Man skal passe på med at gradbøje begrebet lidelse, for det er kun den enkelte selv, der ved, hvordan den føles, men noget foruroliger mig. En del vil nok mene, at alle de grufulde forhold ude i verden, hvor mennesker må flygte fra krige og terrorbevægelser og se deres hjem gå til grunde i bomberegn eller oversvømmelse, overgår det meste af det, der sker herhjemme. Helt så enkelt er det dog ikke, og jeg er i de senere år blevet ramt af erkendelsen af, at vi måske gradvist vil blive mindre og mindre omsorgsfulde overfor mennesker, der afviger fra det raske og stærke og selvstændige ideal. Alt imens vi dyrker teorien om, at vi aldrig har været mere humane og tolerante, end vi er nu. Der findes en forestilling om, at vi står på et slags civilisationens højdepunkt, og set i det lys er det påfaldende så mange vidnesbyrd, der findes om mennesker, der svigtes og nedværdiges, når de ikke kan klare sig selv. Hvad enten de er gamle, syge, små værgeløse børn eller på anden måde afhængige af beskyttelse, kan det synes, som om deres liv i andres øjne ikke rummer tilstrækkelig mening. Og spørgsmålet er, hvordan det civiliserede og det afstumpede på den måde kan følges ad.

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en mand med et ærinde. Han er musiker og muslim og ville vide, hvorfor jeg som præst ikke klart og tydeligt meddeler, hvad jeg mener om striden mellem israelere og palæstinensere. Samtidig sendte han mig nogle optagelser, der vidner om de lidelser, mennesker i Gazastriben gennemlever, og som også beskrev, hvordan palæstinensere gennem historien er blevet nedgjort. Alt dette, mente han, burde jeg som præst skrive og tale om. Jeg har ikke efterkommet opfordringen. For det første kræver det en meget dybere indsigt i den mellemøstlige konflikt, end jeg besidder, og for det andet synes hans tankegang at rumme en sammenblanding af præsteembede og storpolitik, der ikke tiltaler mig. Ifølge denne mand bør præster tage klart parti i en strid, som han formentlig selv mener er relativt nem at vurdere angående overordnet retfærdighed. Og fordi han på den måde ville have mig til som præst at vælge side, blev jeg mindet om, hvilken lang proces det er at kende sit folk og sin tid og sig selv. Og ikke mindst forstå hvor meget ens tro betyder for ens forståelse af denne verden.

For tiden spekulerer jeg en del over, hvad der menes med begrebet værdighed. Og dette at være et værdigt menneske. Man kan godt komme med en række forslag til, hvad det betyder. Noget i stil med at man skal give, hvad man kan og efter bedste evne forsørge sig selv og passe på sine omgivelser. Andre mennesker såvel som naturen, planterne og dyrene. Nogle helt basale ting er vi nok stort set alle sammen enige om, men samtidig skal vi huske, at det ikke er sikkert, at man på tværs af alle kulturer og forskelligheder er enige om, hvad værdighed grundlæggende rummer. Muligvis er vi faktisk i denne verden i sidste ende så uenige om indholdet af begrebet værdighed, at vi må erkende, at forestillingen om at vi kan leve på kryds af tværs af alle normer og skikke og religiøse tanker for alvor må gentænkes. Og måske opgives. Overvejelsen er én af de vigtigste overhovedet i denne tid.

Mon ikke noget af det første, man overhovedet mærker i dette liv, er længsel? Ikke fordi man som lille kan sætte ord på, hvad man længes efter, men fordi man fornemmer, at der findes noget meget vigtigt, man må komme tættere på. Jeg tænker ikke på de basale behov angående føde og varme og søvn, men på det, der særligt kendetegner os mennesker – nemlig, at vi kan længes efter noget absolut livsopfyldende. Man kan komme på sporet af det, og selv husker jeg, hvordan jeg tidligt længtes efter at kunne læse, da det forekom mig at være en rent ud lyksaliggørende evne. Hvilket det også viste sig at være, og senere, når jeg stod nede i engen, hvor hestene gik og græssede, blev drømmene mere diffuse. Jeg længtes efter at mærke den urokkelige ro indeni, som vi alle i en eller anden grad kan forestille os, men som vi ikke selv kan skabe. Blot begynder man gradvist at ane, at der findes noget meget stort at række ud efter, og en væsentlig del af vores tilværelse står og falder med, at vi kommer tættere på indsigt i, hvad det er.

Jeg spekulerer for tiden en del over, hvor mennesket får sine dybeste kræfter fra. Jeg bliver ofte spurgt om det, hvilket i dén grad er min egen skyld, idet jeg i den senere tid har skrevet og talt meget om begrebet livskraft. Jeg kan virkelig godt lide det ord, der for mig repræsenterer en grundlæggende kilde til styrke i os, som vi dog kan risikere at miste sans for og ikke mindst i en tid med så megen tale om det sårbare og angstfyldte ved at eksistere. Retorikken hælder i disse år til den skrøbelige side, og ordet ”livskraft” udgør en modsigelse af den, mens det jo så også giver sig selv, at folk gerne vil vide, hvad den egentlig består af. Og ikke mindst hvad man skal stille op, hvis man virkelig ikke kan mærke den livskraft, jeg taler så meget om. Det kræver naturligvis et svar. Hvor kommer livskraften fra, og hvordan mærker man, at man har den og virkelig er beregnet til at leve og må holde fast i den overbevisning, hvad der end sker? Og kan man simpelthen beslutte sig for det?

I nogle øjeblikke er man ikke i tvivl om, hvordan tilskyndelsen skal forstås, da den kan fremstå som noget af det mest entydige i os. Andre gange kan jeg dog godt komme lidt i vildrede om, hvorvidt det giver mening at få medfølelse med et andet menneske, og den tvivl er vokset frem gennem de senere år. Spørgsmålet er, hvad der dog er sket. Er det mig eller omgivelserne, der har forandret sig på en måde, der gør, at jeg faktisk kan komme i tvivl om barmhjertighedens berettigelse? Uanset hvad fornemmer jeg, at nogle vilkår mellem os forrykkes så meget, at det har konsekvenser for, hvordan vi forstår begrebet medfølelse, og meget afhænger af, hvordan vi i dag ser på forholdet mellem svaghed og styrke. Hvordan vi forbinder os selv med det ene og det andet. Det hele præges af tidens menneskesyn og af vores selvopfattelse hver især, og det giver slet ikke sig selv, hvornår man bør føle barmhjertighed med et andet menneske.

Jeg tror, at mange mennesker har tilbøjelighed til at tro, at ens virkelighed vil forblive nogenlunde den samme. Det kan måske lyde besynderligt i en periode, hvor der tales så meget om frygt for fremtiden og en fornemmelse af, at basale strukturer vakler, men samtidig med denne stemning af bekymring kan man godt mangle fantasi til at forestille sig den fulde konsekvens af nogle af de forskydninger, der foregår iblandt os. Og som måske har foregået længe. Jeg er generelt stor tilhænger af ikke at lade sig lamme af bekymring for det kommende, men af og til står man overfor foruroligende kræfter, som man måske har været for længe om at indse omfanget af. Muligvis fordi man gennem årene er blevet et lidt letsindigt menneske. Altså, helt bogstaveligt forstået. Et menneske, der går til verden med så let et sind, at man har svært ved at genkende alvoren, når den er der. Lad os prøve at forstå, hvad det vil sige at være letsindig. At være let af sind.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.

En dag for mange år siden sad vi samlet ved kaffebordet og begyndte at diskutere nogle af livets store anliggender. Blandt andet kom vi ind på spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen mon et stykke ude i fremtiden simpelthen vil være forsvundet fra vores bevidsthed. Hertil sagde én af de andre, at eftersom menneskene ifølge ham hele tiden bliver klogere og stærkere og mere oplyste, vil kristendommen til sidst være et overstået kapitel i historien. For som han sagde: ”Kristendommen er kun for tabere!” Ordene har fulgt mig siden, hvilket ikke kun skyldtes, at de den dag gjorde mig ked af det, eftersom jeg jo med min kærlighed til kristendommen følte mig en lille smule sat på plads. Ordene er også blevet hos mig, fordi de er så karakteristiske for en lang vestlig epoke med tiltagende overbevisning om, at mennesket helt uafhængigt af det religiøse bør være i stand til at finde tilstrækkelig livskraft. Men nogle – altså, taberne, de svage og uoplyste og generelt forvirrede vil nok for en tid blive ved med at holde fast. Arrogancen er virkelig gennem årtierne blevet en markant del af menneskenes livssyn.