Om vores gådefulde sans for retfærdighed
Vi er næppe alle enige om, hvor den kommer fra, men det er til gengæld sikkert, at vi alle kender til den. Følelsen af retfærdighed og forestillingen om, at den kan blive trådt under fode. Den erkendelse sidder dybt i os, hvilket er en omstændighed, der er med til at gøre det så klart, at noget adskiller mennesket fra alle de øvrige skabninger på jorden. Det er, som om tanken om retfærdighed bor i selve vores åndedræt og inderste væsen, og for eksempel hurtigt vækkes til live, når et ungt menneske pludselig dør, eller én, vi kender, oplever alvorlig modgang uden selv at være skyld i det. Mange vil i dén situation spontant udbryde, at det simpelthen ikke er retfærdigt, det er næsten, som bebrejder man automatisk en højere instans, at alt dette urimelige virkelig får lov til at ske. Det er naturligt at reagere på den måde, og man bliver aldrig færdig med at spørge sig selv, hvorfra menneskets stærke følelser angående retfærdigheden egentlig stammer.