For et par uger siden var jeg til en stor prisfest. Jeg vandt ikke noget, men det er nu ikke derfor, at jeg føler mig misfornøjet. Det skyldes især én af de mange takketaler i denne forsamling mærket af overflod, dyrt tøj, og masser af lyserøde flødeboller. Som ingen spiser. I talen takkede en ung kvinde for sin pris, hvorefter hun tilføjede, at det hele dybest set kunne være lige meget, eftersom jorden jo alligevel snart går under. Det er en temmelig voldsom påstand, der mangler solid evidens, og jeg blev på denne aften, der var omgivet af så megen glimmer og facade og gennemført forkælet livsstil, konfronteret med tidens trang til at formulere den dystopiske meddelelse om altings undergang. Jeg har en mistanke om, at det mest af alt skal tjene til at fremstille én selv som klarhjernet og med mod til at se den onde verdensorden i øjnene, men det er jo en gratis omgang. At erklære fremtiden for afskaffet er blevet til endnu et smart og selvpromoverende virkemiddel.

Jeg havde som barn en mærkelig trang til at bekende mine synder. Næsten uanset hvor lille en brøde, der var tale om, fandt jeg ikke ro, før jeg havde været inde på min mors kontor og aflægge beretning om det, der plagede mig, så jeg kunne gå i seng med håb om at falde i søvn. Og det kunne være virkelig små ting. Engang var der sprunget en pære i en lampe i dagligstuen, og da jeg samme dag havde siddet og pillet ved den, frygtede jeg, at jeg havde ødelagt noget. Min mor så ret undrende på mig, da jeg beskrev problemet og sendte mig i seng med besked om, at jeg ikke havde ansvar for lige netop det. Andre ting kunne jeg løbende bebrejdes, men ofte var der ikke tale om overtrædelser, der kunne tages rigtigt alvorligt. Snarere handlede det nok om en dybere længsel efter tilgivelse for – ja, for alt. Som det fremgår, tror jeg på, at mennesket fødes med en bevidsthed om sin egen skyldighed, og at det er meget vigtigt, at vi tager den alvorligt.

I løbet af livet indser man nok, hvor afgørende det er at sige enten ja eller nej. Og virkelig mene, hvad man siger. Man kan godt i nogen tid leve med den forestilling, at ordene ikke for alvor betyder noget, idet man jo bare kan skifte mening igen, men den går ikke. Ordene betyder noget, og jeg husker, hvordan det omsider begyndte at gå op for mig, hvordan et ja forpligter, fordi man i samme øjeblik ordet er udtalt, har givet sig selv til kende. Ja, jeg vil gerne komme til din fest, fordi vi to betyder noget for hinanden. Ja, jeg vil gerne være gudmor for jeres barn, og ja, jeg vil gerne giftes med dig, fordi jeg elsker så højt, at det skal æres resten af livet. Og nej, jeg forlader dig aldrig. Jeg ved godt, at det ikke altid går, som man siger, men ordene ja og nej inddrager vores dybeste sindelag, og der kan godt gå et stykke tid, før man forstår det. Ligesom der kan gå en hel del tid, før man indser, hvad det betyder at sige ja eller nej til Gud.

Det er muligt, at vi tror, at vi sådan nogenlunde med årene kan gennemskue vores relationer, men det er nok ofte ikke tilfældet. For mens der findes en umiddelbart håndterlig fortælling om os, eksisterer der nedenunder denne adskillige lag af håb, fortrydelser, misundelse, medlidenhed og meget andet. Herunder også strejf af tyranni. De findes mellem venner, søskende, ægtefæller og andre, vi står nær, og man kan kende hinanden længe uden rigtigt at forstå det. Men det er ikke desto mindre vigtigt at forsøge, for ellers kan det blive svært at begribe, hvorfor vi taler og handler, som vi gør – og at vi alle skuffer over tid. Det er desværre ikke et udtryk, jeg selv har opfundet, det har én af landets rockgrupper, men det er virkelig godt. Alle skuffer over tid, og vi bør aldrig sætte hele vores lid til et andet menneske. Det lyder måske nedslående, men det er det slet ikke. Bare vent og se.

Der er nok ret stor forskel på, hvornår vi bliver voksne. Måske troede man engang, at tilstanden automatisk ville indfinde sig, når man havde nået en vis alder og begyndte at arbejde, sætte børn i verden og købe grøntsager og gøre det, man havde set sine forældre gøre. Men sådan fungerer det ikke blot. Man kan, viser det sig, gro en smule fast i sin udvikling, alt imens det føles, som om man på en vis måde er faldet ud af tiden. Det er de andre, der bliver ældre og bør flytte sig videre, ikke mig, for jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen. Engang følte jeg mig besynderligt sikker på, at årene aldrig ville indhente mig, og en rum tid gik det faktisk fint, men efterhånden indså jeg, at der er en pris at betale for denne vedtagelse af ikke at ville være en del af tiden og blive et rigtigt voksent menneske. Blandt andet kan der ske det, at man ikke får sat børn i verden.

Jeg er muligvis nået dertil, hvor jeg ikke længere tror på, at jeg vil få ret. Jeg tvivler efterhånden på, at jeg vil få ret angående en bestemt uoverensstemmelse i mit liv, for man kan, som årene går, blive nødt til at indse, at det i visse relationer i livet forbliver uvist, hvem der egentlig krænkede hvem, hvem der havde mest ret, og hvorfra alle de negative kræfter mellem os i det hele taget stammer. Da jeg var yngre, forekom det mig, at der forude eksisterede en uendelig horisont af tid og muligheder, og jeg antog, at der altid ville være tid til at forstå hinanden. Nu ved jeg, at man muligvis må indse, at mig og den anden vil tage uoverensstemmelsen med os i graven, fordi der ikke er tid nok. Eller rettere, fordi vi ikke udrettede nok, mens tid var. Kampen om hvem der har mest ret kan komme til at fylde meget i den enkeltes liv, og ikke nok med det. Den kan også komme til at præge en hel epoke.

Det forekom mig helt naturligt at takke Gud, da jeg for nogen tid siden ikke blev alvorligt påkørt af en bil. For det var tæt på, og jeg var en smule rystet, da jeg trak min cykel op på fortovet og indså, at med min manglende agtpågivenhed og bilistens alt for høje fart kunne jeg lige så godt være blevet ramt. Hvormed alt på et øjeblik havde været forandret og måske for mig forbi. Sådan gik det ikke, og det første jeg gjorde i min stakåndede tilstand, var altså at takke Gud for, at jeg var uskadt. Det er en basal menneskelig reaktion at gøre det i lettelsens stund, for uanset om man er troende elle ej, tænker mange instinktivt på Gud i øjeblikket, hvor meget er på spil. Det kan være svært blot at acceptere, at alt beror på tilfældigheder, men forestillingen om på særlig vis at blive beskyttet af Gud er ved nærmere eftertanke fyldt med problemer. Og det er vigtigt, at vi forholder os til dem.

Det forekom mig helt naturligt at takke Gud, da jeg for nogen tid siden ikke blev alvorligt påkørt af en bil. For det var tæt på, og jeg var en smule rystet, da jeg trak min cykel op på fortovet og indså, at med min manglende agtpågivenhed og bilistens alt for høje fart kunne jeg lige så godt være blevet ramt. Hvormed alt på et øjeblik havde været forandret og måske for mig forbi. Sådan gik det ikke, og det første jeg gjorde i min stakåndede tilstand, var altså at takke Gud for, at jeg var uskadt. Det er en basal menneskelig reaktion at gøre det i lettelsens stund, for uanset om man er troende elle ej, tænker mange instinktivt på Gud i øjeblikket, hvor meget er på spil. Det kan være svært blot at acceptere, at alt beror på tilfældigheder, men forestillingen om på særlig vis at blive beskyttet af Gud er ved nærmere eftertanke fyldt med problemer. Og det er vigtigt, at vi forholder os til dem.

Jeg ved godt, at jeg har sagt det før, og det bliver næppe sidste gang, at jeg siger det igen. For det er simpelthen ikke til at fatte, at vi skal dø. Det ér og bliver den mest umedgørlige tanke, der findes, og som så mange andre glemmer jeg aldrig øjeblikket, hvor jeg første gang forstod, at det virkelig var alvor og ikke blot et ondt indfald i et eventyr, der nok skulle ende godt. Det skete, da jeg en aften som barn lå i min seng og indså, at jeg helt sikkert en dag skulle forsvinde fra jorden. Og med ét følte jeg mig fuldstændig målløs. Herefter prøvede jeg at overbevise mig selv om, at når alle andre mennesker åbenbart kunne leve med det, kunne jeg vel også. Men hvad man end fortæller sig selv, forbliver tanken om døden en mørk gåde og vigtig påmindelse om, at der findes noget, vi aldrig bliver herre over. Om og om igen skal det gå op for os, at vi skal dø, og vi når næppe derhen, hvor vi rigtigt forstår det. Og når mennesket ikke kan forstå, må det tro. Det vender vi tilbage til.

Af og til har man nok i sit liv tænkt den tanke, at det er på tide at blive mere moden. Eller muligvis har andre opfordret én til det, da man jo ikke altid selv helt ved, hvor langt man er i processen. Sikkert er det dog, at man må tage de afgørende skridt ud af barndom og ungdom, og mens vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad det vil sige at være et voksent menneske, er der én ting, som jeg gerne vil argumentere for, bør være en del af det. Det handler nemlig ikke kun om at få en uddannelse og indse, at ikke alle kan blive astronauter og rockstjerner. Det handler også om med årene at blive bedre til at forstå et begreb, som en del muligvis ikke helt ved, hvad de skal stille op med. Nemlig begrebet folkelighed. Det har været grueligt meget ondt igennem, og det har lært os en hel del om, hvordan vi ser på os selv og på det andet menneske. Og i sidste ende lærer det os også temmelig meget om, hvordan vi ser på Gud.