Jeg spekulerer for tiden en del over, hvor mennesket får sine dybeste kræfter fra. Jeg bliver ofte spurgt om det, hvilket i dén grad er min egen skyld, idet jeg i den senere tid har skrevet og talt meget om begrebet livskraft. Jeg kan virkelig godt lide det ord, der for mig repræsenterer en grundlæggende kilde til styrke i os, som vi dog kan risikere at miste sans for og ikke mindst i en tid med så megen tale om det sårbare og angstfyldte ved at eksistere. Retorikken hælder i disse år til den skrøbelige side, og ordet ”livskraft” udgør en modsigelse af den, mens det jo så også giver sig selv, at folk gerne vil vide, hvad den egentlig består af. Og ikke mindst hvad man skal stille op, hvis man virkelig ikke kan mærke den livskraft, jeg taler så meget om. Det kræver naturligvis et svar. Hvor kommer livskraften fra, og hvordan mærker man, at man har den og virkelig er beregnet til at leve og må holde fast i den overbevisning, hvad der end sker? Og kan man simpelthen beslutte sig for det?

I nogle øjeblikke er man ikke i tvivl om, hvordan tilskyndelsen skal forstås, da den kan fremstå som noget af det mest entydige i os. Andre gange kan jeg dog godt komme lidt i vildrede om, hvorvidt det giver mening at få medfølelse med et andet menneske, og den tvivl er vokset frem gennem de senere år. Spørgsmålet er, hvad der dog er sket. Er det mig eller omgivelserne, der har forandret sig på en måde, der gør, at jeg faktisk kan komme i tvivl om barmhjertighedens berettigelse? Uanset hvad fornemmer jeg, at nogle vilkår mellem os forrykkes så meget, at det har konsekvenser for, hvordan vi forstår begrebet medfølelse, og meget afhænger af, hvordan vi i dag ser på forholdet mellem svaghed og styrke. Hvordan vi forbinder os selv med det ene og det andet. Det hele præges af tidens menneskesyn og af vores selvopfattelse hver især, og det giver slet ikke sig selv, hvornår man bør føle barmhjertighed med et andet menneske.