Måske tænker man ikke så meget over det, men man er nærmest altid i færd med at lede efter tegn på, hvem de andre er. Hele tiden giver vi os selv til kende gennem det vi gør og siger, og af samme grund skal man være varsom med at leve alt for stille. Man risikerer at komme til at gå gennem livet uden, at ret mange lærer én at kende, og man kan vel godt se det som en slags pligt at træde frem og lade andre vide, hvad ens hjerte rummer. Det kan bestemt blive for meget med personer, der bare larmer og dominerer og meget gerne hele tiden vil bemærkes, men det kan også blive for lidt med dem, der vænner sig til ikke at bidrage til samtalen.

For et par uger siden var jeg på besøg på en højskole her i nærheden af København for at tale med eleverne om kristendom og dette at leve i en periode, hvor forholdet til Gud fylder ret lidt i vores syn på menneskelivet. Umiddelbart gik eleverne da også mere op i troen på flydende køn og en ny verdensorden i klimaets tegn, men bag alt dette findes naturligvis masser af religiøse tanker. Det var jo derfor, jeg var inviteret. Sagen er dog, at man i løbet af sin opvækst kan blive så sparsomt forsynet med inspiration angående det religiøse, at man kan føle sig tvunget til at søge en smule ud i det blå og mangle et egentlig sprog for, hvad det hele handler om.

Noget af det mest intense man kan føle er medlidenhed. Altså, at blive berørt af en andens lidelse, og man møder følelsen allerede som lille, når man ser en hund, der står bundet i frostgrader og ryster over hele kroppen, eller når en af de andre i skolen bliver forfulgt og nedgjort uden at være skyld i noget. Man forstår, at noget er helt galt og strider mod en smukkere orden, og man kan få trang til selv at prøve at genoprette den ved at komme hunden eller klassekammeraten til undsætning. Medlidenheden kalder på handling, og dét så meget at man i årevis kan blive forfulgt af mindet om det, man i et bestemt øjeblik undlod at gøre. Medlidenheden afslører nemlig, hvordan vi kan have så meget indflydelse på hinandens liv, at det kan være nærmest grusomt ikke at handle, og det er dybt ubehageligt at erkende konsekvensen af at være passiv. Det lyder anstrengende, og det er det jo også, men det er samtidig stort, for medlidenheden er vores menneskelige adelsmærke. Vi har evnen til at føle med hinanden, ligesom vi altså har friheden til at lade som ingenting.

Muligvis har vi alle en fornemmelse af, at vi bevæger os i retning af noget fuldkomment. I hvert fald kan man nemt have drømmen om det. Den rører på sig, når man forestiller sig noget smukt, der venter, hvad enten det handler om ens arbejdsliv eller familie eller friheden til at opleve alt det, man ønsker. Måske ser man for sig, hvordan man skal sidde med en kop kaffe ved Seinen i Paris og mærke fryd og fred ved endelig at være på denne plet, men det mærkelige er jo, at det langt fra er sikkert, at man opfyldes af den rene følelse, man har længtes efter. Jeg ved ikke, nøjagtig hvad det er, der står i vejen, men ofte må man bare erkende, at forventningerne overgår realiteterne. Drømmene løber i forvejen og maler verden smuk, og siden opstår virkeligheden og afslører, at vi sjældent oplever at komme i mål. Det har det med at rykke længere væk, når man tror, man nærmer sig, det hele bliver ikke fuldkomment, for der er altid et stykke mere at gå. Sådan er det også med kærligheden.

Selv om det kan lyde som et ret simpelt spørgsmål, er det faktisk ikke tilfældet. For hver gang vi spørger et menneske – hvad laver du? – er vi i færd med at fastlægge meget mere om personen, end vi måske er klar over. Typisk stiller man spørgsmålet ved et middagsselskab, hvor man skal have samtalen i gang, og når jeg hævder, at spørgsmålet ikke er simpelt, mener jeg ikke, at man skal undlade det. Slet ikke, det er uhyre vigtigt at stille, for nok er det populært at mene, at det vigtigste er blot at være et frit individ, og at ens virke ikke bør definere ens personlighed, men sagen er, at det gør det i temmelig dyb forstand. For hvad laver du, jeg vil gerne vide, hvad du har besluttet at bruge så meget af dit liv på, og hvordan det former dit sind til daglig? Der er essentielle tanker indeholdt i spørgsmålet om, hvad man laver, og man skal aldrig holde sig tilbage med at stille det. Hverken til andre eller til sig selv, for svaret er altid interessant.

Et af de mest bekvemme steder at befinde sig er på tryg afstand af begivenhederne, hvor man kan nøjes med at betragte, hvad andre gør. Det er med andre ord på tilskuerens plads, at man har det nemmest, og det er ikke uden grund, at menneskene bliver ved med at gå i teatret eller til foredrag eller for den sags skyld til fodboldandskamp. Vi vil gerne opleve noget underholdende og tankevækkende uden selv at være ansvarlig for, hvordan det falder ud, og når et samfund lukker, som vi jo har erfaret hvordan føles, er det i høj grad dét, man kan savne. At være en tilskuer, både ude i det store fælles rum og ved begivenheder af forskellig art, og vi har virkelig lært, hvad det betyder at savne andres eksistens omkring én. Dermed står det også klart, at tilskuerrollen kan blive en så stor del af ens personlighed, at der kan være tale om en ret fin balance. For hvis man i for vid udstrækning vænner sig til at være tilskuer til de andres liv, kan man måske blive til én, der ikke ofte nok tager oprigtigt del i livet. En, der måske ligefrem har det med at flygte fra det.

Når man står lige dér og mærker lykke over, at meget går, som man har drømt om, er det som om det meste giver mening. De fleste kender til det øjeblik af harmoni. Men samtidig, eller måske snarere få sekunder efter kan man ane noget andet. Det føles som et hul eller en afgrund – som en fornemmelse af en modsigelse, der venter på den anden side af alt det frydefulde. Det er, som om glæden aldrig er helt fuldendt, og mit bedste bud på en forklaring er, at eftersom glæden forbløffende hurtigt kan blive vendt til det modsatte, bærer vi på et varsel. En viden om at når man er allermest glad, er man samtidig meget skrøbelig, og derfor kan et menneske, der beruses af lykke, nemt komme til at ligne én, der overspiller rollen. Man vil have det hele med, for man ved ikke, hvornår et lignende øjeblik atter opstår. Vi har nogle ret faste idéer om, hvordan lykke og medgang bør føles, men sagen er, at vi burde vide bedre. Det kommer vi også til.

For ti år siden udgav jeg en bog om den i mine øjne lidt mangelfulde bevidsthed om Ånd blandt danskerne. Den åndløse dansker kaldte jeg bogen, hvilket førte til, at jeg blev ringet op af ham, der virkelig var en imponerende ildsjæl, nemlig den netop afdøde Johannes Møllehave. Han var i hopla den dag og gav mig en gevaldig skideballe, fordi han mente, at den bogtitel var helt meningsløs, idet – som han sagde – alle mennesker er Ånd. Også enhver dansker. Ingen er med andre ord åndløse, og jeg havde virkelig misforstået noget, mente Møllehave.

Når man taler meget, begår man af og til fejl. Én af de udtalelser, jeg tænker tilbage på med ærgrelse, faldt for nogle år siden i en samtale, hvor jeg fik sagt noget i stil med, at jeg ind imellem ville jeg ønske, at jeg ikke troede på Gud. Det stod at læse i avisen, hvilket ikke gjorde sagen bedre, men jeg ved godt, hvorfor jeg sagde det.

I har sikkert bemærket en lille besked, der i de seneste måneder er dukket op rundt omkring. Den har optrådt på gaden, på skilte, ved busstoppesteder, og nogle børn har gjort det til en mission at skrive ordene alle mulige steder. De lyder helt simpelt sådan her: ”Det bliver godt igen!” Det synes måske ikke af så meget, men det er nogle ret bemærkelsesværdige ord, der kan have stor effekt, og jeg husker, at en tidligere statsminister fortalte, hvordan hun sagde netop disse ord til sig selv, når hun mærkede ekstra modgang. Jeg bruger dem selv, de trøster og virker faktisk, og når de for tiden optræder så mange steder, skyldes det naturligvis den lange pandemi og længslen efter mere frihed til at leve, som man gerne vil og mærke mindre bekymring for, om livet mon igen vil blive som før. Midt i alt denne uvished er det klogt ind imellem at sige til sig selv, at: ”Det bliver godt igen!” Og det virker som sagt, ordene trøster. Hvis man altså tror på dem.