Jeg kender en mand, der som lille ofte var meget bekymret for, om hans forældre var i tilstrækkeligt godt humør. Det er jo mange børns lod at tro, at de er ansvarlige for hele den gode stemning i huset, og denne dreng mente, at når hans mor isolerede sig på soveværelset, måtte der gøres noget. Og en dag, hvor han igen opsøgte sin mor, da hun var i et særligt kulsort hjørne, for at muntre hende op, indså han pludselig, hvor håbløst det var. For moderen svarede ham ikke med et ord og kunne knap nok se ham i øjnene, og fra den dag gav sønnen op. Det kan være skelsættende at blive afvist, ikke mindst af ens far eller mor, og vi bærer nok alle på afvisninger som nederlag, der lærte én, hvordan det er ikke at føle sig ret meget værd. Når man ved, hvordan man reagerer på den personlige afvisning, ved man en hel del om sig selv og forstår måske, at det også har at gøre med dette at være et menneske, der har et valg.

Da jeg var en almindelig forvirret gymnasieelev, skrev jeg noget i min dagbog, som jeg ofte tænker på. Jeg skrev, at jeg gerne ville have en fjende. At der i mit liv skulle være en modpol, som jeg kunne måle mig selv i forhold til, og som jeg i mit stille sind kunne skælde ud på, når jeg trængte til at få luft. Det var ikke meningen, at hun nogensinde skulle opdage det. Hun var sådan en lidt storesøster-bedrevidende type med hang til at fedte for lærerne, og mens jeg hverken planlagde verbale eller fysiske overgreb, havde jeg bare trang til at slå fast, at mens jeg var ét, var hun noget andet. At vi var grundlæggende forskellige. Der står mange mærkelige ting i ens dagbog, men lige dette er faktisk ikke spor mærkeligt Det er menneskeligt at have brug for en modsætning, der skal gøre det klarere, hvem man selv er, og mens begrebet fjende som regel opfattes som noget entydigt negativt, skal vi forsøge at forstå det på dybere vis.