Som årene går, kan det føles mere og mere uoverskueligt at holde styr på fortællingen om sig selv. Der er sket så meget, og det forekommer mig at være virkelig længe siden, at jeg strejfede rundt i granplantagen og spillede fodbold på græsplænen og første gang vovede mig ind på diskotek Sommerfuglen, hvor jeg med en pæn portion rådvildhed tog plads i de rustrøde veloursofaer. Min personlige fortælling er efterhånden lang, og mens jeg tydeligt husker mit eget sind gennem det hele, ved jeg samtidig, at jeg har brug for at kunne placere det hele i en større fortælling. Det virker både tomt og nærmest umuligt at skulle være alene om at opretholde hele sammenhængen, og når jeg ser tilbage på mit liv, føler jeg mig efterhånden overbevist om, at noget af det vigtigste der er at sige om mig er, at jeg er del af en fortælling, der rummer så meget mere end mig. Og det, jeg husker fra år til år. Eller rettere, tror at jeg husker, for det viser sig nemlig med tiden, at det er svært at genfortælle sig eget liv sandfærdigt.

Engang troede jeg, at det var noget, jeg bildte mig ind, men efterhånden må jeg sande, at det er rigtigt nok. Det er, som om ret små negative hændelser fra fortiden år for år vokser i mit indre og bliver til rigtig skyldfølelse. Ord jeg sagde eller ting, jeg gjorde for mange år siden, træder klarere frem, og jeg husker for eksempel en dag, hvor vi lige havde mistet vores store smukke brune hest, og jeg stod og græd i entréen. Min mor kom hen og ville lægge armen om mig, men jeg flyttede mig bare afvisende væk fra hende, og hun blev ked af det. Min fornuft fortæller mig, at jeg ikke bør lade mig tynge for meget, da det jo trods alt var en lille ting. Men jeg fortryder, og selv om det er populært i dag at hævde, at man stort set intet fortryder i sit liv, kan følelsen nok føre til brugbar selvransagelse. Her i påskedagene giver det ekstra meget mening at spørge sig selv om disse ting.

På et tidspunkt befandt jeg mig i en diskussion om et land i Mellemøsten. Det er et sted, hvor kvinder undertrykkes og meget styres efter rigide religiøse dogmer, og vi blev hurtigt enige om, at en del forekom yderst nedslående. Det kan dog godt føles lige lovlig nemt at mene alt muligt om forhold i fjerne lande, man ikke har forstand på, og pludselig hørte jeg mig selv sige: ”I virkeligheden interesserer jeg mig ikke ret meget for, hvad der sker så langt væk. Jeg har jo reelt ingen indflydelse på det.” De andre så en smule forargede på mig, da det i denne tidsalder ses som en pligt at interessere sig for nærmest ethvert andet land. Min bemærkning var muligvis også lige frisk nok, men grunder jo i en erkendelse af, at verden simpelthen er for stor til, at jeg kan forstå den, og sagen er, at jeg nærmest hver dag længes efter at nøjes mere med at forholde mig til det, der er tæt på. Jeg længes efter at gøre min verden mindre, og i det store globale kaos koncentrere mig om det, jeg rent faktisk har indflydelse på.

Der kan ske noget særligt i én, når man er i selskab med et barn. For mange år siden skulle jeg passe min lille niece, og hun var lidt bekymret, da hun skulle sove. En lille pige, der ikke tør lukke øjnene i mørket, kan virkelig bringe beskyttertrangen frem i én, og jeg forsikrede hende, at hun roligt kunne sove, for jeg ville passe på hende hele natten. Hun faldt til sidst i søvn, alt gik godt, og i et sådant øjeblik føles det, som om man er rede til at gøre hvad som helst for denne lille forsvarsløse person. Man kan ligefrem blive af den opfattelse, at man med sin rene og gode vilje kan overvinde alt ondt, hvis blot man med hele sin styrke stræber efter at være sig selv. Den tanke rummer visse problemer, og det er ikke mindst når man sammen med et lille barn har følt sig overmandet af godhed, at det er klogt at tænke sig om en ekstra gang.

Det forlyder, at én bestemt tanke ofte går igen, når et menneske nærmer sig afskeden med verden. Efter sigende udtrykker mange et ønske om, at de havde været mere tro mod sig selv. De ord kan tolkes på forskellig vis, men mon ikke de har at gøre med en følelse af ikke i tilstrækkelig grad at have udlevet sin lidenskab og fulgt sine interesser. Måske undlod man at udnytte et særligt talent, der kunne have bragt én langt. Måske kunne man være blevet eminent god til at tegne, være dyrlæge eller spille håndbold og på den måde komme nærmere en slags sandhed om, hvem man var. Måske stræbte man bare ikke nok efter det, og hvis det virkelig er rigtigt, at mange ved livets afslutning tænker, at de ikke var rigtigt tro mod sig selv, må vi hellere forsøge at finde ud af, hvad der mere præcis menes med det.

Jeg talte her for ganske nylig med en mand på omkring de fyrre, der beskrev, hvordan han som helt ung havde en stor trang til at trodse autoriteter. Samtalen er ude i offentligheden, så jeg kan roligt henvise til den. Han brød sig generelt ikke om at være lydig og forsøgte på alle måder at modsætte sig både skolelærere og andre voksne og endda Gud selv. Jeg bemærkede, at sidstnævnte vel næppe lod sig påvirke synderligt af det, men det faldt ham bare mest naturligt ikke at adlyde nogen. Jeg kan udmærket genkende følelsen, og vi talte om, hvordan den trodsfølelse egentlig skal forstås. Jeg vil gerne have mere indsigt i det, da jeg nemlig er overbevist om, at mennesket er nødt til at lære at adlyde for at kunne finde sig til rette i verden. Der findes en bestemt – vigepligt, kunne man vel nærmest kalde det, der er afgørende i ethvert menneskeliv, og vi må prøve at komme til klarhed over, hvad det vil sige at adlyde.

Mange af os kender til et bestemt ønske. Det er ønsket om på et tidspunkt i livet at erfare en ny begyndelse. Ikke, naturligvis, i håndgribelig forstand, da man jo én gang for alle er sat i verden og blev præget af tiden, der gik, men som en oplevelse af at blive opfyldt af noget nyt. Man kender det måske i en vis grad gennem mødet med et vigtigt menneske, eller hvis man overvinder en sygdom eller en anden stor bekymring i tilværelsen. Og mens vi for tiden gruer en del for fremtiden, da meget i verden på en ny måde forekommer usikkert, skal vi holde fast i denne tanke om muligheden for ny begyndelse. Man kan hævde, at det lyder en lille smule enfoldigt og mest er noget, man tror på, når man er et barn, men lad os alligevel gribe denne tanke om ny begyndelse. Og lad os forsøge at forstå, hvad der menes med både dén og med begrebet enfoldighed.

I flere år var mit allerstørste ønske at få en pony. Jeg læste alt om heste og drømte hver dag om i lykkelig harmoni at ride ned ad markvejen og var her i 8-9-års alderen helt overbevist om, at hvis jeg fik min egen pony, ville jeg aldrig nogensinde ønske mig mere. Jeg plagede endeløst mine forældre om at få den pony, og en dag skete der noget, jeg tit har tænkt over siden. Vi stod sammen med nogle mennesker, der havde en pony til salg, som vi var ude at se på, og med fuldt overlæg gav jeg mig til dér midt på marken at skabe mig helt ulideligt som et plagende barn. For øjnene af alle opførte jeg mig fuldstændig uopdragent – bare for at se, hvad der ville ske. Jeg blev straks sat på plads og husker tydeligt tilfredsheden ved at kunne fremprovokere en så klar reaktion. Det fik mig til at føle mig interessant og magtfuld, og derfor ved jeg, at et trygt og normalt fungerende barn kan decideret ønske at opføre sig forkert. Ikke fordi jeg var et overset barn eller havde nogen anden grund til det, men fordi jeg kunne og gjorde det næsten som ved en slags dæmonisk vilje. Dette er vigtigt at huske, når vi taler om begrebet opdragelse, hvilket vi i høj grad har gjort i 2025, og vi kommer også til det her i 2026.

Når man ser tilbage på sit liv, er det interessant at overveje, hvor meget man egentlig helt bevidst har besluttet sig for. Man forestiller sig ofte, at tilværelsen består af en lang række valg, hvor man gang på gang vedtager at gå enten til højre eller venstre, men sådan fungerer det langt fra altid. For eksempel bliver jeg ofte spurgt om, hvorfor jeg valgte ikke at stifte familie, og hver gang må jeg svare, at det sådan set ikke var noget, jeg valgte. Jeg kom bare aldrig derhen og var mere optaget af alt muligt andet, og sådan er det nok med en del omstændigheder i ens liv. Der er meget, man ikke nødvendigvis med fuldt overlæg beslutter skal ske eller ikke ske, men til gengæld tror jeg, at det største af alt faktisk kan være grundet i et ret velovervejet valg. At den mest overvældende dimension i os, som ellers ikke normalt forbindes med det nøgterne, faktisk kan vælges til. Jeg er overbevist om, at troen på Gud kan have med en fornuftig beslutning at gøre.

I virkelig mange år var jeg overbevist om, at jeg skulle leve hele mit liv alene. Jeg kan ikke forklare præcis hvorfor, sådan udviklede det sig bare, men det hænger sikkert også sammen med, at jeg har et ret stort talent for at være i mit eget selskab. Ikke fordi det altid har været behageligt, men fordi det altid har været trygt og ovenikøbet befordrende for min intense dialog med mig selv. Man kan gennem lang tid vænne sig til en bestemt måde at leve på, men gradvist kan nye tanker melde sig. Det skete også for mig. Jeg anede så småt, at jeg risikerede at gro fast i et for snævert selvbillede og miste en del af min evne til at forholde mig til andre mennesker, fordi jeg ikke mere målrettet havde øvet mig i det. Og muligvis kan den evne simpelthen forsømmes så meget, at man for alvor bliver i tvivl om, hvorvidt man råder over den.