Forleden fejrede man prinsessens 18-års-fødselsdag med en festforestilling i Det kongelige Teater. Et tusind 18-årige var inviteret med, god idé, og alt var smukt, men man bemærkede også, hvilken fortælling de unge især i dag udsættes for. Løbende blev der fra scenen talt og sunget om ensomhed og dette at føle sig fortabt i verden, hvilket er blevet til en noget tyngende fortælling om det unge liv. Ikke mindst fordi den ofte følges af det, som én af de optrædende, en popsanger, før forestillingen sagde, da hun blev bedt om at give de unge et godt råd med på vejen. De skal, mente hun, sørge for at blive et hundrede procent sig selv, hvilket i sig selv er lidt af en opgave, og derudover være både konge og Gud i deres eget liv. På den ene side tiltales de unge som særdeles skrøbelige, og på den anden side som deres egen Gud, de er fortabte og almægtige på én gang og forventes i denne sære konstruktion at lykkes i livet. Og gerne i en fart, for vi lever i travle og accelererende tider, og dit korte liv her på jorden bliver i sidste ende kun, hvad du selv gør det til. Tillykke med de 18 år.

Tidligt i livet kan man få en fornemmelse af at befinde sig i samtale med nogen. At man aldrig blot er alene, men bærer på en indre stemme, der kender én rigtig godt. Når jeg som barn gik rundt nede i engen, hvor hestene gik og græssede, og der var langt til byen og andre mennesker, befandt jeg mig i konstant samtale, ofte højlydt. Og mens jeg naturligvis altid selv udgjorde den suveræne hovedperson i samtalerne, var det som om, der også var noget andet til stede. En stemme fra en uendelig fortid, der var meget klogere og mere grundfæstet i verden end jeg selv var. Jeg har den stemme hos mig endnu, og mens jeg skal være ærlig og sige, at jeg i en periode i min relativt uforstandige ungdom mistede en stor del af sansen for den, kom jeg siden til bedre at forstå, at denne stemme er afgørende at bevare kontakten med. For det er historien, der kalder, det er Ånden, der kalder, og det er Herren, der kalder.

Jeg kender en mand, der som lille ofte var meget bekymret for, om hans forældre var i tilstrækkeligt godt humør. Det er jo mange børns lod at tro, at de er ansvarlige for hele den gode stemning i huset, og denne dreng mente, at når hans mor isolerede sig på soveværelset, måtte der gøres noget. Og en dag, hvor han igen opsøgte sin mor, da hun var i et særligt kulsort hjørne, for at muntre hende op, indså han pludselig, hvor håbløst det var. For moderen svarede ham ikke med et ord og kunne knap nok se ham i øjnene, og fra den dag gav sønnen op. Det kan være skelsættende at blive afvist, ikke mindst af ens far eller mor, og vi bærer nok alle på afvisninger som nederlag, der lærte én, hvordan det er ikke at føle sig ret meget værd. Når man ved, hvordan man reagerer på den personlige afvisning, ved man en hel del om sig selv og forstår måske, at det også har at gøre med dette at være et menneske, der har et valg.

Da jeg var en almindelig forvirret gymnasieelev, skrev jeg noget i min dagbog, som jeg ofte tænker på. Jeg skrev, at jeg gerne ville have en fjende. At der i mit liv skulle være en modpol, som jeg kunne måle mig selv i forhold til, og som jeg i mit stille sind kunne skælde ud på, når jeg trængte til at få luft. Det var ikke meningen, at hun nogensinde skulle opdage det. Hun var sådan en lidt storesøster-bedrevidende type med hang til at fedte for lærerne, og mens jeg hverken planlagde verbale eller fysiske overgreb, havde jeg bare trang til at slå fast, at mens jeg var ét, var hun noget andet. At vi var grundlæggende forskellige. Der står mange mærkelige ting i ens dagbog, men lige dette er faktisk ikke spor mærkeligt Det er menneskeligt at have brug for en modsætning, der skal gøre det klarere, hvem man selv er, og mens begrebet fjende som regel opfattes som noget entydigt negativt, skal vi forsøge at forstå det på dybere vis.

Når man har kendt hinanden hele livet, kan der komme en dag, hvor man nærmest intuitivt forstår, at man bevæger sig i hver sin retning. Det betyder ikke nødvendigvis, at man mister hinanden, man lever bare meget forskellige liv. Det kan have at gøre med opvækst, interesser og mulighed for med selvdisciplin at gøre noget fuldt ud. Mens nogen når langt indenfor et bestemt fag eller med et større livsprojekt, erkender andre, at beslutningerne kom og gik, uden at de rigtigt førte til noget. Og på et tidspunkt står det klart, at det er endegyldigt for sent at få den store karriere, man måske engang forestillede sig. Der er ikke længere tid nok tilbage til at blive fodboldstjerne eller statsminister, og spørgsmålet er, hvad den erkendelse gør ved én. Og hvordan vi opfatter de bedrifter både vi selv og andre nåede at udføre i livet.

Hvis man hver dag virkelig tænker tanken til ende, vil man næppe opleve et eneste roligt øjeblik. Hvis man hele tiden til fulde forestiller sig, hvordan man kan overmandes af sygdom og ulykke, blive ramt af en bil, føle sig fortabt og nedgjort eller drukne i havet – som det faldt mig ind, da jeg forrige år sad i en båd på Færøerne, hvor bølgerne stod så højt, at de som en mur spærrede for hele horisonten – bliver det svært at leve. Derfor må man forsøge at finde balancen mellem tanken om, hvor farligt livet er og evnen til at leve det alligevel. Spørgsmålet er dog, om vi i en periode med stor optagethed af den menneskelige skrøbelighed kan miste en del af den tillid til verden, som vi er så grundlæggende afhængige af. Om vi kan glemme, hvordan man behersker nogle af sine mange ustyrlige følelser og i stedet bliver i stand til at være i livet på en anden måde.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, er jeg ikke helt sikker på, at det nogensinde er sket. Jeg tænker på den situation, hvor et andet menneske tilsyneladende med overlæg har forsøgt at gøre mig ondt, hvorefter jeg tilgav vedkommende for det. Det er nemlig svært at bedømme både andres motiver og sin egen tilgivende evne, og mens det jo nok var med et vist overlæg, at Michael ved sandkassen på Østervangsskolen kastede sig over mig for at bevise, at han var alfahannen, og jeg blot én af pigerne, der ikke skulle komme for godt i gang, kan det i den større sammenhæng være vanskeligt at gennemskue, om man til fulde har prøvet at tilgive nogen. Og ikke mindst hvor meget man trænger til tilgivelsen selv. Men sikkert er det, at det er så uhyre vigtigt at forsøge at forstå selve tilgivelsens betydning.

Jeg var næppe ene om at indlede året 2024 med en vis bevægelse. Vores dronning gennem 52 år rejste sig fra tronen og overdrog den til sin søn, hvilket kom som en stor overraskelse, fordi hun jo så ofte har sagt, at hun havde en livsmission og ville blive siddende tiden ud. Missionen blev fuldført, selv om hun trak sig tilbage før tid, og da hun var på vej mod døren, drejede hun hovedet og kiggede på landets nye konge og blev øjensynligt ganske overvældet af øjeblikkets tyngde. Jeg har siden tænkt over, hvad der mon i de sekunder fyldte hos hende. Sorg over at afslutte den store mission eller stolthed over at give den videre i god behold. Formodentlig begge dele. Dronningen gik, for det gør alle på et tidspunkt, men gennem årtierne inspirerede hun os til at tænke og forstå, og udover taknemmeligheden sidder vi tilbage med spørgsmålet om, hvad det vil sige at tage en mission på sig. Også selv om den kan stå i modsætning til tidsånden.

Jeg var næppe ene om at indlede året 2024 med en vis bevægelse. Vores dronning gennem 52 år rejste sig fra tronen og overdrog den til sin søn, hvilket kom som en stor overraskelse, fordi hun jo så ofte har sagt, at hun havde en livsmission og ville blive siddende tiden ud. Missionen blev fuldført, selv om hun trak sig tilbage før tid, og da hun var på vej mod døren, drejede hun hovedet og kiggede på landets nye konge og blev øjensynligt ganske overvældet af øjeblikkets tyngde. Jeg har siden tænkt over, hvad der mon i de sekunder fyldte hos hende. Sorg over at afslutte den store mission eller stolthed over at give den videre i god behold. Formodentlig begge dele. Dronningen gik, for det gør alle på et tidspunkt, men gennem årtierne inspirerede hun os til at tænke og forstå, og udover taknemmeligheden sidder vi tilbage med spørgsmålet om, hvad det vil sige at tage en mission på sig. Også selv om den kan stå i modsætning til tidsånden.

Det er ikke sikkert, at man finder frem til et klart svar på spørgsmålet, men mange af os spekulerer nok af og til over, om vi gør tilstrækkelig nytte i verden. Om man virkelig gør en forskel, som det hedder eller slipper lige lovlig nemt om ved at være sat på jorden. Tilmed i en periode fyldt med så uoverskuelige problemer, at vi kan fristes til at anklage hinanden for ikke at gøre nok. Eller gøre det forkerte. Jeg er selv havnet i en situation, hvor jeg modtager beskeder fra folk, der mener, at jeg burde gøre meget mere i denne verden og gerne på en anden måde, end jeg gør nu. ”Og du kalder dig kristen,” skrev én. ”Hvad med så med lige at få hænderne op af lommerne!” Det har fået mig til at spekulere over, om jeg mon bruger mine kræfter rigtigt, og når først de tanker er sat i gang, kan man næsten ikke undgå også at vurdere om andre gør nok. Eller gør det forkerte. Opfattelsen af både ens egen og de andres indsats i verden er et yderst ømtåleligt anliggende.