Jeg talte her for ganske nylig med en mand på omkring de fyrre, der beskrev, hvordan han som helt ung havde en stor trang til at trodse autoriteter. Samtalen er ude i offentligheden, så jeg kan roligt henvise til den. Han brød sig generelt ikke om at være lydig og forsøgte på alle måder at modsætte sig både skolelærere og andre voksne og endda Gud selv. Jeg bemærkede, at sidstnævnte vel næppe lod sig påvirke synderligt af det, men det faldt ham bare mest naturligt ikke at adlyde nogen. Jeg kan udmærket genkende følelsen, og vi talte om, hvordan den trodsfølelse egentlig skal forstås. Jeg vil gerne have mere indsigt i det, da jeg nemlig er overbevist om, at mennesket er nødt til at lære at adlyde for at kunne finde sig til rette i verden. Der findes en bestemt – vigepligt, kunne man vel nærmest kalde det, der er afgørende i ethvert menneskeliv, og vi må prøve at komme til klarhed over, hvad det vil sige at adlyde.

Mange af os kender til et bestemt ønske. Det er ønsket om på et tidspunkt i livet at erfare en ny begyndelse. Ikke, naturligvis, i håndgribelig forstand, da man jo én gang for alle er sat i verden og blev præget af tiden, der gik, men som en oplevelse af at blive opfyldt af noget nyt. Man kender det måske i en vis grad gennem mødet med et vigtigt menneske, eller hvis man overvinder en sygdom eller en anden stor bekymring i tilværelsen. Og mens vi for tiden gruer en del for fremtiden, da meget i verden på en ny måde forekommer usikkert, skal vi holde fast i denne tanke om muligheden for ny begyndelse. Man kan hævde, at det lyder en lille smule enfoldigt og mest er noget, man tror på, når man er et barn, men lad os alligevel gribe denne tanke om ny begyndelse. Og lad os forsøge at forstå, hvad der menes med både dén og med begrebet enfoldighed.

I flere år var mit allerstørste ønske at få en pony. Jeg læste alt om heste og drømte hver dag om i lykkelig harmoni at ride ned ad markvejen og var her i 8-9-års alderen helt overbevist om, at hvis jeg fik min egen pony, ville jeg aldrig nogensinde ønske mig mere. Jeg plagede endeløst mine forældre om at få den pony, og en dag skete der noget, jeg tit har tænkt over siden. Vi stod sammen med nogle mennesker, der havde en pony til salg, som vi var ude at se på, og med fuldt overlæg gav jeg mig til dér midt på marken at skabe mig helt ulideligt som et plagende barn. For øjnene af alle opførte jeg mig fuldstændig uopdragent – bare for at se, hvad der ville ske. Jeg blev straks sat på plads og husker tydeligt tilfredsheden ved at kunne fremprovokere en så klar reaktion. Det fik mig til at føle mig interessant og magtfuld, og derfor ved jeg, at et trygt og normalt fungerende barn kan decideret ønske at opføre sig forkert. Ikke fordi jeg var et overset barn eller havde nogen anden grund til det, men fordi jeg kunne og gjorde det næsten som ved en slags dæmonisk vilje. Dette er vigtigt at huske, når vi taler om begrebet opdragelse, hvilket vi i høj grad har gjort i 2025, og vi kommer også til det her i 2026.

Når man ser tilbage på sit liv, er det interessant at overveje, hvor meget man egentlig helt bevidst har besluttet sig for. Man forestiller sig ofte, at tilværelsen består af en lang række valg, hvor man gang på gang vedtager at gå enten til højre eller venstre, men sådan fungerer det langt fra altid. For eksempel bliver jeg ofte spurgt om, hvorfor jeg valgte ikke at stifte familie, og hver gang må jeg svare, at det sådan set ikke var noget, jeg valgte. Jeg kom bare aldrig derhen og var mere optaget af alt muligt andet, og sådan er det nok med en del omstændigheder i ens liv. Der er meget, man ikke nødvendigvis med fuldt overlæg beslutter skal ske eller ikke ske, men til gengæld tror jeg, at det største af alt faktisk kan være grundet i et ret velovervejet valg. At den mest overvældende dimension i os, som ellers ikke normalt forbindes med det nøgterne, faktisk kan vælges til. Jeg er overbevist om, at troen på Gud kan have med en fornuftig beslutning at gøre.

I virkelig mange år var jeg overbevist om, at jeg skulle leve hele mit liv alene. Jeg kan ikke forklare præcis hvorfor, sådan udviklede det sig bare, men det hænger sikkert også sammen med, at jeg har et ret stort talent for at være i mit eget selskab. Ikke fordi det altid har været behageligt, men fordi det altid har været trygt og ovenikøbet befordrende for min intense dialog med mig selv. Man kan gennem lang tid vænne sig til en bestemt måde at leve på, men gradvist kan nye tanker melde sig. Det skete også for mig. Jeg anede så småt, at jeg risikerede at gro fast i et for snævert selvbillede og miste en del af min evne til at forholde mig til andre mennesker, fordi jeg ikke mere målrettet havde øvet mig i det. Og muligvis kan den evne simpelthen forsømmes så meget, at man for alvor bliver i tvivl om, hvorvidt man råder over den.

Det kan ske tidligt i livet, at man går i gang med at forberede sig på alt det, der skal komme. Og når man er meget ung, kan det godt føles temmelig dramatisk. Selv satte jeg mig en dag ind i buskadset på skolens legeplads, hvor ingen kunne se mig. Her knækkede jeg en spids gren af og pressede den så hårdt imod armen, at der kom lidt blod frem, hvorpå jeg med høj røst lovede mig selv aldrig nogensinde at blive som andre mennesker. Jeg nærede en stærk uvilje mod at gøre det forventede og brugte i vid udstrækning andre som pejlemærke for, hvordan jeg ikke ville være. En smule arrogant, kan man mene, og heller ikke voldsomt holdbart i længden, men det var for mig et særdeles lidenskabeligt øjeblik, da jeg svor evigt troskab mod mit eget sind. Jeg forberedte mig på det, der skulle komme, og har siden spurgt mig selv om, hvad der i løbet af livet sker med den beslutsomme lidenskabelighed. Og om den mon helt kan mistes.

eg kan lige så godt indrømme det med det samme. Der findes mennesker, der gør og mener og siger ting, der fylder mig med så negative følelser, at jeg kan blive helt bange for mig selv. Deres livssyn er mig så meget imod, at det kniber med at se det formildende ved dem, og jeg ved, at jeg i den tilstand skal være særdeles varsom. For her åbnes for noget ubehageligt, og jeg overvejer, om der mon findes en grænse for, hvem jeg kan formå at behandle ordentligt. Hvad nu hvis min uformåen angående dette ligefrem bliver mindre, som tiden går. Nok siger man, at et menneske bliver mildere med årene, men muligvis kan man også blive hårdere med årene, fordi tidens begivenheder og stemning i det hele taget driver én i den retning, hvor man mere og mere forfalder til at tænke: Vi to er uenige, og derfor kan jeg ikke lide dig.

Man skal være ret usædvanligt indrettet, hvis man aldrig føler anger. Jeg taler ikke nødvendigvis om at angre store dramatiske handlinger, der virkelig har gjort skade, men også om de mange små episoder, som man er mindre stolt af. Så sent som forleden måtte jeg undskylde overfor en bekendt, fordi jeg efter et skænderi helt bevidst bagefter havde tyranniseret lokalet gennem stilhed. Der er mange måder at udøve sin smålighed på, og når man overmandes af trang til at sige undskyld, skal man huske at overveje, om man gør det for sin egen eller den andens skyld. Men under alle omstændigheder er det, som om en balance skal genoprettes. At give en undskyldning kan næsten føles som at blive genindsat i verden efter at være faldet en lille smule ud af den. Som at blive født på ny, og netop fordi undskyldningen er så kraftfuld, skal den omgås med omtanke.

Jeg har vist været ret længe om at begribe det. Jeg har været sen til helt at forstå omfanget af, hvordan vi i denne del af verden har levet med troen på konstant at bevæge sig i retning af en bedre tilstand. Den vestlige fremskridtstro har boet iblandt os som noget næsten lige så naturligt som at trække vejret, og jeg husker for eksempel tydeligt, hvordan alle omkring bordet en nytårsaften for cirka tyve år siden hyldede Facebook som en ubetinget vidunderlig opfindelse. Selv forholdt jeg mig skeptisk afventende, eftersom tekniske nybrud som oftest lader mig fuldstændig kold. Meget har siden ændret sig. Vi har lært, at udviklingen også rummer frustrationer og tab. Fremskridtstroen har mistet terræn, og færre antager, at det meste bare bliver bedre. Det lyder måske lidt mærkeligt, men på mange måder tror jeg, at det er godt, at vi ikke længere blot tager det for givet, at fremtiden bliver bedre end det, der gik forud. Jeg tror, at det er godt for os at erfare en følelse af tab.

Engang troede jeg, at det ville gå over. At det var en tilstand, som intet menneske i længden skulle leve med, da jeg ikke kunne forestille mig, at det er normalt om og om igen at have det, som om en indre stemme modsiger glæden. Det er som at støde ind i en mur. Jeg troede, at hvis meget i mit liv blev, som jeg havde drømt om, ville den underlige modsigelse nok gå væk. Men det gjorde den ikke, og jeg husker tydeligt en dag, hvor det stod særligt klart. Jeg var blevet voksen og var forelsket, og vi sad en forårsdag på en café, hvor jeg burde have været helt lykkelig. Men selv i det øjeblik, hvor han sad lige dér, og fuglene sang, og verden var min, mærkede jeg vemodet. Helt ubegribeligt, forekom det mig dengang, men sådan kan det være i menneskesindet, for uanset hvor meget, der lykkes i ens tilværelse, findes en altid nærværende viden om, at det hele jo vil slutte engang. Det er ikke sikkert, at vi tænker det bevidst, men anelsen bor i os, og derfor kan glæden aldrig få den absolutte magt. Den modsiges af en særlig form for sorg.