Når man sidder over for et meget ulykkeligt menneske, bliver man berørt. Man kan hurtigt blive overmandet af trang til at ændre grundlæggende ved tingene for at sørge for, at dette menneske aldrig igen skal opleve så megen modløshed. Hvad end det handler om sygdom, sjælens fortvivlelse eller et brændende ønske at om ikke at blive sendt ud af det land, man i nogle år har boet i og virkelig ikke vil forlade. Det er den spontane medfølelse, der melder sig, og hvis ikke dén eksisterede i os, ville menneskelivet udgøre en endnu mere barsk affære. Vi kan føle både pligt og lyst til at gribe ind og lindre smerte, og jo tættere man kommer på den enkelte, der er i nød, desto mere oplagt kan det synes, at hvis blot vi alle sammen tog nogle smukkere beslutninger, ville verden være et bedre sted. For så ville mere retfærdighed ske fyldest, og meget har at gøre med netop synet på retfærdigheden. Den, som vi altid kredser om, og den, som vi så nemt farer vild i.

Mange stiller sig sikkert for tiden det samme spørgsmål. Bliver Danmark nogensinde det samme sted som før? Vil vi en dag efter denne epidemi konstatere, at det hele atter minder om sig selv? Umiddelbart vil jeg svare ja – Danmark bliver igen som før, for selv om en række forretninger desværre er lukket, og dødsfald er sket, og skoleelever har fået deres hverdag amputeret, vil Danmark – vores land – være det samme. En gammel stærk nation består gennem både sygdomme og andre kriser, for det er den gennem generationer blevet rustet til at kunne, og mere relevant er det nok at spørge, om man selv vil være den samme som før. For siden sidste påske, hvor vi indså sagens omfang, er vi som sjældent før blevet konfronteret med alvor, som man gør, når meget bliver stille, og man mærker tiden og ser sin egen livsbane ligge foran sig og måske endda aner sin egen afslutning. Og uanset om man føler frygt, bekymring eller måske lidt lammelse, kan man her forstå, at der er brug for handlekraft. Ikke forstået som dette at præstere noget stort, men som dette at have modet til at følge sin bane gennem livet.

Et af problemerne ved at skrive dagbog er, at man nemt narrer sig selv. Ikke blot fordi man kan risikere at fremstille sin egen person overdrevent flatterende eller omtale andre med for megen billig dømmesyge, men også fordi man nemt kommer til at beskrive sit liv, som om det rummer en bestemt orden, der skridt for skridt folder sig ud. Man kan længes så meget efter dybere sammenhænge, at man ser dem uden, at de måske for alvor findes – som når mødet med et andet menneske forekommer helt skæbnebestemt, eller en bestemt hændelse angiver en ny retning. Man kan, når man senere læser sin dagbog, ane hvordan længslen efter en orden løber som en rød tråd gennem teksten ved udtryk som – nå, nu forstår jeg det, nu kender jeg omsider mig selv. Men afklaringen varer kun, indtil næste øjeblik, hvor man alligevel ikke forstår det hele, for der findes ingen større orden i ens liv. Der findes kun fremadskridende tid og erkendelse af, at man lever i splid med sig selv. Den splid skal vi snart blive klogere på.

Et af problemerne ved at skrive dagbog er, at man nemt narrer sig selv. Ikke blot fordi man kan risikere at fremstille sin egen person overdrevent flatterende eller omtale andre med for megen billig dømmesyge, men også fordi man nemt kommer til at beskrive sit liv, som om det rummer en bestemt orden, der skridt for skridt folder sig ud. Man kan længes så meget efter dybere sammenhænge, at man ser dem uden, at de måske for alvor findes – som når mødet med et andet menneske forekommer helt skæbnebestemt, eller en bestemt hændelse angiver en ny retning. Man kan, når man senere læser sin dagbog, ane hvordan længslen efter en orden løber som en rød tråd gennem teksten ved udtryk som – nå, nu forstår jeg det, nu kender jeg omsider mig selv. Men afklaringen varer kun, indtil næste øjeblik, hvor man alligevel ikke forstår det hele, for der findes ingen større orden i ens liv. Der findes kun fremadskridende tid og erkendelse af, at man lever i splid med sig selv. Den splid skal vi snart blive klogere på.

Hver eneste dag lægges der endnu et lag til ens personlighed. Ikke blot på grund af de konkrete ting, man oplever, men også gennem alt det mere usynlige, der omgiver os. Vi formes af meget mere, end vi sikkert er klar over, og mange af de forestillinger, som vi måske tror stammer fra vort eget indre, kommer nok i virkeligheden til os gennem tidens mentalitet. For eksempel kan man i denne del af verden oparbejde en så selvfølgelig tro på, hvad rettighed betyder, at det næsten føles som noget naturgivent. Idéen om retfærdighed og lighed har i bred forstand fået en temmelig stor plads i bevidstheden, for de fleste af os er vokset op med det som en del af det fælles arvegods, og den slags har det med at sætte sig fast. Derfor må vi spørge, hvad det mon gør ved os at kredse så intensivt om dette at have ret til noget som en tilstand, der nærmest giver sig selv.

Det kom næppe bag på mange, at årets ord blev ordet samfundssind. Det har længe ligget i luften, at den ville ende dér, da sygdomsepidemien jo har understreget betydningen af at se ud over egne behov. Jeg er ikke umiddelbart så begejstret for årets ord. Det har over sig et strejf af sovjet-russisk ensretning og kan få én til at føle sig som borger i et lidt goldt univers med systemet som guddom. Men lad os bruge anledningen til at spekulere over, hvordan man egentlig selv forstår begrebet samfundssind.

I hele mit voksne liv har dagene i december føltes som en nedtælling. Ikke så meget til juleaften, men til en forstærket konfrontation med mig selv, og sådan tror jeg, at mange har det. Året er snart slut, man gør sig tanker om, hvad det rummede og spørger sig selv, om man har stået stille og mærket en vis tomhed, eller om man har erobret noget nyt. På grund af alle de tanker er der noget lidt skæbnesvangert ved december, og endnu mere i år. Vi har levet usædvanligt stille og mere både indelukket og indadvendt end normalt og med ny bevidsthed om, at ydre og selvrådende kræfter har været og stadig er bestemmende for, hvad vi kan gøre. Og muligvis også for hvem vi mener, at vi er. Ved juletid opfordres man til at besvare de store spørgsmål én gang til, og denne gang er vi alle sammen på meget direkte vis blevet spurgt. Har vi bevæget os for lidt eller taget gode skridt fremad? Fremad mod hvad? Det skal vi finde ud af, for nu er det omsider efter dette mærkelige år blevet jul.

Det sker jævnligt, at folk spørger mig, om jeg tror på, at der her i landet kan ske en vækkelse. Altså, en slags overordnet besindelse, hvor en stor del af befolkningen samtidig indser, at noget mangler eller er stivnet indeni, og hvor man skubbes i retning af den kristne tro og måske ligefrem begynder at gå i kirke. Man ved jo aldrig, men jeg tvivler, for mens jeg bestemt tror på, at mange gør sig tanker om troen og oplever, at noget i det indre trænger til at bevæges, har jeg svært ved at forestille mig en samlet besindelse. Det gør heller ikke noget, for store bevægelser kan ofte rumme for meget medløb, og jeg vil hellere tale om det, der kan ske i et enkelt menneske. Jeg vil hellere tale om, hvad det betyder, at enhver står et sted mellem fortabelse og forløsning.

Nogen vil sikkert hævde, at det ikke kommer bag på dem. Det har længe ligget i luften, at modsætningerne kunne blive så intense, at noget gruopvækkende ville ende med at ske, og det sker. Folk bliver dræbt, lande terroriseres, og det er, som om vi er trådt ind i en fase, hvor man skal være meget stædig for ikke at sande, at noget farligt er på færde, der vil komme til at påvirke vore liv i meget lang tid. Længe har det været sådan, at islamistiske angreb i diverse storbyer har fået statsledere til at understrege, at vi skal stå fast på vores værdier og ikke vige, og mens folk har tændt lys og lagt bamser og kærlige breve på gerningsstederne, er en frustration gradvist taget til, eftersom det står mere og mere klart, at bamser og højstemte taler ikke for alvor gør hverken fra eller til.

Jeg har efterhånden hørt sætningen mange gange. Folk siger, at nok skal vi undgå at blive smittet af tidens enerverende sygdom, men vi skal jo også leve og nyde at være til. Det er naturligt, at den tanke breder sig, som månederne går, og man ser for sig, hvordan mange af de fornøjelser, vi er vant til, fortsat vil ligge i dvale. Og når formuleringen forekommer uheldig, skyldes det ikke, at jeg ikke forstår længslen efter noget mere opmuntrende at forholde sig til end masseaflivning af smittede dyr og aflyste bryllupsfester. Det skyldes, at jeg ikke kan lade være med at oveveje, hvad der skal til, før man tager en virkelighed så alvorligt, at man bare beslutter sig for at adlyde og indser, at mit sindelag virkelig betyder noget. Det gør det i forhold til alt muligt lige fra den sygdomsperiode, vi oplever nu, til svigt i nære relationer og synet på de kræfter, der med vold kan terrorisere et samfund med katastrofale konsekvenser til følge. Mit og dit sindelag betyder noget, hvad vi siger og gør og mener betyder noget, og ikke mindre når noget alvorligt er på færde.