Forleden fejrede man prinsessens 18-års-fødselsdag med en festforestilling i Det kongelige Teater. Et tusind 18-årige var inviteret med, god idé, og alt var smukt, men man bemærkede også, hvilken fortælling de unge især i dag udsættes for. Løbende blev der fra scenen talt og sunget om ensomhed og dette at føle sig fortabt i verden, hvilket er blevet til en noget tyngende fortælling om det unge liv. Ikke mindst fordi den ofte følges af det, som én af de optrædende, en popsanger, før forestillingen sagde, da hun blev bedt om at give de unge et godt råd med på vejen. De skal, mente hun, sørge for at blive et hundrede procent sig selv, hvilket i sig selv er lidt af en opgave, og derudover være både konge og Gud i deres eget liv. På den ene side tiltales de unge som særdeles skrøbelige, og på den anden side som deres egen Gud, de er fortabte og almægtige på én gang og forventes i denne sære konstruktion at lykkes i livet. Og gerne i en fart, for vi lever i travle og accelererende tider, og dit korte liv her på jorden bliver i sidste ende kun, hvad du selv gør det til. Tillykke med de 18 år.

Tidligt i livet kan man få en fornemmelse af at befinde sig i samtale med nogen. At man aldrig blot er alene, men bærer på en indre stemme, der kender én rigtig godt. Når jeg som barn gik rundt nede i engen, hvor hestene gik og græssede, og der var langt til byen og andre mennesker, befandt jeg mig i konstant samtale, ofte højlydt. Og mens jeg naturligvis altid selv udgjorde den suveræne hovedperson i samtalerne, var det som om, der også var noget andet til stede. En stemme fra en uendelig fortid, der var meget klogere og mere grundfæstet i verden end jeg selv var. Jeg har den stemme hos mig endnu, og mens jeg skal være ærlig og sige, at jeg i en periode i min relativt uforstandige ungdom mistede en stor del af sansen for den, kom jeg siden til bedre at forstå, at denne stemme er afgørende at bevare kontakten med. For det er historien, der kalder, det er Ånden, der kalder, og det er Herren, der kalder.