Jeg er udmærket klar over, at der er tale om en svær balance. Man kan hurtigt komme til at virke påtrængende med sine mange tanker og overbevisninger og på den måde trætte andre og måske krænke deres blufærdighed. Man kan godt overspille sin rolle som den, der så gerne vil sætte ord på alting, men man kan også havne i den anden grøft og blive én, der for en sikkerheds skyld som hovedregel afholder sig fra at sige noget vigtigt. Og jo længere man lever uden at give udtryk for, hvad der er på færde indeni, desto sværere kan det blive at kende hinanden. Jeg har selv et menneske i mit liv, som jeg stort set ikke kender længere, fordi han så nødigt afslører sine ærlige tanker. Afstanden vokser, da jeg efterhånden ikke rigtig kender så meget til hans indre verden, og vi taler meget om ingenting. Sådan kan man risikere at udpine sine relationer, for vi skal i en eller anden grad bekende, hvem vi er, og hvad vi tror på. Nogle afgørende ord skal siges højt.

Forhåbentlig kom man helt fra begyndelsen af livet i berøring med en følelse af tillid. Man kan naturligvis ikke huske det, men vi ved alle, at dette at nære tillid til dem, der er tættest på, er noget af det mest betydningsfulde for et lille barn. Det helt lille menneske bør forskånes for de værste øjeblikke af fortabthed og føle sig beskyttet af dem, der har bragt det til verden. Det udgør næppe den hele opskrift på at blive et tillidsfuldt menneske, men barndommens erfaringer sidder dybt i sindet, hvorfor man jo også ved, hvor vigtigt det er altid at sige og gøre, hvad man kan for at få et barn til at føle tryghed ved at være i live. Jeg er ikke selv mor og ved ikke, hvordan det er at være tæt på et barn hver dag, men jeg er til gengæld del af en tid, hvor barnesindet er blevet fortolket som så smukt og godt, at det er blevet eksponent for en stor del af det mest beundringsværdige ved mennesket. Også i et omfang, der er problematisk.

Når man ser tilbage på et år, der er gået, gør man sig ofte tanker om, hvad man har udrettet. Et sted i bevidstheden findes et ønske om at klappe sig selv på skulderen og konstatere, at man trods alt gjorde det nogenlunde. Mens man vel også gerne vil bekræftes i, at andre finder ens indsats i tilværelsen værd at respektere. Modsat kan man også ved årets afslutning se tilbage med frustration over ikke at have formået det, man gerne ville, men uanset hvordan man har det på endnu en nytårsdag, kan der være grund til at overveje, hvorfor man bruger så mange kræfter på at se sig selv i lyset af sine bedrifter. Ikke fordi det er uden betydning at udrette noget, slet slet ikke, men fordi eftertænksomhedens dage omkring jul og nytår kan afsløre, at man muligvis er groet en smule fast i en bestemt måde at se sig selv og sit liv på. Det er vigtigt at gøre sig de tanker, ja, det er faktisk i høj grad det, vi har helligdage til, hvorfor disse jo er så indlysende vigtige at værne om.