Forleden hørte jeg igen én sige det. At udviklingen i vores historie helt overordnet er positiv, og at det for hver dag bliver mindre og mindre strabadserende at være et menneske. Tanken er ofte grundet i taknemmelighed for medicin, velfærd, demokrati og andet godt, men i høj grad også i troen på, at kærlighed og velvilje udgør en så stor kraft i os, at vi i det store hele følger den rette vej. En slags kærlighedens vej, kunne man kalde det. Jeg tror dog ikke, at det er helt så enkelt, hvilket ikke blot skyldes tilstedeværelsen af krige, brutalitet og en generel erfaring af strenge tider. Det skyldes især min mistanke om, at vi på vores færd gennem epokerne kan udvikle nogle store misforståelser…

Engang var det i store træk givet, at man var enten en dreng eller en pige. I hvert fald mere end i dag. Det betyder ikke, at man ikke tidligere gjorde sig mange tanker om, hvordan det var at være dreng eller pige, jeg gjorde det bestemt også, men mig og mine venner talte ikke om, at vi måske kunne være noget andet end det, vi var født som. Visse ting gav mere sig selv, og mens jeg ikke med sikkerhed ved, om det gjorde vore liv nemmere, end det måske for mange føles i dag, tror jeg, at der er noget opbyggeligt ved at leve i en verden, hvor ikke alt er til forhandling.

For en del år siden mødte jeg en mand på gaden, som de fleste nok kender. Han er gøgler, filminstruktør, kunstmaler og arbejderbarn, og vi kendte hinanden lidt, fordi vi begge var interesserede i boksning og havde mødtes til boksestævner rundt omkring. Jeg var dengang journalist, men studerede samtidig teologi, og denne dag fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være præst. Han kiggede på mig og sagde: ”Det mener du da forhåbentlig ikke!” Jo, det mente jeg absolut, og jeg har tit siden tænkt på det øjeblik og undret mig, over, at jeg faktisk blev ret påvirket af hans syn på Gud og tro, som jo intet havde med mit indre at gøre. Eller jo, det havde det nok, for vi kan godt påvirke hinanden med vores tro. Eller mangel på tro.

Forleden sagde min veninde noget, jeg siden har tænkt en del over. Hun sagde: ”Præsident Putin må være en syg mand. Det håber jeg, at han er!” Den udtalelse rummer to klassiske forestillinger i vor tid. For det første, at et menneske må fejle noget grundlæggende for at adlyde kræfter, der for mange forekommer uhyrlige og uforståelige. Og for det andet håbet om at han virkelig ér syg, for hvis dette ikke er tilfældet, er der for meget angående menneskelivet, der ikke rigtig synes at give mening. Jeg erkender, at meget ér svært at forstå. Ikke dette at en mand ønsker at gøre sit land stærkt og usårligt – denne basale drøm har til alle tider opfyldt mennesker. Hærførere såvel som alle mulige andre. Men det er svært at forstå, at man hver dag time for time formår at sætte gerninger i værk med så frygtelige omkostninger for alle dem, der mister deres hjem og drives på flugt og dør fra hinanden. Hvordan retfærdiggør man det for sig selv fra morgen til aften? Det ér svært at forstå, men at det skulle have med sygdom at gøre giver ikke blot sig selv. For menneskets trang til at sætte sin vilje igennem kan næppe forklares så simpelt.

Uanset hvor meget man ransager sin hjerne, er det svært at komme på ét bestemt udtryk for, hvad der som det første blev plantet i ens bevidsthed. Måske husker man nogle klare øjeblikke, lyden af mors stemme, der læser højt for os, grantræer, græsplæne og dette at gå gennem stuen og føle sig mere hjemme dér end noget andet sted på jorden. Ofte vil der være glimt og fornemmelser fra livets indledning, og for eksempel kan man overveje, hvilken bog man husker som den første betydningsfulde i sit liv. For mit vedkommende var det nok De 5 går på med krum hals, Brødrene Løvehjerte eller Britta og Silver på ridelejr. Noget i den stil og i hvert fald noget, der siden har fulgt mig som kun dét kan, der tidligt tog bolig i det indre. Der lægges nogle frø, der bliver ved med at spire, og mens intet måske er absolut uafvendeligt – der ér jo med årene mulighed for at lægge noget bag sig og optage nyt – så er der betydningsfulde frø derinde. For vi placerer noget i hinanden, og derudover er det vores fælles vilkår, at også Gud har placeret noget i os.

”Jeg har altid haft en stor retfærdighedssans!” Kan I høre det? Det forekommer lidt mærkeligt, når et menneske siger sådan, idet man nemt kommer til at fremstå som én, der ser sig i særlig kontakt med selve retfærdighedens inderste nerve. Det kan godt virke en lille smule selvovervurderende, selv om jeg godt ved, at det sjældent er sådan, det er ment. Snarere tror jeg, at formuleringen er blevet så udbredt, fordi vi nemt glemmer, hvor kompliceret begrebet retfærdighed i virkeligheden er, og erklæringen af egen store retfærdighedssans skal nok hovedsageligt ses som tegn på, at man er én, der mener, at alle er lige og skal nyde samme rettigheder. Og at man som et humant indstillet menneske ønsker at bidrage til, at alle har det så godt som muligt.

Danmark er åbent igen, og vi vil fra nu af se tilbage på en usædvanlig periode. I den er der blevet sagt mange ord, der på grund af situationens alvor har fået særlig status, og som giver os noget at tænke over. ”Ethvert dødsfald er en tragedie…”, ”Danmark er forandret for altid”, ”Lev med det” og mere af samme intensive skuffe. En enkelt formulering bliver dog ved med ekstra ihærdigt at forfølge mig, og den lyder sådan her: ”Håb er ikke en strategi.” Ordene stammer fra en magtfuld person i embedsværket, der ved epidemiens begyndelse ønskede at få alle til at begribe, at vi i konfrontation med den mere og mere verdensomspændende coronavirus var nødt til at gribe drastisk til handling fremfor at satse på, at det hele nok skulle gå over af sig selv.

Engang var det i store træk givet, at man var enten en dreng eller en pige. I hvert fald mere end i dag. Det betyder ikke, at man ikke tidligere gjorde sig mange tanker om, hvordan det var at være dreng eller pige, jeg gjorde det bestemt også, men mig og mine venner talte ikke om, at vi måske kunne være noget andet end det, vi var født som. Visse ting gav mere sig selv, og mens jeg ikke med sikkerhed ved, om det gjorde vore liv nemmere, end det måske for mange føles i dag, tror jeg, at der er noget opbyggeligt ved at leve i en verden, hvor ikke alt er til forhandling.

Vi er næppe alle enige om, hvor den kommer fra, men det er til gengæld sikkert, at vi alle kender til den. Følelsen af retfærdighed og forestillingen om, at den kan blive trådt under fode. Den erkendelse sidder dybt i os, hvilket er en omstændighed, der er med til at gøre det så klart, at noget adskiller mennesket fra alle de øvrige skabninger på jorden. Det er, som om tanken om retfærdighed bor i selve vores åndedræt og inderste væsen, og for eksempel hurtigt vækkes til live, når et ungt menneske pludselig dør, eller én, vi kender, oplever alvorlig modgang uden selv at være skyld i det. Mange vil i dén situation spontant udbryde, at det simpelthen ikke er retfærdigt, det er næsten, som bebrejder man automatisk en højere instans, at alt dette urimelige virkelig får lov til at ske. Det er naturligt at reagere på den måde, og man bliver aldrig færdig med at spørge sig selv, hvorfra menneskets stærke følelser angående retfærdigheden egentlig stammer.

Der er sikkert andre end mig, der har haft denne drøm. Drømmen om at flytte væk fra civilisationen, måske ud i en skov langt herfra, hvor man kan udfolde en helt anden frihed og ikke længere skal indrette sig efter de andre. Man forestiller sig måske, at man vil opleve mere lykke og harmoni, hvis man ikke hver dag er omgivet af regler og forventninger om, hvad man kan tillade sig. Jeg går ikke rundt med en masse konkrete forestillinger om alt det, jeg ville bruge en større frihed til, men jeg kan af og til fornemme den næsten klaustrofobiske følelse af at se min skæbne så nært forbundet med de andres. Og jævnligt når jeg frem til spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at være et frit menneske. Lige for tiden er dette spørgsmål særdeles centralt, for vi står i ét af de største moralske dilemmaer, jeg i min levetid har oplevet. Spørgsmålet om vaccine, naturligvis, og den store personlige frihed. Vi kommer ikke udenom det. Heller ikke på denne lidt magiske novemberdag.