Det kan være en helt særlig oplevelse at indse, at man har sagt nogle ord, man fortryder. I det øjeblik, man erkender fejlen, er det, som om jorden næsten forsvinder under én, og man kan have svært ved at genkende sig selv. Mig, der ellers er så fornuftig og velmenende? Hvor kom de ord dog fra? Jeg har ofte talt hårdere end nødvendigt eller været sarkastisk, skønt jeg ved, at den anden ikke bryder sig om det, og i forgårs, hvor der opstod en misforståelse på cykelstien, endte vi nærmest med at råbe ad hinanden. Bagefter fik jeg en klump i halsen, helt uventet, men det føles så nedbrydende at bruge ord på den måde. Ordenes magt over ens sind er uudgrundelig, det vi siger, er et sted inderst inde knyttet til den, vi er, hvad hjertet er fuldt af løber munden over med, og selv om man med årene kan blive bedre til at kontrollere sine ord, vil man aldrig komme rigtigt på højde med deres magt. Desto vigtigere er det at være bevidst om den.

For godt en uge siden besøgte jeg én af landets højskoler, hvor man afholdt den årlige jubilæumsfest for tidligere elever. Jeg talte til dem om at finde vej gennem tidens ophøjelse af individualitet og samtidig forholde sig til det fælles, og bagefter rakte én af de helt unge i forsamlingen hånden op og spurgte, om jeg ikke talte fra et ret privilegeret sted. Jeg havde så småt set det komme. Jeg stod jo dér som den midaldrende med en del på det tørre, jeg har et arbejde, jeg er majoritetshvid, og jeg er rask, og jeg medgav da også, at jeg ikke har meget at klage over. Men derudover rådede jeg den unge mand til at være varsom med at fokusere så meget på denne privilegieblindhed, for man kan godt på den måde kortslutte en del samtaler. Højskolebesøget mindede mig om, hvordan vi efter års intens kredsen om identitet, privilegier og magthierarki kan miste en del af følingen med den fælles virkelighed og dette at vi også altid deler vilkår.

Jeg troede egentligt, at jeg her i min sommerferie for en stund kunne beskæftige mig lidt mindre med diskussionen om, hvem vi er, hvad der er gået forud, og hvad vi skal forlade os på i fremtiden. Jeg troede, at der ville opstå en lille pause fra den mest intensive stillingtagen, for skønt jeg holder meget af at tage stilling, kan man godt trænge til lidt mental hvile, mens man sidder i Svaneke Havn og spiser is. Men så gik det hverken værre eller bedre, end at sommeren blev indledt med en heftig debat om kristendom, forhistorie og om hvad vi i vores del af verden må opfatte som vores eksistentielle klippegrund. Intet mindre. Der er meget interessant på spil her, men samtidig blev jeg overmandet af et lidt nagende vemod, der har fulgt mig som en skygge i sindet, og jeg tror, at det er vigtigt at opnå mere indsigt i, hvordan den skygge skal forstås. Så det har jeg tænkt mig at forsøge at komme på sporet af her.

Jeg spekulerer mere og mere over, hvordan jeg skal forstå konsekvensen af måden, jeg lever på. De tanker melder sig nok ofte med alderen, for mens én ting er, at ens ord og handlinger her og nu kan have betydning, hvis man for eksempel pludselig siger noget, der i et øjeblik slukker en andens livsmod, kan man også erkende, at vores gøren og laden i den større sammenhæng synes at danne et mønster, der gradvist føles som uundgåelig skæbne. Her og måske også i det hinsides. Tanken forfølger mig. Hvor meget indflydelse har jeg selv på det hele, og findes der mon et Forsyn, der i en eller anden grad er med til at bestemme min retning. Den slags tanker rummer ret uoverskuelige perspektiver, og en del foretrækker måske at lade dem ligge, men ikke i dette rum. Herinde i kirken har mennesker altid forsøgt at forstå forholdet mellem det, vi gør og den måde vores skæbne og livsbane udvikler sig på. Og det vil vi også gøre i dag.

Relativt tidligt i livet begyndte jeg at forstå, at det var ikke var velset at mene noget meget stærkt. Jeg bemærkede ubehaget i andres øjne og blev af og til ligefrem irettesat, når jeg lidenskabeligt udtrykte en holdning. Jeg husker en episode, fra da jeg gik i Gymnasiet, hvor vi diskuterede, om der i fremtiden vil være lige mange kvindelige og mandlige fodboldspillere i verden. Jeg sagde klart nej, måske i overkanten klart nej, uden helt at vide, at jeg trådte ind i et ideologisk køns-minefelt i vækst. Men jeg var vokset op med stor begejstring for Allan Simonsen og Morten Olsen og kunne ikke rigtig se andet for mig, og én af de andre så forarget på mig og mente, at jeg udtrykte et meget ubehageligt syn på kvinder. Bølgerne kan gå højt i gymnasiealderen, men eksemplet vidner om noget større. Om at det ofte i vores tid bliver set som urovækkende, hvis en person hviler dybt i sin overbevisning og ikke er til sinds at mene eller tro noget andet.

Som årene går, kan det føles mere og mere uoverskueligt at holde styr på fortællingen om sig selv. Der er sket så meget, og det forekommer mig at være virkelig længe siden, at jeg strejfede rundt i granplantagen og spillede fodbold på græsplænen og første gang vovede mig ind på diskotek Sommerfuglen, hvor jeg med en pæn portion rådvildhed tog plads i de rustrøde veloursofaer. Min personlige fortælling er efterhånden lang, og mens jeg tydeligt husker mit eget sind gennem det hele, ved jeg samtidig, at jeg har brug for at kunne placere det hele i en større fortælling. Det virker både tomt og nærmest umuligt at skulle være alene om at opretholde hele sammenhængen, og når jeg ser tilbage på mit liv, føler jeg mig efterhånden overbevist om, at noget af det vigtigste der er at sige om mig er, at jeg er del af en fortælling, der rummer så meget mere end mig. Og det, jeg husker fra år til år. Eller rettere, tror at jeg husker, for det viser sig nemlig med tiden, at det er svært at genfortælle sig eget liv sandfærdigt.

Engang troede jeg, at det var noget, jeg bildte mig ind, men efterhånden må jeg sande, at det er rigtigt nok. Det er, som om ret små negative hændelser fra fortiden år for år vokser i mit indre og bliver til rigtig skyldfølelse. Ord jeg sagde eller ting, jeg gjorde for mange år siden, træder klarere frem, og jeg husker for eksempel en dag, hvor vi lige havde mistet vores store smukke brune hest, og jeg stod og græd i entréen. Min mor kom hen og ville lægge armen om mig, men jeg flyttede mig bare afvisende væk fra hende, og hun blev ked af det. Min fornuft fortæller mig, at jeg ikke bør lade mig tynge for meget, da det jo trods alt var en lille ting. Men jeg fortryder, og selv om det er populært i dag at hævde, at man stort set intet fortryder i sit liv, kan følelsen nok føre til brugbar selvransagelse. Her i påskedagene giver det ekstra meget mening at spørge sig selv om disse ting.

På et tidspunkt befandt jeg mig i en diskussion om et land i Mellemøsten. Det er et sted, hvor kvinder undertrykkes og meget styres efter rigide religiøse dogmer, og vi blev hurtigt enige om, at en del forekom yderst nedslående. Det kan dog godt føles lige lovlig nemt at mene alt muligt om forhold i fjerne lande, man ikke har forstand på, og pludselig hørte jeg mig selv sige: ”I virkeligheden interesserer jeg mig ikke ret meget for, hvad der sker så langt væk. Jeg har jo reelt ingen indflydelse på det.” De andre så en smule forargede på mig, da det i denne tidsalder ses som en pligt at interessere sig for nærmest ethvert andet land. Min bemærkning var muligvis også lige frisk nok, men grunder jo i en erkendelse af, at verden simpelthen er for stor til, at jeg kan forstå den, og sagen er, at jeg nærmest hver dag længes efter at nøjes mere med at forholde mig til det, der er tæt på. Jeg længes efter at gøre min verden mindre, og i det store globale kaos koncentrere mig om det, jeg rent faktisk har indflydelse på.

Der kan ske noget særligt i én, når man er i selskab med et barn. For mange år siden skulle jeg passe min lille niece, og hun var lidt bekymret, da hun skulle sove. En lille pige, der ikke tør lukke øjnene i mørket, kan virkelig bringe beskyttertrangen frem i én, og jeg forsikrede hende, at hun roligt kunne sove, for jeg ville passe på hende hele natten. Hun faldt til sidst i søvn, alt gik godt, og i et sådant øjeblik føles det, som om man er rede til at gøre hvad som helst for denne lille forsvarsløse person. Man kan ligefrem blive af den opfattelse, at man med sin rene og gode vilje kan overvinde alt ondt, hvis blot man med hele sin styrke stræber efter at være sig selv. Den tanke rummer visse problemer, og det er ikke mindst når man sammen med et lille barn har følt sig overmandet af godhed, at det er klogt at tænke sig om en ekstra gang.

Det forlyder, at én bestemt tanke ofte går igen, når et menneske nærmer sig afskeden med verden. Efter sigende udtrykker mange et ønske om, at de havde været mere tro mod sig selv. De ord kan tolkes på forskellig vis, men mon ikke de har at gøre med en følelse af ikke i tilstrækkelig grad at have udlevet sin lidenskab og fulgt sine interesser. Måske undlod man at udnytte et særligt talent, der kunne have bragt én langt. Måske kunne man være blevet eminent god til at tegne, være dyrlæge eller spille håndbold og på den måde komme nærmere en slags sandhed om, hvem man var. Måske stræbte man bare ikke nok efter det, og hvis det virkelig er rigtigt, at mange ved livets afslutning tænker, at de ikke var rigtigt tro mod sig selv, må vi hellere forsøge at finde ud af, hvad der mere præcis menes med det.