Engang troede jeg, at jeg vidste, hvad det vil sige at være et frit menneske. Det gav sig selv, når jeg sammen med mine veninder færdedes i skoven og i den lille by, hvor jeg er vokset op og stort set selv bestemte dagens forløb. Og hvornår jeg skulle være hjemme, blot det var inden aftensmad. Frihed betød at kunne bevæge sig rundt i verden efter sit eget hoved, mens jeg skuede ind i en fremtid, hvor alt kunne lade sig gøre, for ingen eller intet havde magt til at begrænse mit personlige råderum, og det var godt. Troede jeg. Senere indså jeg, at man kan fare vild i frihed. Det sker, når vi mennesker vil ophøje friheden som noget, der er absolut, for mens friheden godt kan føles absolut i små øjeblikke, hvor det virkelig er, som om der ingen grænser findes, lærer man med tiden, at frihed kun giver mening, når den står i forhold til begrænsning. Gør den ikke det, kan den blive til tomhed, ja, endnu værre. Den kan over sig få strejf af noget grusomt, ligefrem noget dæmonisk, og den kan få verden til at ligne noget, der er spejlvendt.

Jeg tror nok, at det strejfede mig allerede som barn, men først som voksen fik jeg rigtig kontakt med følelsen. Det skete for en del år siden, da jeg var ret forelsket og omsider begyndte at tro på, at historien ville ende lykkeligt, og at der virkelig for mig var glæde og medgang i sigte. Vi sad, han og jeg, ved ét af bordene med rødternet dug hernede på Pile allé, og jeg så rundt på de andre gæster i restauranten og tænkte, at de skulle bare vide, hvor lykkelig man kan være. Jeg var med andre ord temmelig opslugt af og benovet over min egen tilstand, men sekundet efter skete der noget uventet. Det var, som om jeg blev ramt af en fremmed magt, der brød ind i sindet og bremsede glæden og skabte en tomhedsfølelse, der minder én om, at glæden altid er i følge med noget andet. Glæden er kun entydig i et kort øjeblik, hvorefter meget atter synes skrøbeligt, og jeg mærkede den dag en vis flovhed over så enfoldigt at have ladet mig rive med. Jeg tror, at meget i vores liv står og falder med at erkende denne mystiske modsigelse i sindet, der altid bæres med.

Det forekommer ret uundgåeligt, at man tidligt i livet kan finde på at drømme om at være noget andet, end man er. Fantasien kender ingen grænse, og ikke mindst figurer fra fiktionens verden kan stråle som forbilleder. For mit eget vedkommende havde jeg en kraftig fiksering på én af personerne fra ”De 5”-bøgerne om de fire børn og deres schæferhund, der opklarer forbrydelser og oplever de mest utrolige ting. En af pigerne kan alt det, drenge kan og mere til, og jeg ønskede inderligt som hende at være god til at svømme, styre en robåd og klatre på klipper. Og derudover ville jeg fantastisk gerne være god til at spille fodbold, da netop dét forekom mig at være indbegrebet af en drengs beundringsværdige kapacitet. Man dyrker sine drømme og forbilleder ud fra de inderste længsler, der jo sikkert også i en eller anden grad er præget af tidens normer, og noget kan sætte sig virkelig godt fast. I hvert fald er der ét bestemt spørgsmål, der bliver ved med at forfølge mig. Hvorfor er der så mange piger, der gerne vil være som drenge?

Muligvis står vi overfor et interessant nybrud. Den slag sker jo løbende i den uendelige fortælling om menneskene, og mens jeg personligt er vokset op i en periode, hvor det rangerede højt at have meget travlt og være i evig fremdrift, beskriver flere nu, hvordan de stræber efter at arbejde mindre, mærke mere hvile og frigøre sig fra trangen til hele tiden at præstere. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som ung efter gymnasiet besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kunne for at blive til noget. Jeg fik meget travlt, da jeg omsider indså, at jeg under ingen omstændigheder ville spilde mit liv, og er man først blevet overmandet af dén tanke, kan den blive siddende i bevidstheden sammen med spørgsmålet om, hvad man mon dybest nede er drevet af. Jeg tror, at netop det spørgsmål i denne accelererende tid falder mange ind. Er jeg i færd med at leve et smukt liv, eller vil jeg i sidste ende komme til at føle, at jeg spildte en del af min kostbare tid på jorden? Hvad vil mit sidste ord engang være?

Jeg tror, at man skal være meget påpasselig, for enhver kan miste noget virkelig dyrebart, hvis man ikke kæmper for at holde fast i det. Ikke mindst skal man kæmpe, når man træder ind i det voksne liv, og den hidtidige følelse af at have levet i en verden fyldt med vidunderlige gåder og mystiske lag af lykke næsten kan forsvinde. Jeg tænker på sansen for det hellige, der i en noget afmystificeret verden kan komme til at synes som et fjernt minde om de øjeblikke, hvor man som barn og yngre i højere grad havde det, som var dette at eksistere i sig selv helligt. Siden forsvandt en del af den fornemmelse, dagene blev mere ens, og man oplevede måske oftere at vågne om morgenen med et lidt mærkeligt vemod i kroppen. Ikke over noget bestemt, men som en følelse af mangel på fortsat fascination og ærefrygt ved at være her, og så forstår man måske, at sansen for det hellige kan gå tabt. Og at man selv skal kæmpe for at bevare den.

Forleden kom jeg til at spekulere over, hvad der egentlig er mit livs første minde. Det siges, at alle kan tænke tilbage på én begivenhed eller nogle bestemte ord, der som det første fandt vej til bevidstheden på en måde, der er blevet siddende, men jeg har faktisk svært ved selv at sætte fingeren på dette ene. Det ændrer ikke ved, at jeg tror på værdien af at huske så meget som muligt, både fra barndommen og fra tiden siden hen, og ikke mindst derfor har jeg i mange år skrevet dagbog. Jeg har trang til at dokumentere min egen tilværelse, så jeg helt bogstaveligt kan slå og op huske, hvad der skete, for jeg vil så nødig glemme det mest vigtige. Jo mere man husker fra sine egne år, desto mindre er risikoen for at miste føling med hele sin egen livsbane og dermed sig selv, hvormed man kan begynde at tage for meget farve af de andre og af tiden, man er blevet anbragt i. Vi lever alle med en risiko for at ære vores egne minder for lidt, og konsekvensen af det er større, end vi måske tror.

Af og til overvejer jeg, om det mon gælder mange mennesker eller kun de få. Jeg tænker på dette at føle, at man står i modsætning til sin samtid og ikke rigtigt synes, at man hører til i den. Jeg har levet med denne fornemmelse stort set lige så længe, jeg kan huske, og det er tilmed mit indtryk, at den tager til med alderen. Muligvis ville den være opstået, uanset hvilken tid jeg var blevet født i, fordi det er så svært at forstå sin egen periode, men sikkert er det, at følelsen af undren ofte ved endnu et års afslutning, når vi gør status, mærkes i ekstra grad. Er det mon mange eller kun de få, der føler sig mærkeligt placeret i verden? Jeg ved det ikke, men aner at det under alle omstændigheder i denne tid opfattes som ret prisværdigt at se sig selv som noget særskilt. På sin vis er det godt ikke blot at lade sig forme af tiden og dens normer, men samtidig er det temmelig uheldigt ikke at ville underlægge sig noget fælles, da man på den måde kan misforstå noget vigtigt.

Jeg tror, at der findes to overordnede retninger, som et menneske kan bevæge sig i. Måske uden selv at vide det. Enten føler man sig mere og mere forankret i verden, som om man hver dag kommer dybere ind i tilværelsen, eller også begynder man et sted midt i livet at mærke en snigende fornemmelse af, at tiden rinder ud, længe før det burde føles sådan. Der er ikke nødvendigvis tale om en dramatisk erfaring af livslede eller opgivenhed, men blot en voksende undren over, hvad alt dette egentlig handler om, når det jo alligevel ender med at slutte. Jeg ved godt, at det ikke er den mest glædesfyldte indledning på en prædiken julenat, men jeg lover, at det kommer til at give mening. For julebudskabet er netop givet til os, fordi det ikke blot er nemt at leve, og jo mere man erkender modsigelsen ved det, desto mere kan man overmandes af glæde over alt det, der følger af, at Jesus blev født i verden. Det handler som sagt om to retninger. Den, der fører dybere ind i livet og den, der på umærkelig vis synes at lede én for tidligt ud af det, og meget står og falder naturligvis med, at man undgår at følge denne sidste vej.

Det er en særlig mekanisme, der går i gang. Den er svær til fulde at gennemskue, men indimellem er det, som om der omkring et bestemt menneske opstår en så stærk og følelsesladet bevægelse, at man næsten skulle tro, at det var styret af højere kræfter. Alle taler pludselig om denne person, og ordene, der strømmer fra ham – det er som oftest mænd – tillægges så megen vægt, at mange synes at antage, at de rummer betydelig sandhed. I hvert fald noget så smukt og opbyggeligt, at man bør tage det til sig. Der indtræffer en følelse af harmoni og forjættende lederskab – som beriges man med et blik ind i fremtiden, hvor vi vil forstå mere angående, hvem vi er, og hvordan vi skal leve sammen. Denne person, der typisk kan være en lidt filosofisk type, der skriver bøger og holder foredrag, en guruagtig skikkelse eller måske en landstræner – enhver, der pludselig får hul igennem – bidrager til den euforiske stemning. Lige indtil, altså, at mekanismen måske atter går i stå. Vi kender turen og skal hver gang tage ved lære.

Jeg ved ikke præcis, hvornår det begynder, men mon ikke det sætter ind omkring tidspunktet, hvor man for alvor som et voksent menneske indser, at tiden på jorden er begrænset. Nok vidste man det før med sin fornuft, men med ungdommens drømmende forstand troede man ikke helt på det. Efterhånden står det dog klart, at den er god nok, livet stopper en dag, og man begynder at spekulere over, om man er nok på højde med det hele. Hvad jeg mener med at ”være på højde” skulle gerne snart fremgå, for jeg tror, at en stor del af vores selvopfattelse handler om præcis dette. Hvilket sikkert også skyldes, at vi inderst inde godt ved, at der venter en form for afgørelse, hvor det vil blive synligt, i hvor høj grad vi formåede at komme på højde, mens tid var. Derfor rammes man nemt af en følelse af stadig at mangle at forstå og erkende noget meget vigtigt i livet nu – men også når man måske engang på en måde, man ikke tidligere troede var mulig, vil få en chance til.