hærførere såvel som alle mulige andre. Men det er svært at forstå, at man hver dag time for time formår at sætte gerninger i værk med så frygtelige omkostninger for alle dem, der mister deres hjem og drives på flugt og dør fra hinanden. Hvordan retfærdiggør man det for sig selv fra morgen til aften? Det ér svært at forstå, men at det skulle have med sygdom at gøre giver ikke blot sig selv. For menneskets trang til at sætte sin vilje igennem kan næppe forklares så simpelt.

Uanset hvor meget man ransager sin hjerne, er det svært at komme på ét bestemt udtryk for, hvad der som det første blev plantet i ens bevidsthed. Måske husker man nogle klare øjeblikke, lyden af mors stemme, der læser højt for os, grantræer, græsplæne og dette at gå gennem stuen og føle sig mere hjemme dér end noget andet sted på jorden. Ofte vil der være glimt og fornemmelser fra livets indledning, og for eksempel kan man overveje, hvilken bog man husker som den første betydningsfulde i sit liv. For mit vedkommende var det nok De 5 går på med krum hals, Brødrene Løvehjerte eller Britta og Silver på ridelejr. Noget i den stil og i hvert fald noget, der siden har fulgt mig som kun dét kan, der tidligt tog bolig i det indre. Der lægges nogle frø, der bliver ved med at spire, og mens intet måske er absolut uafvendeligt – der ér jo med årene mulighed for at lægge noget bag sig og optage nyt – så er der betydningsfulde frø derinde. For vi placerer noget i hinanden, og derudover er det vores fælles vilkår, at også Gud har placeret noget i os.

”Jeg har altid haft en stor retfærdighedssans!” Kan I høre det? Det forekommer lidt mærkeligt, når et menneske siger sådan, idet man nemt kommer til at fremstå som én, der ser sig i særlig kontakt med selve retfærdighedens inderste nerve. Det kan godt virke en lille smule selvovervurderende, selv om jeg godt ved, at det sjældent er sådan, det er ment. Snarere tror jeg, at formuleringen er blevet så udbredt, fordi vi nemt glemmer, hvor kompliceret begrebet retfærdighed i virkeligheden er, og erklæringen af egen store retfærdighedssans skal nok hovedsageligt ses som tegn på, at man er én, der mener, at alle er lige og skal nyde samme rettigheder. Og at man som et humant indstillet menneske ønsker at bidrage til, at alle har det så godt som muligt.

Danmark er åbent igen, og vi vil fra nu af se tilbage på en usædvanlig periode. I den er der blevet sagt mange ord, der på grund af situationens alvor har fået særlig status, og som giver os noget at tænke over. ”Ethvert dødsfald er en tragedie…”, ”Danmark er forandret for altid”, ”Lev med det” og mere af samme intensive skuffe. En enkelt formulering bliver dog ved med ekstra ihærdigt at forfølge mig, og den lyder sådan her: ”Håb er ikke en strategi.” Ordene stammer fra en magtfuld person i embedsværket, der ved epidemiens begyndelse ønskede at få alle til at begribe, at vi i konfrontation med den mere og mere verdensomspændende coronavirus var nødt til at gribe drastisk til handling fremfor at satse på, at det hele nok skulle gå over af sig selv.

Engang var det i store træk givet, at man var enten en dreng eller en pige. I hvert fald mere end i dag. Det betyder ikke, at man ikke tidligere gjorde sig mange tanker om, hvordan det var at være dreng eller pige, jeg gjorde det bestemt også, men mig og mine venner talte ikke om, at vi måske kunne være noget andet end det, vi var født som. Visse ting gav mere sig selv, og mens jeg ikke med sikkerhed ved, om det gjorde vore liv nemmere, end det måske for mange føles i dag, tror jeg, at der er noget opbyggeligt ved at leve i en verden, hvor ikke alt er til forhandling.

Vi er næppe alle enige om, hvor den kommer fra, men det er til gengæld sikkert, at vi alle kender til den. Følelsen af retfærdighed og forestillingen om, at den kan blive trådt under fode. Den erkendelse sidder dybt i os, hvilket er en omstændighed, der er med til at gøre det så klart, at noget adskiller mennesket fra alle de øvrige skabninger på jorden. Det er, som om tanken om retfærdighed bor i selve vores åndedræt og inderste væsen, og for eksempel hurtigt vækkes til live, når et ungt menneske pludselig dør, eller én, vi kender, oplever alvorlig modgang uden selv at være skyld i det. Mange vil i dén situation spontant udbryde, at det simpelthen ikke er retfærdigt, det er næsten, som bebrejder man automatisk en højere instans, at alt dette urimelige virkelig får lov til at ske. Det er naturligt at reagere på den måde, og man bliver aldrig færdig med at spørge sig selv, hvorfra menneskets stærke følelser angående retfærdigheden egentlig stammer.

Der er sikkert andre end mig, der har haft denne drøm. Drømmen om at flytte væk fra civilisationen, måske ud i en skov langt herfra, hvor man kan udfolde en helt anden frihed og ikke længere skal indrette sig efter de andre. Man forestiller sig måske, at man vil opleve mere lykke og harmoni, hvis man ikke hver dag er omgivet af regler og forventninger om, hvad man kan tillade sig. Jeg går ikke rundt med en masse konkrete forestillinger om alt det, jeg ville bruge en større frihed til, men jeg kan af og til fornemme den næsten klaustrofobiske følelse af at se min skæbne så nært forbundet med de andres. Og jævnligt når jeg frem til spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at være et frit menneske. Lige for tiden er dette spørgsmål særdeles centralt, for vi står i ét af de største moralske dilemmaer, jeg i min levetid har oplevet. Spørgsmålet om vaccine, naturligvis, og den store personlige frihed. Vi kommer ikke udenom det. Heller ikke på denne lidt magiske novemberdag.

Måske tænker man ikke så meget over det, men man er nærmest altid i færd med at lede efter tegn på, hvem de andre er. Hele tiden giver vi os selv til kende gennem det vi gør og siger, og af samme grund skal man være varsom med at leve alt for stille. Man risikerer at komme til at gå gennem livet uden, at ret mange lærer én at kende, og man kan vel godt se det som en slags pligt at træde frem og lade andre vide, hvad ens hjerte rummer. Det kan bestemt blive for meget med personer, der bare larmer og dominerer og meget gerne hele tiden vil bemærkes, men det kan også blive for lidt med dem, der vænner sig til ikke at bidrage til samtalen.

For et par uger siden var jeg på besøg på en højskole her i nærheden af København for at tale med eleverne om kristendom og dette at leve i en periode, hvor forholdet til Gud fylder ret lidt i vores syn på menneskelivet. Umiddelbart gik eleverne da også mere op i troen på flydende køn og en ny verdensorden i klimaets tegn, men bag alt dette findes naturligvis masser af religiøse tanker. Det var jo derfor, jeg var inviteret. Sagen er dog, at man i løbet af sin opvækst kan blive så sparsomt forsynet med inspiration angående det religiøse, at man kan føle sig tvunget til at søge en smule ud i det blå og mangle et egentlig sprog for, hvad det hele handler om.

Noget af det mest intense man kan føle er medlidenhed. Altså, at blive berørt af en andens lidelse, og man møder følelsen allerede som lille, når man ser en hund, der står bundet i frostgrader og ryster over hele kroppen, eller når en af de andre i skolen bliver forfulgt og nedgjort uden at være skyld i noget. Man forstår, at noget er helt galt og strider mod en smukkere orden, og man kan få trang til selv at prøve at genoprette den ved at komme hunden eller klassekammeraten til undsætning. Medlidenheden kalder på handling, og dét så meget at man i årevis kan blive forfulgt af mindet om det, man i et bestemt øjeblik undlod at gøre. Medlidenheden afslører nemlig, hvordan vi kan have så meget indflydelse på hinandens liv, at det kan være nærmest grusomt ikke at handle, og det er dybt ubehageligt at erkende konsekvensen af at være passiv. Det lyder anstrengende, og det er det jo også, men det er samtidig stort, for medlidenheden er vores menneskelige adelsmærke. Vi har evnen til at føle med hinanden, ligesom vi altså har friheden til at lade som ingenting.

Muligvis har vi alle en fornemmelse af, at vi bevæger os i retning af noget fuldkomment. I hvert fald kan man nemt have drømmen om det. Den rører på sig, når man forestiller sig noget smukt, der venter, hvad enten det handler om ens arbejdsliv eller familie eller friheden til at opleve alt det, man ønsker. Måske ser man for sig, hvordan man skal sidde med en kop kaffe ved Seinen i Paris og mærke fryd og fred ved endelig at være på denne plet, men det mærkelige er jo, at det langt fra er sikkert, at man opfyldes af den rene følelse, man har længtes efter. Jeg ved ikke, nøjagtig hvad det er, der står i vejen, men ofte må man bare erkende, at forventningerne overgår realiteterne. Drømmene løber i forvejen og maler verden smuk, og siden opstår virkeligheden og afslører, at vi sjældent oplever at komme i mål. Det har det med at rykke længere væk, når man tror, man nærmer sig, det hele bliver ikke fuldkomment, for der er altid et stykke mere at gå. Sådan er det også med kærligheden.

Selv om det kan lyde som et ret simpelt spørgsmål, er det faktisk ikke tilfældet. For hver gang vi spørger et menneske – hvad laver du? – er vi i færd med at fastlægge meget mere om personen, end vi måske er klar over. Typisk stiller man spørgsmålet ved et middagsselskab, hvor man skal have samtalen i gang, og når jeg hævder, at spørgsmålet ikke er simpelt, mener jeg ikke, at man skal undlade det. Slet ikke, det er uhyre vigtigt at stille, for nok er det populært at mene, at det vigtigste er blot at være et frit individ, og at ens virke ikke bør definere ens personlighed, men sagen er, at det gør det i temmelig dyb forstand. For hvad laver du, jeg vil gerne vide, hvad du har besluttet at bruge så meget af dit liv på, og hvordan det former dit sind til daglig? Der er essentielle tanker indeholdt i spørgsmålet om, hvad man laver, og man skal aldrig holde sig tilbage med at stille det. Hverken til andre eller til sig selv, for svaret er altid interessant.

Et af de mest bekvemme steder at befinde sig er på tryg afstand af begivenhederne, hvor man kan nøjes med at betragte, hvad andre gør. Det er med andre ord på tilskuerens plads, at man har det nemmest, og det er ikke uden grund, at menneskene bliver ved med at gå i teatret eller til foredrag eller for den sags skyld til fodboldandskamp. Vi vil gerne opleve noget underholdende og tankevækkende uden selv at være ansvarlig for, hvordan det falder ud, og når et samfund lukker, som vi jo har erfaret hvordan føles, er det i høj grad dét, man kan savne. At være en tilskuer, både ude i det store fælles rum og ved begivenheder af forskellig art, og vi har virkelig lært, hvad det betyder at savne andres eksistens omkring én. Dermed står det også klart, at tilskuerrollen kan blive en så stor del af ens personlighed, at der kan være tale om en ret fin balance. For hvis man i for vid udstrækning vænner sig til at være tilskuer til de andres liv, kan man måske blive til én, der ikke ofte nok tager oprigtigt del i livet. En, der måske ligefrem har det med at flygte fra det.

Når man står lige dér og mærker lykke over, at meget går, som man har drømt om, er det som om det meste giver mening. De fleste kender til det øjeblik af harmoni. Men samtidig, eller måske snarere få sekunder efter kan man ane noget andet. Det føles som et hul eller en afgrund – som en fornemmelse af en modsigelse, der venter på den anden side af alt det frydefulde. Det er, som om glæden aldrig er helt fuldendt, og mit bedste bud på en forklaring er, at eftersom glæden forbløffende hurtigt kan blive vendt til det modsatte, bærer vi på et varsel. En viden om at når man er allermest glad, er man samtidig meget skrøbelig, og derfor kan et menneske, der beruses af lykke, nemt komme til at ligne én, der overspiller rollen. Man vil have det hele med, for man ved ikke, hvornår et lignende øjeblik atter opstår. Vi har nogle ret faste idéer om, hvordan lykke og medgang bør føles, men sagen er, at vi burde vide bedre. Det kommer vi også til.

For ti år siden udgav jeg en bog om den i mine øjne lidt mangelfulde bevidsthed om Ånd blandt danskerne. Den åndløse dansker kaldte jeg bogen, hvilket førte til, at jeg blev ringet op af ham, der virkelig var en imponerende ildsjæl, nemlig den netop afdøde Johannes Møllehave. Han var i hopla den dag og gav mig en gevaldig skideballe, fordi han mente, at den bogtitel var helt meningsløs, idet – som han sagde – alle mennesker er Ånd. Også enhver dansker. Ingen er med andre ord åndløse, og jeg havde virkelig misforstået noget, mente Møllehave.

Når man taler meget, begår man af og til fejl. Én af de udtalelser, jeg tænker tilbage på med ærgrelse, faldt for nogle år siden i en samtale, hvor jeg fik sagt noget i stil med, at jeg ind imellem ville jeg ønske, at jeg ikke troede på Gud. Det stod at læse i avisen, hvilket ikke gjorde sagen bedre, men jeg ved godt, hvorfor jeg sagde det.

I har sikkert bemærket en lille besked, der i de seneste måneder er dukket op rundt omkring. Den har optrådt på gaden, på skilte, ved busstoppesteder, og nogle børn har gjort det til en mission at skrive ordene alle mulige steder. De lyder helt simpelt sådan her: ”Det bliver godt igen!” Det synes måske ikke af så meget, men det er nogle ret bemærkelsesværdige ord, der kan have stor effekt, og jeg husker, at en tidligere statsminister fortalte, hvordan hun sagde netop disse ord til sig selv, når hun mærkede ekstra modgang. Jeg bruger dem selv, de trøster og virker faktisk, og når de for tiden optræder så mange steder, skyldes det naturligvis den lange pandemi og længslen efter mere frihed til at leve, som man gerne vil og mærke mindre bekymring for, om livet mon igen vil blive som før. Midt i alt denne uvished er det klogt ind imellem at sige til sig selv, at: ”Det bliver godt igen!” Og det virker som sagt, ordene trøster. Hvis man altså tror på dem.

Når man sidder over for et meget ulykkeligt menneske, bliver man berørt. Man kan hurtigt blive overmandet af trang til at ændre grundlæggende ved tingene for at sørge for, at dette menneske aldrig igen skal opleve så megen modløshed. Hvad end det handler om sygdom, sjælens fortvivlelse eller et brændende ønske at om ikke at blive sendt ud af det land, man i nogle år har boet i og virkelig ikke vil forlade. Det er den spontane medfølelse, der melder sig, og hvis ikke dén eksisterede i os, ville menneskelivet udgøre en endnu mere barsk affære. Vi kan føle både pligt og lyst til at gribe ind og lindre smerte, og jo tættere man kommer på den enkelte, der er i nød, desto mere oplagt kan det synes, at hvis blot vi alle sammen tog nogle smukkere beslutninger, ville verden være et bedre sted. For så ville mere retfærdighed ske fyldest, og meget har at gøre med netop synet på retfærdigheden. Den, som vi altid kredser om, og den, som vi så nemt farer vild i.

Mange stiller sig sikkert for tiden det samme spørgsmål. Bliver Danmark nogensinde det samme sted som før? Vil vi en dag efter denne epidemi konstatere, at det hele atter minder om sig selv? Umiddelbart vil jeg svare ja – Danmark bliver igen som før, for selv om en række forretninger desværre er lukket, og dødsfald er sket, og skoleelever har fået deres hverdag amputeret, vil Danmark – vores land – være det samme. En gammel stærk nation består gennem både sygdomme og andre kriser, for det er den gennem generationer blevet rustet til at kunne, og mere relevant er det nok at spørge, om man selv vil være den samme som før. For siden sidste påske, hvor vi indså sagens omfang, er vi som sjældent før blevet konfronteret med alvor, som man gør, når meget bliver stille, og man mærker tiden og ser sin egen livsbane ligge foran sig og måske endda aner sin egen afslutning. Og uanset om man føler frygt, bekymring eller måske lidt lammelse, kan man her forstå, at der er brug for handlekraft. Ikke forstået som dette at præstere noget stort, men som dette at have modet til at følge sin bane gennem livet.

Et af problemerne ved at skrive dagbog er, at man nemt narrer sig selv. Ikke blot fordi man kan risikere at fremstille sin egen person overdrevent flatterende eller omtale andre med for megen billig dømmesyge, men også fordi man nemt kommer til at beskrive sit liv, som om det rummer en bestemt orden, der skridt for skridt folder sig ud. Man kan længes så meget efter dybere sammenhænge, at man ser dem uden, at de måske for alvor findes – som når mødet med et andet menneske forekommer helt skæbnebestemt, eller en bestemt hændelse angiver en ny retning. Man kan, når man senere læser sin dagbog, ane hvordan længslen efter en orden løber som en rød tråd gennem teksten ved udtryk som – nå, nu forstår jeg det, nu kender jeg omsider mig selv. Men afklaringen varer kun, indtil næste øjeblik, hvor man alligevel ikke forstår det hele, for der findes ingen større orden i ens liv. Der findes kun fremadskridende tid og erkendelse af, at man lever i splid med sig selv. Den splid skal vi snart blive klogere på.

Et af problemerne ved at skrive dagbog er, at man nemt narrer sig selv. Ikke blot fordi man kan risikere at fremstille sin egen person overdrevent flatterende eller omtale andre med for megen billig dømmesyge, men også fordi man nemt kommer til at beskrive sit liv, som om det rummer en bestemt orden, der skridt for skridt folder sig ud. Man kan længes så meget efter dybere sammenhænge, at man ser dem uden, at de måske for alvor findes – som når mødet med et andet menneske forekommer helt skæbnebestemt, eller en bestemt hændelse angiver en ny retning. Man kan, når man senere læser sin dagbog, ane hvordan længslen efter en orden løber som en rød tråd gennem teksten ved udtryk som – nå, nu forstår jeg det, nu kender jeg omsider mig selv. Men afklaringen varer kun, indtil næste øjeblik, hvor man alligevel ikke forstår det hele, for der findes ingen større orden i ens liv. Der findes kun fremadskridende tid og erkendelse af, at man lever i splid med sig selv. Den splid skal vi snart blive klogere på.

Hver eneste dag lægges der endnu et lag til ens personlighed. Ikke blot på grund af de konkrete ting, man oplever, men også gennem alt det mere usynlige, der omgiver os. Vi formes af meget mere, end vi sikkert er klar over, og mange af de forestillinger, som vi måske tror stammer fra vort eget indre, kommer nok i virkeligheden til os gennem tidens mentalitet. For eksempel kan man i denne del af verden oparbejde en så selvfølgelig tro på, hvad rettighed betyder, at det næsten føles som noget naturgivent. Idéen om retfærdighed og lighed har i bred forstand fået en temmelig stor plads i bevidstheden, for de fleste af os er vokset op med det som en del af det fælles arvegods, og den slags har det med at sætte sig fast. Derfor må vi spørge, hvad det mon gør ved os at kredse så intensivt om dette at have ret til noget som en tilstand, der nærmest giver sig selv.

Det kom næppe bag på mange, at årets ord blev ordet samfundssind. Det har længe ligget i luften, at den ville ende dér, da sygdomsepidemien jo har understreget betydningen af at se ud over egne behov. Jeg er ikke umiddelbart så begejstret for årets ord. Det har over sig et strejf af sovjet-russisk ensretning og kan få én til at føle sig som borger i et lidt goldt univers med systemet som guddom. Men lad os bruge anledningen til at spekulere over, hvordan man egentlig selv forstår begrebet samfundssind.

I hele mit voksne liv har dagene i december føltes som en nedtælling. Ikke så meget til juleaften, men til en forstærket konfrontation med mig selv, og sådan tror jeg, at mange har det. Året er snart slut, man gør sig tanker om, hvad det rummede og spørger sig selv, om man har stået stille og mærket en vis tomhed, eller om man har erobret noget nyt. På grund af alle de tanker er der noget lidt skæbnesvangert ved december, og endnu mere i år. Vi har levet usædvanligt stille og mere både indelukket og indadvendt end normalt og med ny bevidsthed om, at ydre og selvrådende kræfter har været og stadig er bestemmende for, hvad vi kan gøre. Og muligvis også for hvem vi mener, at vi er. Ved juletid opfordres man til at besvare de store spørgsmål én gang til, og denne gang er vi alle sammen på meget direkte vis blevet spurgt. Har vi bevæget os for lidt eller taget gode skridt fremad? Fremad mod hvad? Det skal vi finde ud af, for nu er det omsider efter dette mærkelige år blevet jul.

Det sker jævnligt, at folk spørger mig, om jeg tror på, at der her i landet kan ske en vækkelse. Altså, en slags overordnet besindelse, hvor en stor del af befolkningen samtidig indser, at noget mangler eller er stivnet indeni, og hvor man skubbes i retning af den kristne tro og måske ligefrem begynder at gå i kirke. Man ved jo aldrig, men jeg tvivler, for mens jeg bestemt tror på, at mange gør sig tanker om troen og oplever, at noget i det indre trænger til at bevæges, har jeg svært ved at forestille mig en samlet besindelse. Det gør heller ikke noget, for store bevægelser kan ofte rumme for meget medløb, og jeg vil hellere tale om det, der kan ske i et enkelt menneske. Jeg vil hellere tale om, hvad det betyder, at enhver står et sted mellem fortabelse og forløsning.

Nogen vil sikkert hævde, at det ikke kommer bag på dem. Det har længe ligget i luften, at modsætningerne kunne blive så intense, at noget gruopvækkende ville ende med at ske, og det sker. Folk bliver dræbt, lande terroriseres, og det er, som om vi er trådt ind i en fase, hvor man skal være meget stædig for ikke at sande, at noget farligt er på færde, der vil komme til at påvirke vore liv i meget lang tid. Længe har det været sådan, at islamistiske angreb i diverse storbyer har fået statsledere til at understrege, at vi skal stå fast på vores værdier og ikke vige, og mens folk har tændt lys og lagt bamser og kærlige breve på gerningsstederne, er en frustration gradvist taget til, eftersom det står mere og mere klart, at bamser og højstemte taler ikke for alvor gør hverken fra eller til.