Uanset hvor meget man ransager sin hjerne, er det svært at komme på ét bestemt udtryk for, hvad der som det første blev plantet i ens bevidsthed. Måske husker man nogle klare øjeblikke, lyden af mors stemme, der læser højt for os, grantræer, græsplæne og dette at gå gennem stuen og føle sig mere hjemme dér end noget andet sted på jorden. Ofte vil der være glimt og fornemmelser fra livets indledning, og for eksempel kan man overveje, hvilken bog man husker som den første betydningsfulde i sit liv. For mit vedkommende var det nok De 5 går på med krum hals, Brødrene Løvehjerte eller Britta og Silver på ridelejr. Noget i den stil og i hvert fald noget, der siden har fulgt mig som kun dét kan, der tidligt tog bolig i det indre. Der lægges nogle frø, der bliver ved med at spire, og mens intet måske er absolut uafvendeligt – der ér jo med årene mulighed for at lægge noget bag sig og optage nyt – så er der betydningsfulde frø derinde. For vi placerer noget i hinanden, og derudover er det vores fælles vilkår, at også Gud har placeret noget i os.

”Jeg har altid haft en stor retfærdighedssans!” Kan I høre det? Det forekommer lidt mærkeligt, når et menneske siger sådan, idet man nemt kommer til at fremstå som én, der ser sig i særlig kontakt med selve retfærdighedens inderste nerve. Det kan godt virke en lille smule selvovervurderende, selv om jeg godt ved, at det sjældent er sådan, det er ment. Snarere tror jeg, at formuleringen er blevet så udbredt, fordi vi nemt glemmer, hvor kompliceret begrebet retfærdighed i virkeligheden er, og erklæringen af egen store retfærdighedssans skal nok hovedsageligt ses som tegn på, at man er én, der mener, at alle er lige og skal nyde samme rettigheder. Og at man som et humant indstillet menneske ønsker at bidrage til, at alle har det så godt som muligt.

Danmark er åbent igen, og vi vil fra nu af se tilbage på en usædvanlig periode. I den er der blevet sagt mange ord, der på grund af situationens alvor har fået særlig status, og som giver os noget at tænke over. ”Ethvert dødsfald er en tragedie…”, ”Danmark er forandret for altid”, ”Lev med det” og mere af samme intensive skuffe. En enkelt formulering bliver dog ved med ekstra ihærdigt at forfølge mig, og den lyder sådan her: ”Håb er ikke en strategi.” Ordene stammer fra en magtfuld person i embedsværket, der ved epidemiens begyndelse ønskede at få alle til at begribe, at vi i konfrontation med den mere og mere verdensomspændende coronavirus var nødt til at gribe drastisk til handling fremfor at satse på, at det hele nok skulle gå over af sig selv.