På et tidspunkt i barndommen begynder spørgsmålet at melde sig, og når det først er opstået, forvinder det næppe nogensinde igen. Det handler om, hvorvidt man mon i sit hjerte kan fornemme en vej i livet, og det handler om frygten for at komme til at gå den alene. Tidligt aner man denne uvished, og selv blev jeg ikke mindst overmandet af den, når jeg for vild i skoven eller i menneskemængden i Fårup Sommerland og forstod, at man jo faktisk kan blive væk. Jeg kendte til frygten for at blive et ensomt menneske med mangel på lyst til rigtigt at gå fremad, og det skyldtes ikke, at jeg mærkede specielt meget mere vemod end så mange andre. Det tror jeg bestemt ikke, rammerne var trygge. Jeg blev bare jævnligt ramt af den levende forestilling om, hvor nemt det er at fare vild, og at jeg havde brug for et holdepunkt. Noget dybt grundfæstet og genkendeligt, der aldrig ville kunne forsvinde. Længe ved man ikke rigtigt, hvad det holdepunkt rummer, eller hvordan det ser ud, men man håber, at det findes.

Der er mange talemåder i omløb, som man med fordel kan spekulere lidt dybere over. En af dem hører man ofte i samtaler om, hvordan vi bruger vores afmålte tid på jorden, når én eller anden typisk på et tidspunkt minder om, at man jo nok ikke, når man en dag ligger på sit dødsleje, vil ærgre sig over, at man ikke i alle årene arbejdede noget mere. Formuleringen irriterer mig, for mens jeg selvfølgelig forstår, at det som udgangspunkt er vigtigere at ære det kærlige samvær med andre end at sidde på et kontor for at få anseelse og tjene endnu flere penge, er der en del mere at sige om livets fylde. Det er svært at definere, hvad det vil sige at leve fuldt ud, det ved vi, men når vi overvejer, hvad vi en dag vil fortryde mest, bør vi ikke lade os spise af med de populære formuleringer, der i al deres letkøbthed har vundet hævd. Jeg har ikke her planer om at nedgøre kærligheden, men jeg har planer om at gøre en lille smule op med måden, vi som regel opfatter dén og livets fylde på.

Nogle af de sanseindtryk, man modtog tidligt i livet, forsvinder aldrig igen. Personligt kan jeg så tydeligt huske duften af min pony og fornemmelsen af hendes tykke hvide pels, der om vinteren fik hende til at ligne den kæreste uldtot. Jeg kan mærke hendes silkebløde mule, som havde jeg rørt ved den i går, for virkeligheden føles så overvældende, når vi bliver stærkt forbundet med den. Man kan komme til at elske steder, dyr, skove, bygninger og sine daglige omgivelser så højt, at det ér, som vil noget uerstatteligt gå tabt, hvis man skilles fra det. Naturligvis lærer man at leve med, at ens pony ikke er her længere, men man kan ikke tage store dele af virkeligheden væk fra mennesket, uden at det kommer til at lide under det. Alligevel sker det. Virkelighed går tabt, og jeg spørger mig selv, hvordan vi kunne være så længe om at forstå alvoren ved for stor ligegyldighed i synet på det skabte. Og nej, jeg tænker ikke her på det store drama om os og klimaet, skønt dette er alvorligt nok. Jeg tænker på sorgen over at miste føling med sin helt nære virkelighed.