Jeg ved ikke, om I kan følge mig, men det er, som om der hersker et vist kaos for tiden. Som om nogle mekanismer løber løbsk, og jeg kan faktisk godt huske, hvornår jeg sidst havde den fornemmelse. Det var i 2015, da folk fra fjerne egne i stort antal begyndte at vandre på tværs af landegrænserne, og man kunne få fornemmelsen af, at der var sket et brud på den gamle orden. Dengang sad jeg en aften sammen med nogle veninder og talte om denne nye uforudsigelighedens kraft, og vi følte os som vidner til noget, der langt ind i fremtiden kunne ændre vilkårene. Jeg synes, at vi fik ret. Hvad landegrænser og det globales konsekvenser angår, blev 2015 en milepæl, og også 2020 kan blive skelsættende. Her tænker jeg ikke på corona-pandemien og dens påmindelse om, hvordan de faste rammer kan vakle. Nej, jeg tænker på noget, der vil præge os meget mere og i længere tid – nemlig på menneskets trang til at klamre sig til et ståsted, en identitet og en sandhed, der kan blive så intens, at det mere og mere kan forkrampe samværet mellem os. Det er ikke noget nyt, men i løbet af dette år har vi oplevet arten af de seriøse konsekvenser, når den store jagt på noget at kalde sig for alvor går ind.

Der er ikke noget at sige til, hvis folk i dag har nok at se til. For i en epoke, hvor strømmen af ord og holdninger er enorm, kan man få lidt svært ved at holde fast i eget ståsted og den selvstændige tanke. En del føler måske fundamentet vakle i forhold til den megen tale om klimaet, klodens overbelastning og den almindelige moderne højhastighed, og det kunne nok også gælde nogle af de samtaler, der pludselig kommer til at dominere og får debatværter til at smide alt, hvad de har i hænderne af skræk for at komme for sent med på den seneste bølge. Af og til skal der ikke mere til end endnu en synlig medieperson, der træder frem og smider en tændstik på bålet, hvorpå flokken rejser sig og klapper og skriver under og melder sig i koret.

Hvis man tænker tilbage på sit eget livsforløb, er det nok svært at formulere en entydig karakteristik af sin barndom. Vi ved alle sammen, at det er vigtigt helt fra begyndelsen at føle sig elsket, kærlighed kan dog komme til udtryk på flere måder, men mens der ikke findes en fast opskrift på, hvordan en tryg opvækst bør se ud, kan man ikke undgå at spekulere over, hvordan det hele forløb. Det skyldes, at de fleste mennesker er på jagt efter indsigt i egen personlighed og måske endda en forklaring på, hvorfor man er blevet, som man er. Sådan har det nok altid været, men jeg tror, at det er en ret moderne disciplin så bevidst og systematisk, som vi gør i dag, at ville analysere sig selv i lyset af barndommen og den samlede mængde af både svigt og kærlig opmærksomhed, man gennem årene modtog.

Når Jesus i dag taler om det farlige ved at udtale tomme ord, forstår vi ekstra tydeligt, hvor meget det vi siger betyder. En dag skal der aflægges regnskab for alt, hvad vi har sagt, for på vore ord skal vi enten dømmes eller frikendes, og helt graverende er det at tale spottende om Helligånden. For dét findes der ingen tilgivelse. At håne Menneskesønnen – altså, Jesus selv – vil man blive tilgivet for, men at håne Ånden er en anden sag, og Jesus er her i færd med at forklare, hvad det vil sige at være sat i verden med Guds vilje.

Jeg tror ikke, at det er helt så udbredt længere, men tidligere hørte man ofte, når folk skulle sætte ord på deres fremtidsdrømme, at de gerne ville ”være noget med mennesker”. Den vending kan jo rumme alt lige fra børnehavepædagog til stewardesse og har over sig et strejf af noget positivt, der kan få én til at fremstå både kærlig og ivrig efter at være noget for andre. I dag er det nok mere populært at sige, at man ”gerne vil gøre en forskel”, og der er muligvis sket et lille ryk fra optagetheden af de andre til optagetheden af at sikre sig et tilpas imponerende CV.

Jeg vidste ikke dengang, hvor den kom fra, men helt fra de tidlige år rummede jeg en stor trang til at afvise enhver ordre. Jeg mærkede en stærk følelse af trods, når nogen sagde til mig, hvad jeg skulle gøre eller kritiserede min noget skråsikre opførsel, og alt i mig sagde, at jeg skulle gå den modsatte vej af det, der blev anvist. Det er for nemt blot at mene, at det skyldtes den nyere overleverede idé om, at enhver autoritet for en sikkerheds skyld skal forsages, for mens den ideologi naturligvis også prægede mig, findes der i enhver af os en medfødt kerne af trodsighed.

Det gælder nok for de fleste, at man i løbet af livet stiller sig selv spørgsmålet om, hvor vidt ens skæbne mon bare udfolder sig tilfældigt. Eller om der findes en højere styrelse bag det hele. Uanset hvor meget eller lidt man tror på Gud, er tanken svær at komme udenom, for begivenheder kan føles så dramatiske og udførligt planlagt i den store fortælling, at det kan være svært at tro, at det blot er tilfældigt, at jeg mødte den person netop dén dag, at jeg blev skånet for netop den ulykke, eller at jeg mistede mit arbejde og blev drevet i en retning, der viste sig at føre til noget helt uventet godt.

I sidste uge befandt jeg mig i en samtale med en mand, der er ateist, politisk aktiv, vist nok en slags komiker, og for tiden vært på et radioprogram. Midt i dette skitserede han sine visioner for fremtiden, hvilket fik mig til at se lidt vagtsomt op. Han tror på, at vi efter en lang og konfliktfyldt verdenshistorie nu står ved punktet, hvor vi kan forme en ny virkelighed, hvori milliarder af mennesker kan deles om goderne, holde op med at tro på forskellige religioner, leve i harmoni med naturen og måske ligefrem afskaffe begrebet krig

Alt i mens vi bevæger os fremad gennem verdenshistorien og vel i en vis forstand bliver klogere, erfarer vi, at visse fænomener bliver ved med at eksistere. Det er, som om de ikke rigtig aftager i intensitet, skønt de er så gamle og velkendte, at man måske troede, at de var fortid, for noget kan være så ubrydeligt knyttet til den menneskelige natur, at det ikke er muligt at nå punktet, hvor det er opløst eller overvundet.

Når man ser tilbage på de seneste måneder, melder mange ord sig i bevidstheden. De står nærmest i kø som kandidater til at blive årets ord 2020 – for eksempel samfundssind, håndsprit, fællessang, corona-manke, og masseimmunitet. Selv er jeg dog mest tilbøjelig til at understrege et andet ord, der ikke er blevet nævnt så ofte, men som er helt centralt. Nemlig, ordet magt. Corona-foråret har været kendetegnet ved en helt særlig form for magtudøvelse, hvor det meste af befolkningen fra den ene dag til den anden indvilligede i at lægge livet om og adlyde nye regler.