I løbet af min tilværelse er der sket fornyelse. Ligesom jeg tror, at der for mange andre kan indtræffe fornyelse af stor betydning. Flere gange. Jeg taler ikke om en synlig forandring, livets rammer forbliver som oftest nogenlunde de samme, men i det indre ved man bare, at man er trådt ind i noget mere forankrende og forpligtende. Og måske endda saliggørende. Typisk sker det nok første gang i ungdommen, men fornyelsen kan blive ved med at overmande, og spørgsmålet er, i hvor høj grad man opdager det. Og ikke mindst hvordan man fortolker denne følelse af at blive sat i tilværelsen på en dybere måde. Jeg har en lille teori om, at der for tiden foregår en form for fornyelse, som mange mærker, og det er usædvanligt, når det får form af en slags kollektiv erkendelse. Der er virkelig grund til at forsøge at forstå, hvad der i denne tid er på færde.

Med sine ord i dag tager Jesus afsked med disciplene, fordi han skal tilbage til ham, der sendte ham hertil. Det er umiddelbart frygteligt nyt for dem, der er blevet afhængige af hans helt særlige tilstedeværelse, og man forstår, at deres hjerter fyldes med sorg, som Jesus selv bemærker. Men straks får han understreget, at det er bedst sådan. For hvis han ikke går bort, vil menneskene ikke erfare den store fornyelse og blive fortrolige med sandhedens Ånd, her kaldet Talsmanden. Det nye er på vej gennem indvielsen i, hvad der menes med synd, retfærdighed og dom – og dermed hvordan vi skal være i verden. Dette kan først blive klarere, når Jesus, der har vendt op og ned på så meget og skabt forundring overalt, igen lader menneskene være her på jorden selv. Han bliver nødt til at flytte sig, så hans mægtige skikkelse ikke skygger for alt det nye, der er sket. Og skal blive ved med at ske.

Det er som sagt min fornemmelse, at mange mærker noget nyt. Ikke mindst kommer det til udtryk gennem nogle ret markante udtalelser – også fra magtfulde personer – om kristendommens betydning. Den skal fylde mere, siges det, og vi skal slås for den. Nogen finder det kritisabelt at nævne kampen for kristne værdier som en opgave – også helt bogstaveligt for soldater i krig – og det har vakt en del opsigt, at kirkeministeren har sagt disse ord: ”Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også

kristendommen.” Jeg forstår godt, at man studser lidt, det er uvant tale her til lands, men mest hører jeg nu her tegn på en spirende indsigt i, at der er andet på spil i verden end de sekulære værdier, vi kan begribe med forstanden. For mens demokrati og ytringsfrihed er uhyre vigtigt, kan det ikke lignes med en dybere åndelig virkelighed grundet i en sandhedens kilde udenfor os selv. Under alle omstændigheder begynder vi at forstå, at det er svært i længden at blive næret gennem troen på demokrati og velfærd, og mens det ganske rigtigt er risikabelt for direkte at forbinde religion med krigsførsel, må man gerne understrege, at kampen også er eksistentiel. Og når behovet for den indre oprustning ikke længere lader sig skjule, er det simpelthen talen om kristendom, der som det første falder mange mennesker ind. Fordi den ikke kan adskilles fra vores opfattelse af samfundet.

For nylig udkom en bog af Hans Nørkjær Franch om forfatter Karl Ove Knausgårds syn på kristendommen, Knausgårds blik, hedder den. Knausgård er en stor forfatter og samtidig indbegrebet af det moderne menneske, der inderligt længes efter troen og åndskraften, men ikke kan gribe det. Han repræsenterer en tilstand, hvor ”himlen er lukket, og englene er blevet til måger”, som der står, og han drømmer om at leve i en anden tid, hvor han, som han skriver: ”… kunne have knælet, foldet hænderne og rettet bønner og klager mod Gud, vor Herre, men jeg levede i den forkerte tid, for når jeg så op på himlen, så jeg kun et mægtigt, tomt rum. Og når jeg så mig omkring, så jeg et samfund som vi helt og holdent havde indrettet med det formål at dysse os i søvn, få os til at tænke på noget andet, underholde os. Det bekvemme og det behagelige, det bløde og det varme og gode, det var det, vi ville have, og det var det vi fik.” Jeg forstår ham, og jeg forstår ham slet ikke. Jeg forstår hans bekymring for de store mængder søvndyssende adspredelse og den magelige vedtagelse af menneskets egen godhed, der har forført generationer til at tro, at vi ikke har brug for Guds tilgivelse. Men jeg forstår ikke, at man så ubetinget kan føle sig formet af den moderne epoke, at man tror, at himlen er tom, mens noget for evigt har lukket sig over ens hoved. Og at man helt skulle have mistet forestillingen om også midt i alt dette moderne at være en skabning, der er uafhængig af perioden, man lever i. At have en kerne indeni, der ikke kan krænkes af tiden.

Det er dén kerne, Talsmanden, Helligånden vidner om. Talsmanden lærer os at sanse og forstå, at intet menneske lever i den forkerte tid, for vi lever jo i Sønnens og Helligåndens tid – i kristendommens tid, hvor vi får ny indsigt i synd,

retfærdighed og dom. Synden – at vi har så svært ved at tro på Gud, skønt vi er skabt til at kunne det, retfærdigheden – at Jesus måtte ofre sig selv for at råde bod på alt det, vi i vores selviskhed ikke formår at give hinanden, og dom – at dommen én gang for alle ér fældet over denne verdens ondskab, idet Jesus med sin opstandelse tog magten fra den. Verden er stadig fyldt med ondskab, ja, og når vi begynder at længes efter åndelig oprustning og tale om kristendom, tyder det på, at vi efter en lang epoke med ensidig verdslig tænkning er i færd med at blive kvalt i bevidstheden om det. Verdens ondskab. Så tyder det på, at vi som knausgårdske slaver i for høj grad har ladet os spærre inde i vores egen samtid, alt imens verdens fyrste – Jesu modstander, det onde selv, livets fjende – har fået alt for stor magt. Så vokser håbløsheden, præcis som verdens fyrste ønsker, at den skal, så mister vi troen på fremtiden og vil ikke sætte børn i verden, så kredser vi om mistrivsel og diagnoser, så dyrker vi afmagten, og så er det på tide at ruste sig og tage kampen op. Og det kan vi især af én grund. Det kan vi, fordi Jesus var her på jorden og efter endt gerning overdrog os Ånden som formidler af de øjeblikke af indre fornyelse, hvor man pludselig mærker lettelse, lykke og dyb samhørighed med livet selv. Man mærker en demonstrativ modsigelse af afmagt.

En stor fornyelse i mit liv opstod i mødet med Søren Kierkegaard. Jeg var i tyverne og sad med Kierkegaards opbyggelige taler og indså i en blanding af alvor og lettelse, at jeg som alle andre er et syndigt menneske med behov for Guds frelse. Det var så befriende at blive genkendt, så jeg ikke længere skulle føle mig alene om at være fejlbarlig og temmelig dårlig til at leve. Fornyelsen findes i genkendelsen, og Kierkegaards formuleringer var som små åbenbaringer – for eksempel ordene om gennem sine sorger og skuffelser i livet at nå frem til følelsen af at være ”en stille Aands uforkrænkelige Væsen”. Ordene er inspireret af Jakobsbrevet, som vi hørte lidt fra før, hvor det siges, at alle gode og fuldkomne gaver kommer ovenfra, og ifølge Kierkegaard er det netop i tabet og modløsheden, at man kan sanse styrken, der kommer udefra ganske uafhængigt af, hvad jeg kan og er. Det er Guds vilje til liv, vi sanser, hans evige modsvar i den faldne verden, og enhver kan sanse det i de øjeblikke, som jeg ofte kalder livskraftens øjeblik for at inddrage alle i samtalen. Og tro det eller ej – selv en så desillusioneret mand som Karl Ove Knausgård, kender det og omtaler øjeblikket som den ”verdensfølelse”, der af og til rammer, og som han beskriver sådan her: ”Når jeg ser det, er jeg pludselig der med hele mig, jeg bliver opmærksom på min

egen eksistens, men ikke kun det, også mit eget jeg, i et kort øjeblik fylder det mig helt (…) jeg står midt i verden.”

Jeg forstår ham, og jeg forstår ham slet ikke. Jeg forstår til fulde det overrumplende ved med ét at se sit eget jeg så forunderligt klart, men jeg forstår ikke, at man samtidig føler sig så lammet af moderne tid, at man ikke kan forbinde et sådant øjeblik med Guds Ånd. Skønt man som Knausgård faktisk ønsker det. For hvad skulle det ellers være, havde jeg nær sagt. Øjeblikket, hvor man er uden alder, og for en stund ganske ubevidst om, at man skal dø engang, og hvor man føler sig – ja evig. Det lyder unægtelig som Helligåndens værk, og når så mange i denne tid fra høj til lav og fra træt komiker til angrende marxister taler om kristen oprustning, kan det næsten kun tolkes som længsel efter atter at få himlen åbnet og sit eget indre fornyet. Og helt bemærkelsesværdigt er det, at den længsel også kan have folkelig karakter, når man i fællesskab får brug for på sit eget modersmål at blive mindet om alt det, vi trænger til. Folkeånden rummer sin egen længsel, det ved vi fra Grundtvig, og muligvis begynder vi igen at forstå, at kærlighedens og sandhedens Ånd er nødvendig at mærke for ikke at blive kvalt i tidens nådesløse rationalisme og accelererende kraft. Også folkeånden kan blive fornyet, når vi hver især erfarer at være en stille Aands uforkrænkelige væsen, der på den ene side kan elske livet på jorden, trods dets mørke kræfter, og på den anden side kan føle sig forbundet med noget større end det. Når vi omsider igen begynder at tale om alt dette, er der virkelig grund til at glædes fremfor at komme med snusfornuftige advarsler mod for direkte tale om kristendom. Det er så akademisk dræbende, og alt for længe har alt for få vovet at nævne det kristne overhovedet.

Det er det bedste for os, at Jesus gik bort, så vi kan forstå, at mens Guds Søn hører til i Himlen, hører vi til her. Så længe livet varer, og mens Talsmanden, Helligånden hver dag lærer os, at fornyelse findes. Dens intense øjeblikke bliver siddende i os som vidnesbyrd om, at vi er de uforkrænkelige væsener, der kan tro på Jesu opstandelse fra de døde. Og når vi ser op i himlen, er den ikke tom og lukket, englene er ikke blevet til måger, og den er stadig fyldt med løfter om hans sejr over alt ondt. Og om evighedens frelse. På ny begynder vi at erkende, at det virkelig var bedst for os, at han gik bort, for kun sådan kan vi forstå, at vi tilhører mere end denne verden. At vi allerede tilhører ham, og at vi skal være hos ham igen. Amen.