Jeg har efterhånden hørt sætningen mange gange. Folk siger, at nok skal vi undgå at blive smittet af tidens enerverende sygdom, men vi skal jo også leve og nyde at være til. Det er naturligt, at den tanke breder sig, som månederne går, og man ser for sig, hvordan mange af de fornøjelser, vi er vant til, fortsat vil ligge i dvale. Og når formuleringen forekommer uheldig, skyldes det ikke, at jeg ikke forstår længslen efter noget mere opmuntrende at forholde sig til end masseaflivning af smittede dyr og aflyste bryllupsfester. Det skyldes, at jeg ikke kan lade være med at oveveje, hvad der skal til, før man tager en virkelighed så alvorligt, at man bare beslutter sig for at adlyde og indser, at mit sindelag virkelig betyder noget. Det gør det i forhold til alt muligt lige fra den sygdomsperiode, vi oplever nu, til svigt i nære relationer og synet på de kræfter, der med vold kan terrorisere et samfund med katastrofale konsekvenser til følge. Mit og dit sindelag betyder noget, hvad vi siger og gør og mener betyder noget, og ikke mindre når noget alvorligt er på færde.

Jeg ved ikke, om I kan følge mig, men det er, som om der hersker et vist kaos for tiden. Som om nogle mekanismer løber løbsk, og jeg kan faktisk godt huske, hvornår jeg sidst havde den fornemmelse. Det var i 2015, da folk fra fjerne egne i stort antal begyndte at vandre på tværs af landegrænserne, og man kunne få fornemmelsen af, at der var sket et brud på den gamle orden. Dengang sad jeg en aften sammen med nogle veninder og talte om denne nye uforudsigelighedens kraft, og vi følte os som vidner til noget, der langt ind i fremtiden kunne ændre vilkårene. Jeg synes, at vi fik ret. Hvad landegrænser og det globales konsekvenser angår, blev 2015 en milepæl, og også 2020 kan blive skelsættende. Her tænker jeg ikke på corona-pandemien og dens påmindelse om, hvordan de faste rammer kan vakle. Nej, jeg tænker på noget, der vil præge os meget mere og i længere tid – nemlig på menneskets trang til at klamre sig til et ståsted, en identitet og en sandhed, der kan blive så intens, at det mere og mere kan forkrampe samværet mellem os. Det er ikke noget nyt, men i løbet af dette år har vi oplevet arten af de seriøse konsekvenser, når den store jagt på noget at kalde sig for alvor går ind.