Der er tale om en ganske lille bagatel, men jeg glemmer det aldrig, for som enhver anden rummer jeg en oprindelig samvittighed, der gør, at jeg kan skelne mellem rigtigt og forkert. Mine forældre havde en aftale med købmanden om, at de kunne få deres indkøb skrevet op i en lille rød bog og så betale det samlede beløb hvert halve år. Den ordning udnyttede jeg af og til, og en dag gemte jeg regnskabsbogen under et grantræ, så ingen opdagede, hvor meget slik, jeg i seneste kvartal havde købt på den måde. Det er en lille synd, men skylden er forblevet som påmindelse om min dårlige samvittighed i forhold til dem, jeg har kendt længst. Mine forældre. Fra det første åndedrag var det dem, jeg så, hørte og forholdt mig til, og måske kan ens forældre – fordi de bare var der fra begyndelsen – komme til at fremstå som næsten mytiske væsner, en slags ur-skikkelser med særlig forbindelse til skaberkraften. Og til samvittigheden. Ens forældre lærte én, hvordan man i høj grad bliver sig selv som menneske – nemlig, gennem relationer, og den første relation bliver hos én altid. I mere end én forstand.

Jeg har adskillige gange oplevet en interessant reaktion. Den opstår typisk, hvis man i flok sidder og lytter til én, der taler, og vedkommende pludselig siger en fejl. Altså, hvis han for eksempel bytter om på to navne og siger Frederik i stedet for Joachim. Ingen er i tvivl om, at det er prins Joachim, han taler om, men så snart han er kommet til at sige det forkerte navn, er der uro i lokalet, indtil én i forsamlingen omsider retter fejlen. Det sker altid, for vi har et stort behov for, at det vi siger, er i overensstemmelse med det, vi mener. Der skal tales sandt, fejl skal af princip altid rettes, og hver gang jeg oplever episoden, mindes jeg om, hvor meget der er på spil mellem os og sandheden. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi kan regne ud, hvad der menes, vi vil høre de rigtige ord, og der er grund til at overveje dette inderlige troskabsforhold mellem os og sandheden. Vi er forbundet med den på en meget dyb måde. Gennem sproget, ja, naturligvis, men også på anden vis.

På et tidspunkt i barndommen begynder spørgsmålet at melde sig, og når det først er opstået, forvinder det næppe nogensinde igen. Det handler om, hvorvidt man mon i sit hjerte kan fornemme en vej i livet, og det handler om frygten for at komme til at gå den alene. Tidligt aner man denne uvished, og selv blev jeg ikke mindst overmandet af den, når jeg for vild i skoven eller i menneskemængden i Fårup Sommerland og forstod, at man jo faktisk kan blive væk. Jeg kendte til frygten for at blive et ensomt menneske med mangel på lyst til rigtigt at gå fremad, og det skyldtes ikke, at jeg mærkede specielt meget mere vemod end så mange andre. Det tror jeg bestemt ikke, rammerne var trygge. Jeg blev bare jævnligt ramt af den levende forestilling om, hvor nemt det er at fare vild, og at jeg havde brug for et holdepunkt. Noget dybt grundfæstet og genkendeligt, der aldrig ville kunne forsvinde. Længe ved man ikke rigtigt, hvad det holdepunkt rummer, eller hvordan det ser ud, men man håber, at det findes.

Der er mange talemåder i omløb, som man med fordel kan spekulere lidt dybere over. En af dem hører man ofte i samtaler om, hvordan vi bruger vores afmålte tid på jorden, når én eller anden typisk på et tidspunkt minder om, at man jo nok ikke, når man en dag ligger på sit dødsleje, vil ærgre sig over, at man ikke i alle årene arbejdede noget mere. Formuleringen irriterer mig, for mens jeg selvfølgelig forstår, at det som udgangspunkt er vigtigere at ære det kærlige samvær med andre end at sidde på et kontor for at få anseelse og tjene endnu flere penge, er der en del mere at sige om livets fylde. Det er svært at definere, hvad det vil sige at leve fuldt ud, det ved vi, men når vi overvejer, hvad vi en dag vil fortryde mest, bør vi ikke lade os spise af med de populære formuleringer, der i al deres letkøbthed har vundet hævd. Jeg har ikke her planer om at nedgøre kærligheden, men jeg har planer om at gøre en lille smule op med måden, vi som regel opfatter dén og livets fylde på.

Nogle af de sanseindtryk, man modtog tidligt i livet, forsvinder aldrig igen. Personligt kan jeg så tydeligt huske duften af min pony og fornemmelsen af hendes tykke hvide pels, der om vinteren fik hende til at ligne den kæreste uldtot. Jeg kan mærke hendes silkebløde mule, som havde jeg rørt ved den i går, for virkeligheden føles så overvældende, når vi bliver stærkt forbundet med den. Man kan komme til at elske steder, dyr, skove, bygninger og sine daglige omgivelser så højt, at det ér, som vil noget uerstatteligt gå tabt, hvis man skilles fra det. Naturligvis lærer man at leve med, at ens pony ikke er her længere, men man kan ikke tage store dele af virkeligheden væk fra mennesket, uden at det kommer til at lide under det. Alligevel sker det. Virkelighed går tabt, og jeg spørger mig selv, hvordan vi kunne være så længe om at forstå alvoren ved for stor ligegyldighed i synet på det skabte. Og nej, jeg tænker ikke her på det store drama om os og klimaet, skønt dette er alvorligt nok. Jeg tænker på sorgen over at miste føling med sin helt nære virkelighed.

Jeg ved godt, at det kan lyde usædvanligt, ja, måske ligefrem urovækkende for nogen, men jeg tror ikke desto mindre på, at vi skal overveje det alligevel. Nemlig, om nogle mennesker her på jorden er udstyret med en særlig opgave, når det handler om at bringe os i berøring med Ånd og tro. Om nogen mon råder over særlige evner og ikke mindst gennem ord, musik og poesi og andet af det, der opbygger vore sind på en måde, der dårligt kan forklares, formår at vække noget vigtigt til live. Det er ikke umiddelbart i tidens ånd eller i harmoni med troen på det flade hierarki at have en sådan forestilling, men lad os at gå videre med tanken og indlede med det spørgsmål, der hurtigt giver sig selv. Er der noget særligt, der kendetegner dén, der synes at være pålagt den helt store opgave, og hvordan reagerer man, når man indser det? Med et følelsesliv i oprør eller med en mere behersket tilgang til at være et menneske med et stort ansvar?

Fra man er ganske lille, forstår man, at man ikke må lyve. Hvis man for eksempel for egen regning har stjålet chokolade i skabet, ved man godt, at man skal stå ved det frem for at anklage sin lillebror for at have lokket én i fordærv. Senere kan man erfare de lidt større sammenhænge og dermed også, at hvis man for alvor skal kende sig selv, må man forsøge at forstå, hvad man i sandhed rummer. At der helt fra begyndelsen findes vidt forskellige kræfter herinde, og forsøger man ikke ihærdigt at forstå sandheden om sit eget indre og om menneskets natur som sådan, risikerer man i sidste ende at svigte sin opgave i verden. Problemet er naturligvis, at det er svært til fulde at begribe sandheden om, hvem vi er, for vi rummer så mange kulturelt og ideologisk bestemte forestillinger om mennesket, at man kan være længe om at indse, at man måske også i sit liv har båret rundt på noget, der var falsk. Man kan komme så meget på afstand af sandhedens karakter, at det er vanskeligt at nærme sig den.

Man bliver aldrig færdig med at forsøge at forstå, hvorfra glæden kommer. Det kan måske lyde som et lidt meningsløst forehavende, men det er faktisk uhyre vigtigt, for sagen er, at vi bruger overordentligt meget tid på at tale om, hvordan man mærker glæde i sit liv. Og i hvor høj grad man selv kan bidrage til det. Desuden kan man gradvist indse, at nogle af de mest intense øjeblikke af glæde, man har oplevet, med tiden kan få et skær af vemod over sig, fordi de er med til at minde én om, at alt er forgængeligt. På sin vis er glæden altid i færd med at forsvinde fra én, eftersom en lykkelig tilstand ikke varer ved, og man aner ofte en mærkelig modsigelse i det indre, mens man er glad. Midt i alt dette skal vi ikke desto mindre forsøge at forstå, om glæden i en eller anden grad kan blive til en følelse, man kan beholde. Ligesom man må spørge, hvor meget ens glæde påvirkes af, hvad man forestiller sig, at de andre har. Om man overhovedet kan holde sig fri af den store sammenligningens kraft.

Da jeg forleden i én af mine podcast-samtaler sad og lyttede til min gæst, sagde han en sætning, der har forfulgt mig lige siden. Han fortalte, hvordan han i en moden alder besluttede, at han ville have et barn, fordi – som han sagde – det var, som om livet var i færd med at forsvinde bag om ryggen på ham. Han havde i mange år levet i højt tempo og realiseret mange ambitiøse planer, mens det ikke rigtigt undervejs var gået op for ham, at tilværelsen blot kunne forgå, mens han reelt ikke tænkte dybere over, hvad den indeholdt. Endsige, hvad den ikke indeholdt, og at noget en dag ville være uigenkaldeligt. Så han indså, at der skulle ske noget, og fik en datter og erfarer nu hver dag, hvordan noget, som man længe ikke skænkede nogen særlig tanke, kan vise sig at være afgørende. Jeg bed mærke i hans formulering, fordi den på flere planer er ret dramatisk. At noget er uigenkaldeligt, forstår man nok først, når man er nået et pænt stykke ind i livet, og han mindede mig om, at enhver før eller siden må indse, hvor meget, der kan foregå bag ens ryg, uden at man ænser det.

Jeg er udmærket klar over, at der er tale om en svær balance. Man kan hurtigt komme til at virke påtrængende med sine mange tanker og overbevisninger og på den måde trætte andre og måske krænke deres blufærdighed. Man kan godt overspille sin rolle som den, der så gerne vil sætte ord på alting, men man kan også havne i den anden grøft og blive én, der for en sikkerheds skyld som hovedregel afholder sig fra at sige noget vigtigt. Og jo længere man lever uden at give udtryk for, hvad der er på færde indeni, desto sværere kan det blive at kende hinanden. Jeg har selv et menneske i mit liv, som jeg stort set ikke kender længere, fordi han så nødigt afslører sine ærlige tanker. Afstanden vokser, da jeg efterhånden ikke rigtig kender så meget til hans indre verden, og vi taler meget om ingenting. Sådan kan man risikere at udpine sine relationer, for vi skal i en eller anden grad bekende, hvem vi er, og hvad vi tror på. Nogle afgørende ord skal siges højt.