I har sikkert bemærket en lille besked, der i de seneste måneder er dukket op rundt omkring. Den har optrådt på gaden, på skilte, ved busstoppesteder, og nogle børn har gjort det til en mission at skrive ordene alle mulige steder. De lyder helt simpelt sådan her: ”Det bliver godt igen!” Det synes måske ikke af så meget, men det er nogle ret bemærkelsesværdige ord, der kan have stor effekt, og jeg husker, at en tidligere statsminister fortalte, hvordan hun sagde netop disse ord til sig selv, når hun mærkede ekstra modgang. Jeg bruger dem selv, de trøster og virker faktisk, og når de for tiden optræder så mange steder, skyldes det naturligvis den lange pandemi og længslen efter mere frihed til at leve, som man gerne vil og mærke mindre bekymring for, om livet mon igen vil blive som før. Midt i alt denne uvished er det klogt ind imellem at sige til sig selv, at: ”Det bliver godt igen!” Og det virker som sagt, ordene trøster. Hvis man altså tror på dem.

Når man sidder over for et meget ulykkeligt menneske, bliver man berørt. Man kan hurtigt blive overmandet af trang til at ændre grundlæggende ved tingene for at sørge for, at dette menneske aldrig igen skal opleve så megen modløshed. Hvad end det handler om sygdom, sjælens fortvivlelse eller et brændende ønske at om ikke at blive sendt ud af det land, man i nogle år har boet i og virkelig ikke vil forlade. Det er den spontane medfølelse, der melder sig, og hvis ikke dén eksisterede i os, ville menneskelivet udgøre en endnu mere barsk affære. Vi kan føle både pligt og lyst til at gribe ind og lindre smerte, og jo tættere man kommer på den enkelte, der er i nød, desto mere oplagt kan det synes, at hvis blot vi alle sammen tog nogle smukkere beslutninger, ville verden være et bedre sted. For så ville mere retfærdighed ske fyldest, og meget har at gøre med netop synet på retfærdigheden. Den, som vi altid kredser om, og den, som vi så nemt farer vild i.

Mange stiller sig sikkert for tiden det samme spørgsmål. Bliver Danmark nogensinde det samme sted som før? Vil vi en dag efter denne epidemi konstatere, at det hele atter minder om sig selv? Umiddelbart vil jeg svare ja – Danmark bliver igen som før, for selv om en række forretninger desværre er lukket, og dødsfald er sket, og skoleelever har fået deres hverdag amputeret, vil Danmark – vores land – være det samme. En gammel stærk nation består gennem både sygdomme og andre kriser, for det er den gennem generationer blevet rustet til at kunne, og mere relevant er det nok at spørge, om man selv vil være den samme som før. For siden sidste påske, hvor vi indså sagens omfang, er vi som sjældent før blevet konfronteret med alvor, som man gør, når meget bliver stille, og man mærker tiden og ser sin egen livsbane ligge foran sig og måske endda aner sin egen afslutning. Og uanset om man føler frygt, bekymring eller måske lidt lammelse, kan man her forstå, at der er brug for handlekraft. Ikke forstået som dette at præstere noget stort, men som dette at have modet til at følge sin bane gennem livet.