Jeg var ikke selv født, da det for alvor tog fart, men jeg har siden forstået en del af, hvad det handler om. Og vi skal blive ved med at forsøge at forstå, hvad der skete, da man med ny intensitet i 1960`erne begyndte at tale om, at mennesket skulle frigøre sig fra sine omgivelser og stræbe efter at realisere sin egen personlighed. Jeg husker, hvordan det i folkeskolen i begyndelsen af 1970`erne fyldte meget, at vi skulle udfolde os hver især, og siden har tankegangen manifesteret sig som en slags moderne sandhed, der er blevet til en forventning om, at enhver i vid udstrækning former sin egen virkelighed og ikke overtager det, der gik forud. Jeg ved ikke, om de, der i 1960`erne og 1970`erne så målrettet dyrkede tankegangen, havde forestillet sig, at det hele kunne medføre noget mindre heldigt, men man kan konstatere, at den megen tale om at være et individ, der er hævet over tradition og historie og baner sin egen unikke vej gennem livet, er i færd med at afsløre sin vrangside. I hvert fald forekommer det mig, at de seneste 50 år med dansk folkeskoleopdragelse og stor tro på individuel frisættelse har bidraget til, at vi kan miste en del af forbindelsen med hinanden. Intentionen var utvivlsomt den modsatte, men det går jo ikke altid, som forkyndelsen lyder.

Det gør det til gengæld ofte herinde, hvor der i dag er noget særligt på spil, idet teksten handler om, hvordan Jesus nærmer sig Jerusalem. I dag på fastelavns søndag, hvor vi indleder fasten som en tid til besindelse. Ved byen Jeriko møder Jesus en blind mand, der beder om at blive i stand til at se, og Jesus forbarmer sig og gør manden rask med ordene: Bliv seende. Vi skal huske de ord, for de gælder os alle sammen. Bliv seende. Herefter fortsætter rejsen til Jerusalem, og alle, der kan blive vidne til det optrin, der venter her, inklusive disciplene, der har så svært ved at begribe tingene, selv når Jesus udlægger det for dem – alle trænger til at blive mere seende, og helbredelsen af den blinde mand er en begivenhed, der forbereder enhver på det, der skal ske. Nemlig, at Jesus i Jerusalem skal pines og dræbes og siden opstå fra graven. Snart skal alle se, at der findes noget, der binder os sammen altid, for mens vi har hver vores uerstattelige personlighed, ligesom vi lærte det i skolen, er vi samtidig fælles om den virkelighed, der for øjnene af menneskeheden udspiller sig i Jerusalem. Det er en virkelighed, der forankrer og forpligter angående hinanden og det fælles fundament. 

Opfattelsen af det, der er fælles, er konstant til diskussion, og det var den også i forbindelse med den SAS-reklame, der i de senere dage har vakt så megen røre. Den rammer på interessant vis lige ned i spørgsmålet om, hvad vi har til fælles, og hvad det betyder at ære et fundament hér, hvor man er sat. I reklamen remses nogle ting op, der ikke i udgangspunktet er skandinaviske – for eksempel demokrati, lakrids og vindmøller, og det var der nok heller ikke så mange, der troede. Men skidt nu med det. Til gengæld sætter reklamen ingen ord på, hvad der egentlig er vores. Den nøjes med at opløse tanken om et kulturelt fundament og hævder, at vi i sidste ende kun råder over det, som vi har tiltusket os fra andre, og dén tænkning provokerer mange. For den præsenterer os for en verden, hvor et menneske ikke er sandt forankret, hvilket er et livssyn, der er gennemsyret af tidens globale mentalitet, og som jeg vil hævde også er udsprunget af 60`er-70`er-ideologien. Mennesket ses som et væsen, der bør løsrives fra historie og kultur og nationalitet og i stedet opfatte sig selv som placeret i en flydende tilstand, hvor man altid – netop som i en lufthavn – er på vej og ikke seriøst bundet til noget. Man er både flydende og flyvende, og med det menneskesyn fremmer man ikke blot frihed, men også utryghed, for uden en konkret virkelighed at ære sammen, kan det i længden blive svært at holde fast i, hvem man selv er.

SAS-reklamen bærer på denne mærkelige følelse af moderne ensomhed, idet den slet ikke forholder sig til hele den åndelige virkelighed, der har været med til at forme store dele af vores livsforståelse. Der nævnes ingen forfattere, ingen komponister og ingen kristendom, naturligvis – skønt det er hér et fællesskab for alvor har sin nerve, og skulle nogen være i tvivl om, hvordan det kan føles at længes efter den nerve, kan de få hjælp hos teolog og præst Thomas Aallmann, der i sin lille kloge bog Længsel sætter ord på det, man faktisk kunne kalde den moderne skandinav i lufthavnen, der rummer både lyst til at fare ud og trang til at høre til. Han skriver: ”Du aner en retning. Også hvis du ikke vil anerkende den, kender du dens stemme. Det er ikke et tilfælde, at du rastløst på én gang længes efter både forandring og ro, udfordringer og fred, nye strandes eventyr og barndomshjemmets tryghed, nye forholds rus og trofasthedens orden. Det er dit hjerte, der rækker ud af verden efter sin skaber.” Nej, det er ikke et tilfælde, at mennesket mærker både frihedstrang og behov for tryghed, for vi har begge dele i os, men hele den populære dagsorden lige fra reklameretorik til generel hyldest af det globale udsyn og den åndløse frase om at have mere til fælles med en akademiker i Hong Kong end med en fisker i Thyborøn har gennem så mange år lært os, at kærlighed og stolthed ved det nære er af mindre værdi. Dette livssyn stammer i høj grad fra 1968, og det har hjernevasket generationerne siden, men jeg tror, at vi bevæger os imod en erkendelse af noget andet. Af hjertets længsel efter at genopdage den egentlige kerne i vores fællesskab. 

Vi aner allerede en retning, og derfor skal vi gå sammen op til Jerusalem. Her forsikres det, at fundamentet virkelig findes, for her gennemlever Jesus den sidste del af sin tid på jorden og definerer dermed vores tid på jorden. Og når han på vejen dertil helbreder den blinde mand, forstår vi, at øjeblikket er kommet, hvor mennesket skal se det. Det skal se Guds søn dø, og det skal høre om, hvordan han efter døden opstod og igen blev set i levende live. Det skal se dét, der for alvor binder os sammen og modsiger så store dele af de sidste 50 års tro på, at mennesket er absolut frisat og unikt i kraft af sig selv. Det er det ikke. Det er bundet og i kraft af sig selv en synder, der kan finde på at svindle og skrabe til sig på andres bekostning. Vi lærer det om og om igen, og mens der næppe er mange herinde, der har prøvet at snyde fællesskabet for 117 millioner kroner, rummer vi helt sikkert nuancer af de kræfter, der under visse omstændigheder kan få et menneske til at gøre det. For vi er syndere, det glemte man helt i 1968, og vi er hver dag i færd med at genvinde erkendelsen af det. Derfor er det nødvendigt at gå sammen op til Jerusalem og dér se, hvad vi har til fælles. Nemlig Guds søns vilje til at dø for vore synders skyld, hvormed vi kan tro på, at vi bliver unikke i kraft af hans almægtige barmhjertighed. Og ikke i kraft af os selv. 

Men hvad sker der, hvis vi ikke kan komme fri af 50 års hjernevask og tro på, at mennesket er unikt i kraft af sig selv? Der kan ske det, at vi bliver sært vemodige. I romanen De uanstændige af Leif Panduro fra 1960, hvor oprørstrangen i samfundet begyndte seriøst at tage form, ønsker hovedpersonen Thomas at befri sig fra en konventionel familie med gamle normer. Panduro beskriver, hvordan Thomas på et tidspunkt næsten demonstrativt ler af sin barndom og sin far, og der står: ”Men samtidig kom der noget fortvivlet i hans latter. For lige meget, hvor længe og hvor meget han lo, så var hans far dog hans far. Latteren var ikke befriende. Den bevægede sig et sted i grænseområdet til gråd.” Thomas griner af sin far, lidt ligesom stemmen i SAS-reklamen griner af forestillingen om, at nogen opfatter noget som grundfæstet dansk eller skandinavisk kultur, og reaktionen har afsløret, at der er et element af sorg på spil, når man griner af sit eget fundament. Og også et element af ensomhed, for når mennesket vil frigøre sig fra alt, kan det ende med at stå temmelig afpillet tilbage. Frisat og unikt og flydende og globalt, men måske også trist og nøgent, og størst er den melankoli, der griber mennesket, når det længe har levet, som om at Gud, den himmelske fader, ikke findes. For så har det ignoreret, at hjertet rækker ud af verden efter sin skaber, som Thomas Aallmann skriver, og så står længslen stor og lysende tilbage. Så opdager vi, at vi ikke blot længes efter at vide, at der er en skaber. Vi længes også efter at tro på, at der er en frelser.

Derfor råber den blinde mand til Jesus: forbarm dig over mig! Han beder om at kunne se, og vi kan alle sige – forbarm dig også over os, lad os se det samme og blive forvisset om, at vi hører til i denne verden på dette sted med disse mennesker og kan mærke tryghed, fordi Guds vilje omkranser det hele. Nej, vi har ikke opfundet hverken smørrebrødet eller barselsorloven, men lad hver enkelt af os mærke, at vi dybt nede har fælles arv og kender til folkeånd, fordi vi er grundet i det, der skete i Jerusalem. Der sættes vi i det samme vilkår og kan i hinandens øjne se, at vi har en nær virkelighed til fælles. At vi trods vor syndighed har værdighed, fordi Gud har givet sig selv til os og dermed det største næstekærlige ansvar for hinanden. Uden troen på denne dybe forpligtelse over for dem, vi bor iblandt, kan vi stille og roligt drukne i grænseløshed og følelsen af, at alle bare løber rundt mellem hinanden som unikke løsrevne individer i en lufthavn. Det er vel det, der er den store frygt i den globale og flydende nutid – det er i hvert fald min frygt – at dagen vil komme, hvor vi ikke længere kan finde mening i dette at have en fælles åndelig arv, fordi vi om og om igen, ikke mindst i de seneste 50 år, har fået at vide, at den ikke betyder noget. Men det gør den. Den betyder alt

Det går ikke altid, som forkyndelsen lyder i verden, men det gør det, når det er Kristus, der taler. Han siger til disciplene, at han i Jerusalem skal blive pisket og dræbt og på den tredje dag opstå, og sådan gik det. I Jerusalem dør Guds søn for vore synders skyld og opstår for vores frelses skyld og baner vejen ind i evigheden, hvormed han gør os seende. Bliv seende. Ordene gælder os alle sammen, for nu kan vi se, hvem han er og tro på, at vi bliver båret af Gud selv gennem verden, gennem lidelsen, gennem glæden og efter døden tilbage til livet. For i hans hænder betror vi vores ånd. Nu kan vi se det. Amen.