Forhåbentlig kom man helt fra begyndelsen af livet i berøring med en følelse af tillid. Man kan naturligvis ikke huske det, men vi ved alle, at dette at nære tillid til dem, der er tættest på, er noget af det mest betydningsfulde for et lille barn. Det helt lille menneske bør forskånes for de værste øjeblikke af fortabthed og føle sig beskyttet af dem, der har bragt det til verden. Det udgør næppe den hele opskrift på at blive et tillidsfuldt menneske, men barndommens erfaringer sidder dybt i sindet, hvorfor man jo også ved, hvor vigtigt det er altid at sige og gøre, hvad man kan for at få et barn til at føle tryghed ved at være i live. Jeg er ikke selv mor og ved ikke, hvordan det er at være tæt på et barn hver dag, men jeg er til gengæld del af en tid, hvor barnesindet er blevet fortolket som så smukt og godt, at det er blevet eksponent for en stor del af det mest beundringsværdige ved mennesket. Også i et omfang, der er problematisk.

Når man ser tilbage på et år, der er gået, gør man sig ofte tanker om, hvad man har udrettet. Et sted i bevidstheden findes et ønske om at klappe sig selv på skulderen og konstatere, at man trods alt gjorde det nogenlunde. Mens man vel også gerne vil bekræftes i, at andre finder ens indsats i tilværelsen værd at respektere. Modsat kan man også ved årets afslutning se tilbage med frustration over ikke at have formået det, man gerne ville, men uanset hvordan man har det på endnu en nytårsdag, kan der være grund til at overveje, hvorfor man bruger så mange kræfter på at se sig selv i lyset af sine bedrifter. Ikke fordi det er uden betydning at udrette noget, slet slet ikke, men fordi eftertænksomhedens dage omkring jul og nytår kan afsløre, at man muligvis er groet en smule fast i en bestemt måde at se sig selv og sit liv på. Det er vigtigt at gøre sig de tanker, ja, det er faktisk i høj grad det, vi har helligdage til, hvorfor disse jo er så indlysende vigtige at værne om.

Forleden blev jeg spurgt om, hvad der i år skal være mit nytårsforsæt. Mange af os mærker sikkert en vis træthed ved det spørgsmål, da man for det første ikke orker at høre mere om faste og livsforlængende livsstil, og for det andet er det jo sådan, at nytårsforsæt sjældent holder særlig længe. De udgør mest et ritualiseret samtaleemne hen over de mange julemåltider, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, hvad mit nytårs – eller rettere, mit juleforsæt – er. Det er nemlig det samme hvert år. Jeg skal blive bedre til ikke at dømme andre mennesker. Hvert år formaner jeg mig selv om det, da denne trang til for hurtigt og definitivt at beslutte, hvad et andet menneske består af, ér problematisk. Og når jeg kalder det et juleforsæt fremfor et nytårsforsæt, er det for at betone den store alvor. Et nytårsforsæt indgår man i forhold til sig selv, mens et juleforsæt indgås i forhold til Gud og hans mægtige tiltale, der bryder ind i verden julenat. Her får vi mennesker på helt afgørende vis at vide, at vi skal forstå dybden af os selv og også vores trang til at dømme andres væsen. Spørgsmålet er, hvorfor man gør det, og i hvor høj grad man kan lære at lade være med det.

Jeg vil naturligvis ikke påstå, at jeg har hele løsningen på ét af tidens store problemer. Et helt grundlæggende ét, kan man roligt sige. Nemlig, den omsiggribende mangel på tro på fremtiden. I påfaldende grad hører man nogen sige, at de for første gang i deres liv stort set ikke kan mærke håb angående alt det kommende, og det er, som om mismodet er i færd med at gro fast som en mystisk moderne sindslidelse. Gad nok vidst, om det har været sådan før? Gad nok vidst, om der er tale om en historisk enestående situation, eller om vi blot gentager forfædrenes reaktioner, og gad nok vidst, om det ikke netop er på en juleaften, at vi kan finde frem til svar på nogle af de mange spørgsmål? For slet ikke at tale om en del af alt det håb, så mange savner? Jeg påstår som sagt ikke, at jeg har hele løsningen på problemet, men jeg tør godt sige, at jeg kan bringe os på sporet af den. Og hvis det lyder lige lovlig selvsikkert, så husk, at jeg har den mest optimale dækning for det, man overhovedet kan tænke sig.

Det er nok ikke sikkert, at man selv ved, om den har været til stede i ens liv. Det er ikke sikkert, at man oprigtigt kender til følelsen af at stå i en tragedie, for det er et stort ord, og selv om det jævnligt misbruges, for eksempel i forbindelse med sport og andet, hvor meget med ét kan være tabt på gulvet uden, at det har nogen dybere betydning, ved vi godt, at en tragedie er noget virkelig alvorligt. At ordet dækker over det værste, der kan ske. Det må for eksempel siges at være en tragedie, der for tiden udfolder sig i Mellemøsten og Ukraine, hvor mennesker dræbes, tortureres og lider på ubegribelig vis. Det er en tragedie, hvis man bliver uhelbredeligt syg eller havner i en situation, hvor man ikke i tide forstår, at det også afhænger af én selv, om man kan blive ved med at føle sig meningsfuldt forankret i livet. Og endelig vil jeg sige, at det er en tragedie, når vi ikke gør os tilstrækkeligt umage med at forstå det store ansvar, vi har for årvågent at adlyde det gode. Hvis ikke vi er klar, når vi kaldes til at gøre det.

Man skal passe på med at gradbøje begrebet lidelse, for det er kun den enkelte selv, der ved, hvordan den føles, men noget foruroliger mig. En del vil nok mene, at alle de grufulde forhold ude i verden, hvor mennesker må flygte fra krige og terrorbevægelser og se deres hjem gå til grunde i bomberegn eller oversvømmelse, overgår det meste af det, der sker herhjemme. Helt så enkelt er det dog ikke, og jeg er i de senere år blevet ramt af erkendelsen af, at vi måske gradvist vil blive mindre og mindre omsorgsfulde overfor mennesker, der afviger fra det raske og stærke og selvstændige ideal. Alt imens vi dyrker teorien om, at vi aldrig har været mere humane og tolerante, end vi er nu. Der findes en forestilling om, at vi står på et slags civilisationens højdepunkt, og set i det lys er det påfaldende så mange vidnesbyrd, der findes om mennesker, der svigtes og nedværdiges, når de ikke kan klare sig selv. Hvad enten de er gamle, syge, små værgeløse børn eller på anden måde afhængige af beskyttelse, kan det synes, som om deres liv i andres øjne ikke rummer tilstrækkelig mening. Og spørgsmålet er, hvordan det civiliserede og det afstumpede på den måde kan følges ad.

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en mand med et ærinde. Han er musiker og muslim og ville vide, hvorfor jeg som præst ikke klart og tydeligt meddeler, hvad jeg mener om striden mellem israelere og palæstinensere. Samtidig sendte han mig nogle optagelser, der vidner om de lidelser, mennesker i Gazastriben gennemlever, og som også beskrev, hvordan palæstinensere gennem historien er blevet nedgjort. Alt dette, mente han, burde jeg som præst skrive og tale om. Jeg har ikke efterkommet opfordringen. For det første kræver det en meget dybere indsigt i den mellemøstlige konflikt, end jeg besidder, og for det andet synes hans tankegang at rumme en sammenblanding af præsteembede og storpolitik, der ikke tiltaler mig. Ifølge denne mand bør præster tage klart parti i en strid, som han formentlig selv mener er relativt nem at vurdere angående overordnet retfærdighed. Og fordi han på den måde ville have mig til som præst at vælge side, blev jeg mindet om, hvilken lang proces det er at kende sit folk og sin tid og sig selv. Og ikke mindst forstå hvor meget ens tro betyder for ens forståelse af denne verden.

For tiden spekulerer jeg en del over, hvad der menes med begrebet værdighed. Og dette at være et værdigt menneske. Man kan godt komme med en række forslag til, hvad det betyder. Noget i stil med at man skal give, hvad man kan og efter bedste evne forsørge sig selv og passe på sine omgivelser. Andre mennesker såvel som naturen, planterne og dyrene. Nogle helt basale ting er vi nok stort set alle sammen enige om, men samtidig skal vi huske, at det ikke er sikkert, at man på tværs af alle kulturer og forskelligheder er enige om, hvad værdighed grundlæggende rummer. Muligvis er vi faktisk i denne verden i sidste ende så uenige om indholdet af begrebet værdighed, at vi må erkende, at forestillingen om at vi kan leve på kryds af tværs af alle normer og skikke og religiøse tanker for alvor må gentænkes. Og måske opgives. Overvejelsen er én af de vigtigste overhovedet i denne tid.

Mon ikke noget af det første, man overhovedet mærker i dette liv, er længsel? Ikke fordi man som lille kan sætte ord på, hvad man længes efter, men fordi man fornemmer, at der findes noget meget vigtigt, man må komme tættere på. Jeg tænker ikke på de basale behov angående føde og varme og søvn, men på det, der særligt kendetegner os mennesker – nemlig, at vi kan længes efter noget absolut livsopfyldende. Man kan komme på sporet af det, og selv husker jeg, hvordan jeg tidligt længtes efter at kunne læse, da det forekom mig at være en rent ud lyksaliggørende evne. Hvilket det også viste sig at være, og senere, når jeg stod nede i engen, hvor hestene gik og græssede, blev drømmene mere diffuse. Jeg længtes efter at mærke den urokkelige ro indeni, som vi alle i en eller anden grad kan forestille os, men som vi ikke selv kan skabe. Blot begynder man gradvist at ane, at der findes noget meget stort at række ud efter, og en væsentlig del af vores tilværelse står og falder med, at vi kommer tættere på indsigt i, hvad det er.

Jeg spekulerer for tiden en del over, hvor mennesket får sine dybeste kræfter fra. Jeg bliver ofte spurgt om det, hvilket i dén grad er min egen skyld, idet jeg i den senere tid har skrevet og talt meget om begrebet livskraft. Jeg kan virkelig godt lide det ord, der for mig repræsenterer en grundlæggende kilde til styrke i os, som vi dog kan risikere at miste sans for og ikke mindst i en tid med så megen tale om det sårbare og angstfyldte ved at eksistere. Retorikken hælder i disse år til den skrøbelige side, og ordet ”livskraft” udgør en modsigelse af den, mens det jo så også giver sig selv, at folk gerne vil vide, hvad den egentlig består af. Og ikke mindst hvad man skal stille op, hvis man virkelig ikke kan mærke den livskraft, jeg taler så meget om. Det kræver naturligvis et svar. Hvor kommer livskraften fra, og hvordan mærker man, at man har den og virkelig er beregnet til at leve og må holde fast i den overbevisning, hvad der end sker? Og kan man simpelthen beslutte sig for det?