Af og til overvejer jeg, om det mon gælder mange mennesker eller kun de få. Jeg tænker på dette at føle, at man står i modsætning til sin samtid og ikke rigtigt synes, at man hører til i den. Jeg har levet med denne fornemmelse stort set lige så længe, jeg kan huske, og det er tilmed mit indtryk, at den tager til med alderen. Muligvis ville den være opstået, uanset hvilken tid jeg var blevet født i, fordi det er så svært at forstå sin egen periode, men sikkert er det, at følelsen af undren ofte ved endnu et års afslutning, når vi gør status, mærkes i ekstra grad. Er det mon mange eller kun de få, der føler sig mærkeligt placeret i verden? Jeg ved det ikke, men aner at det under alle omstændigheder i denne tid opfattes som ret prisværdigt at se sig selv som noget særskilt. På sin vis er det godt ikke blot at lade sig forme af tiden og dens normer, men samtidig er det temmelig uheldigt ikke at ville underlægge sig noget fælles, da man på den måde kan misforstå noget vigtigt.

Jeg tror, at der findes to overordnede retninger, som et menneske kan bevæge sig i. Måske uden selv at vide det. Enten føler man sig mere og mere forankret i verden, som om man hver dag kommer dybere ind i tilværelsen, eller også begynder man et sted midt i livet at mærke en snigende fornemmelse af, at tiden rinder ud, længe før det burde føles sådan. Der er ikke nødvendigvis tale om en dramatisk erfaring af livslede eller opgivenhed, men blot en voksende undren over, hvad alt dette egentlig handler om, når det jo alligevel ender med at slutte. Jeg ved godt, at det ikke er den mest glædesfyldte indledning på en prædiken julenat, men jeg lover, at det kommer til at give mening. For julebudskabet er netop givet til os, fordi det ikke blot er nemt at leve, og jo mere man erkender modsigelsen ved det, desto mere kan man overmandes af glæde over alt det, der følger af, at Jesus blev født i verden. Det handler som sagt om to retninger. Den, der fører dybere ind i livet og den, der på umærkelig vis synes at lede én for tidligt ud af det, og meget står og falder naturligvis med, at man undgår at følge denne sidste vej.

Det er en særlig mekanisme, der går i gang. Den er svær til fulde at gennemskue, men indimellem er det, som om der omkring et bestemt menneske opstår en så stærk og følelsesladet bevægelse, at man næsten skulle tro, at det var styret af højere kræfter. Alle taler pludselig om denne person, og ordene, der strømmer fra ham – det er som oftest mænd – tillægges så megen vægt, at mange synes at antage, at de rummer betydelig sandhed. I hvert fald noget så smukt og opbyggeligt, at man bør tage det til sig. Der indtræffer en følelse af harmoni og forjættende lederskab – som beriges man med et blik ind i fremtiden, hvor vi vil forstå mere angående, hvem vi er, og hvordan vi skal leve sammen. Denne person, der typisk kan være en lidt filosofisk type, der skriver bøger og holder foredrag, en guruagtig skikkelse eller måske en landstræner – enhver, der pludselig får hul igennem – bidrager til den euforiske stemning. Lige indtil, altså, at mekanismen måske atter går i stå. Vi kender turen og skal hver gang tage ved lære.

Jeg ved ikke præcis, hvornår det begynder, men mon ikke det sætter ind omkring tidspunktet, hvor man for alvor som et voksent menneske indser, at tiden på jorden er begrænset. Nok vidste man det før med sin fornuft, men med ungdommens drømmende forstand troede man ikke helt på det. Efterhånden står det dog klart, at den er god nok, livet stopper en dag, og man begynder at spekulere over, om man er nok på højde med det hele. Hvad jeg mener med at ”være på højde” skulle gerne snart fremgå, for jeg tror, at en stor del af vores selvopfattelse handler om præcis dette. Hvilket sikkert også skyldes, at vi inderst inde godt ved, at der venter en form for afgørelse, hvor det vil blive synligt, i hvor høj grad vi formåede at komme på højde, mens tid var. Derfor rammes man nemt af en følelse af stadig at mangle at forstå og erkende noget meget vigtigt i livet nu – men også når man måske engang på en måde, man ikke tidligere troede var mulig, vil få en chance til.