Af og til har man nok i sit liv tænkt den tanke, at det er på tide at blive mere moden. Eller muligvis har andre opfordret én til det, da man jo ikke altid selv helt ved, hvor langt man er i processen. Sikkert er det dog, at man må tage de afgørende skridt ud af barndom og ungdom, og mens vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad det vil sige at være et voksent menneske, er der én ting, som jeg gerne vil argumentere for, bør være en del af det. Det handler nemlig ikke kun om at få en uddannelse og indse, at ikke alle kan blive astronauter og rockstjerner. Det handler også om med årene at blive bedre til at forstå et begreb, som en del muligvis ikke helt ved, hvad de skal stille op med. Nemlig begrebet folkelighed. Det har været grueligt meget ondt igennem, og det har lært os en hel del om, hvordan vi ser på os selv og på det andet menneske. Og i sidste ende lærer det os også temmelig meget om, hvordan vi ser på Gud.

Der er tale om en ganske lille bagatel, men jeg glemmer det aldrig, for som enhver anden rummer jeg en oprindelig samvittighed, der gør, at jeg kan skelne mellem rigtigt og forkert. Mine forældre havde en aftale med købmanden om, at de kunne få deres indkøb skrevet op i en lille rød bog og så betale det samlede beløb hvert halve år. Den ordning udnyttede jeg af og til, og en dag gemte jeg regnskabsbogen under et grantræ, så ingen opdagede, hvor meget slik, jeg i seneste kvartal havde købt på den måde. Det er en lille synd, men skylden er forblevet som påmindelse om min dårlige samvittighed i forhold til dem, jeg har kendt længst. Mine forældre. Fra det første åndedrag var det dem, jeg så, hørte og forholdt mig til, og måske kan ens forældre – fordi de bare var der fra begyndelsen – komme til at fremstå som næsten mytiske væsner, en slags ur-skikkelser med særlig forbindelse til skaberkraften. Og til samvittigheden. Ens forældre lærte én, hvordan man i høj grad bliver sig selv som menneske – nemlig, gennem relationer, og den første relation bliver hos én altid. I mere end én forstand.

Jeg har adskillige gange oplevet en interessant reaktion. Den opstår typisk, hvis man i flok sidder og lytter til én, der taler, og vedkommende pludselig siger en fejl. Altså, hvis han for eksempel bytter om på to navne og siger Frederik i stedet for Joachim. Ingen er i tvivl om, at det er prins Joachim, han taler om, men så snart han er kommet til at sige det forkerte navn, er der uro i lokalet, indtil én i forsamlingen omsider retter fejlen. Det sker altid, for vi har et stort behov for, at det vi siger, er i overensstemmelse med det, vi mener. Der skal tales sandt, fejl skal af princip altid rettes, og hver gang jeg oplever episoden, mindes jeg om, hvor meget der er på spil mellem os og sandheden. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi kan regne ud, hvad der menes, vi vil høre de rigtige ord, og der er grund til at overveje dette inderlige troskabsforhold mellem os og sandheden. Vi er forbundet med den på en meget dyb måde. Gennem sproget, ja, naturligvis, men også på anden vis.